Jeg opgav selv på forhånd - i mit tidligere indlæg - at skrive noget YDERLIGERE om Heideggers filosofi — men i dag faldt jeg over dette udmærkede indlæg, “Den ontologiske differens sat på hård prøve“, i bloggen Eksistens. Et lille uddrag:

***

Heidegger havde særligt i de tidlige dage en speciel interesse i en bestemt middelaldermystiker nemlig Meister Eckehart af Hochheim (1260-1327). Hos henholdsvis Meister Eckehart og Heidegger finder man bemærkelsesværdige ligheder. På hver deres måde næsten bønfalder de mennesket om at åbne sig for tilværen af noget, der overgår mennesket og fra hvilket mennesket samtidig erfarer sit væsen. De taler begge om Gelassenheit, om en laden væren, om at lade Gud være Gud og om at lade væren være i sin sandhed.

[...]

Så snart der er etableret forståelse for sammenhængen mellem Heideggers tænkning og Eckeharts begynder man at kunne skimte en påfaldende fælles interesse i intet. Den traditionelle metafysik er væren tænkt inden for det værendes horisont alene. Det vil sige, at teologien grundlæggende har gjort brug af den teologiske model, hvor Gud er skaber, det vil sige det værendes grund, og det har inkluderet, at Gud gennem mennesket har opretholdt det værendes grund som en art sandhedens og erkendelsens sted. Heidegger forstår at iscenesætte det sted, hvor metafysikken bedrives i modsætning til fornuftens sted og altså væk fra fornuften og hen mod tanken der benævnes som forforståelsens for det værendes væren. Det var Sein und Zeits udgangspunkt. Nemlig at blotlægge det værendes væren som udkastet (for)forståelse. I praksis får det den konsekvens, at metafysik nu må tænkes som ikke blot en åbning for fundamentalontologisk viden men samtidig som noget mennesket altid allerede er. Væren bliver som bekendt beskrevet som intet (jf. angsten) og er en (egentlig) afstemning af det værendes væren, der peger på forestillingen om det værende som helhed. Angsten er den grundstemning der adskiller mennesket fra alt det værende. I modsætning til nærværet af en elsket, udmærker angsten sig ved ikke at føre os hen foran det værende som helhed og samtidig skjuler det intet. Angsten er med andre ord det sted, der får mennesket til at overvinde metafysikken og værensglemsel.

[...]

Heideggers udlægninger virker på mig såre indlysende.

***

Et styk barberet ged.

Breaking news. Hvad er definitionen på for tidlig sædafgang? Videnskaben har talt. JP: “Én ting er de mange urinvejsspecialister ved den årlige forsamling af amerikanske urologer dog enig om at definere: Nemlig, at der mindst skal gå et minut fra penetration til udløsning. Hvis du er hurtigere end det, lider du af for tidlig sædafgang.” Mere her.

1 minut … ?

Næste kunstner i serien er Anselm Kiefer. Maleriet herover hedder “Varus”. Se flere værker her. Scroll ned på siden.

Det kunne godt lyde som om - når man læser i min blog - at jeg for tiden køber en hel del ting og sager. Bøger og CDer og den slags. Tillige for tiden — ligesom jeg plejer. Men forklaringen, hvis dette forekommer at være tilfældet, er enkel og ligetil: At - nemlig - det gør jeg også. “Min arbejdsløshed,” som Anker Jørgensen engang sagde, “er mit universitet”. Jeg læser og læser og lytter og læser, og jeg har ikke engang - har I bemærket det? - tid til at spille “World of Warcraft”.

Modtaget med posten i dag: “Psychopathia Sexualis”, en amerikansk udgave fra 1945 — med følgende PUBLISHER’S PREFACE:

“The sale of this book is strictly limited to members of the medical and legal professions, to teachers and Post Graduate Students in the subject, educational institutions, libraries, book jobbers and book stores and not to the general public.”

Og dagens investering:

– en 15 CD-Decca-boks med syv Puccini-operaer. Med ZE DIVINE TEBALDI. J. Gibbons, London: “I can think of no better set of Puccini’s major operas. An essential purchase.” Kr. 199,95 i TP. Det er lidt under kr. 13,50 pr. CD. Og jeg kunne altså ikke lade den stå. Boksen. Quoting Inspector Morse: “I like Puccini”.

Til gengæld - så - må “Væren og tid” vente en omgang, for der må jo dog være MÅDE … som man siger. Og selvom barske heideggerianere givetvis ville mene noget andet, står jeg jo ikke ligefrem og MANGLER bogen akut. Jeg vil bare gerne have den.

Til glæde for de af jer, der aldrig har hørt om manden: Martin Heidegger var en tysk filosof og skiløber, som tilbragte stort set hele sit liv i Freiburg og Marburg. Mange ansér ham for at være en af det 20. århundredes største filosoffer — og mange, men nogle andre, ansér ham for at være en af det 20. århundredes største vrøvlehoveder. En hårfin grænse adskiller den ene slags fra den anden. Det er muligt, at jeg husker forkert, men jeg skriver det alligevel: Da den engelske filosof A.J. Ayer hørte om Heideggers bortgang, var hans eneste kommentar, “Nå, så er den gamle tosse endelig død” — en bemærkning, som Gadamer, en anden filosof, aldrig tilgav ham.

Men i hvert fald: Heidegger, hvadenten han var genial eller gal, har haft en enorm indflydelse på senere, fastlands-europæisk filosofi, herunder i Frankrig og i Tyskland. Heideggers hovedværk, “Væren og tid” - og det lyder meget bedre på tysk, “Zsein und Zeit” - udkom første gang i 1927, og det var dengang, som det fortsat er, stort set ulæseligt. Eller — altså: Bogen er meget svær at forstå. Nogle filosofiske værker er ret nemme at gå til, hvorimod andre er mere vanskelige. “Væren og tid” er latterlig svær, og bogen kan ikke læses uden assistance fra sekundærlitteratur, guider o.s.v.

Når “Væren og tid” - og (også) Heideggers senere filosofi - er så svær at have med at gøre, så skyldes det ikke kun filosoffens mangel på evner med hensyn til pædagogisk fremstilling - og/eller eller mangel på vilje - men i endnu højere grad at Heidegger som udgangspunkt for hele sin tænkning stiller sigselv et af de allerstørste, men også et af de mest skrup-umulige spørgsmål, som det overhovedet er muligt at stille. Nemlig dette: “Hvad er væren?”

Heidegger skelner - og derfor mine små morsomheder de seneste dage - mellem VÆREN og VÆRENDE. Det VÆRENDE er det, der er: Alle tingene, os, græsset, Volvoerne, atomerne, citrusfrugterne, Cecilie Hother o.s.v. Vi mennesker ER på en anden måde, end Volvoerne er, og det er meget vigtigt. Men vi er VÆRENDE.

Det VÆRENDE er alt det, der er — og svaret på spørgsmålet, “Hvad er det værende?”, er, at det er universet med alt, hvad det indeholder. Og andre universer, hvis de findes. Alt det hele. Men det er ikke det, Heidegger spørger om. Han spørger, “Hvad er væren?” Hvad er denne VÆREN, som er det, alt, hvad der er VÆRENDE, har tilfælles? Hvordan skal vi begribe VÆREN?

Jeg hverken kan eller vil forsøge at redegøre for, hvordan Heidegger besvarer dette voldsomme spørgsmål — og det interesserer mig egentlig heller ikke ret meget. Eller — jeg mener: Jeg er ikke nogen stor filosofisk begavelse, og jeg går ikke rundt i Ringsted og er optaget af store, filosofiske tanker. Som sådan.

Men: Heidegger besidder - besad - en af de kvaliteter, jeg personligt værdsætter: Han var en god LÆSER. Det betyder ikke så meget for mig (som i parantes bemærket under alle omstændigheder faldt i Feyerabends fad som spæd), om Heideggers filosofi er dybsindig og PROFOUND eller skør. For Heidegger kunne LÆSE. Han kunne åbne en tekst og gå ind i den. Og dét kan jeg bruge til noget.

Ifølge en ny, amerikansk undersøgelse gennemført af Clark, Martire & Bartolomeo er firmaerne Apple, Levi’s og American Express mere populære blandt homoseksuelle, bisekseksuelle og transgender-whatever, end de er i the “general population”. Så ved vi også dét. Læs rapportens highlights her (PDF).

Min meget gode ven Niels-Arne har kastet sig over Mike Oldfield — og jeg har - således stort inspireret - gjort det samme. Tak til Niels-Arne.

Her er et af min ungdoms største hits:

Mike Oldfield og Maggie Reilly: “Moonlight Shadow”. Sangen udkom i maj 1983 — et par måneder efter at Swatch havde introduceret det første Swatch-ur. Kan I huske dem? Og samme år som udgivelsen af de falske Hitler-dagbøger. Margaret Thatcher sad på magten i England, og i oktober kom den første udgave af Microsoft Word på gaden.

Det holder 100.

Opdateret: Capac skriver om Oldfield her.

Det er blevet fredag, jeg har i nat haft forfærdelige mareridt — og i den næste uges-tid vil jeg i bloggen præsentere nogle af de Bildende Kunstnere Som Har Gjort Størst Indtryk På Mig Uden At Jeg Helt Skal Kunne Sige Hvorfor Men Det Er Jo Også Ligegyldigt (BKSHGSIPMUAJHSKSHMDEJOL). Jeg gider - nok - ikke skrive så meget om dem, de respektive kunstnere, for jeg føler mig lidt doven. Men jeg kan da poste nogle billeder. Som siger mere end tusind ord. Som bekendt.

Første i rækken er Joseph Beuys — og Joseph Beuys’ fedtstol, som er et af mine alletiders-yndlingskunstværker. Jeg var i en periode meget optaget af Beuys — hvilket faktisk, syntes og synes jeg, var - og er - lidt svært at være. Ligesom det er svært at være optaget af Lacan. For eksempel. Man har jo, hvis man er et ordentlig, vestjysk menneske, aldeles ikke lyst til at fremstå som, blive mistænkt for at være lacanianer, en discipel, eller at lade sig inficere med vrøvl. Og tilsvarende har man ikke lyst til at komme Beuys-tilbederne alt for nær.

Dagens anbefaling: Bestil “The Essential Joseph Beuys” via bibliotek.dk — og se billederne. Eller søg efter billeder på Google. Beuys-mp3-filer kan gratis og lovligt downloades her.

Hov. Mens jeg går rundt i mine egne, små cirkler - og koncentrerer mig om det i heideggersk forstand Forhåndenværende - er der andre, der oplever mere. Som de siger i TDC. Som - nu - for eksempel digteren Cecilie Lolk Hjort, der har taget job som prostitueret. Læs her.

Min blog-omtale af Cecilie Lolk Hjorts “Små eksplosioner” kan læses her.

Og Cecilie har i øvrigt også været medforfatter på det kædedigt, der kan læses her.

For nogen tid siden var jeg på tur med Ane og svigermekanikken, og undervejs i landskabet gjorde vi stop ved et af de dér motorvejs-centre — og jeg fik fiskefilet med pommes frittes og en cola. Hvilket overhovedet ikke var dårligt. Men først - før dét - gik jeg i kiosken for at snuse. Og stødte helt bogstaveligt ind i en kæmpekurv, der var fyldt med Dietrich-DVDer. Jeg købte - for det måtte jeg jo - nogle af dem, “Golden Earrings” fra 1947, “Blonde Venus” fra 1932 og “The Devil Is a Woman” fra 1935.

Jeg anede ikke - for jeg kommer for lidt ud i samfundet - at Marlene Dietrich var så stort et hit blandt truckere … ? Men dér kan man bare se. Diet Rich.

Dagens blomst.