Det er nemt at lugte andre, men det er svært at lugte sig selv. Og efter at have skrevet de foregående indlæg om mig og min mp3-afspiller blev jeg pludselig og for første gang bevidst om noget — som dog ellers burde være ret iøjnefaldende. Eller – for at blive i billedet – stinke NOK til, at selv jeg (som jo er migselv) burde have bemærket det. But there you have it.

Nemlig dette: At min mp3-musiksmag tilsyneladende er lidt anderledes end min cd-musiksmag. Jeg kunne – og dette er blot en konstatering, intet andet – aldrig drømme om at lytte til Sugababes eller Touch and Go, når jeg futter rundt herhjemme og har stereoanlægget tændt. Så hører jeg oftest opera eller anden form for klassisk musik — og jeg HAR faktisk haft både Wagner og Messiaen på mp3en. Opera fungerer udmærket, især når man rejser langt med tog. Men jeg ville ikke gide lytte til symfonier eller SÅDAN NOGET. Så hellere – langt hellere – Hendrix.

Og det hænger selvfølgelig – måske – sammen med, at mp3-musik er en slags brugs-musik. Som skal kunne fungere på andre præmisser.

Det er selvsagt ikke særlig dybsindigt — men det var da træls, at jeg ikke havde bemærket det. På en måde. Før nu.

Vi er flyttet til en ny by, og jeg agter at lære den at kende. Og at lære menneskene, der bor her, at kende. Så hvad gør jeg? Det første, jeg gjorde, da vi i sin tid flyttede til Skanderborg, var at melde mig ind i diverse foreninger og bestyrelser — og det virkede. I Ringsted – omvendt – gjorde jeg ingenting, og det virkede sådan set også. Efter forventning, altså: Der er skete ikke noget. Efter 2 år, da vi rejste, kendte jeg fortsat ikke en sjæl.

Så jeg må til det … som man siger. Men hvad skal jeg vælge? Der er en Slægts- og Egnshistorisk Forening og Østjysk Square Dance. Dansk Agility Forening, Randers Fiskeriforening, Naturhistorisk Forening, Foreningen Randers Rutebilstation, Randers Akvarieforening, Randersegnens Amatørarkæologer, Randers Kunstforening, Randers Cheerleaders, BOLIRO (for bøsser og lesbiske), Numismatisk Forening, Randers Philharmoniske Selskab og mange andre.

Og der er jo også diverse netværk af frivillige, lektiehjælp til nydanskere og den slags — og frivillige, der støtter op om diverse institutioner.

Hvis du har gode råd eller erfaringer (gode eller dårlige), er du meget velkommen til at skrive en kommentar. Jeg har – som altid – brug for al den hjælp, jeg kan få.

These are some of the songs that I used to have on it — even though I did a lot of deleting and adding new stuff. These I always kept:

And

Now you know.

I was one of those people – back then – who made fun of mp3 players. When they first came out. Who’d wanna listen to mp3 music when riding on a train, or just walking about, doing grocery shopping, or waiting for a bus? Only stupid people. Obviously. Smart people – and especially smart people who actually care about music – want to hear what it sounds like. Out there. They want to hear the pointless chatter of passer-bys, and the noises, and cars, and when the train breaks. Stuff like that. The wind, and when you accidentally step on a piece of broken glass.

Since then I have of course gotten my very own mp3 player, and I bring it everywhere. I keep it in my jacket pocket, and I also keep some spare batteries — just in case they happen to run out.

Some months ago I deleted everything on my mp3 player, and I then put some Naxos music podcasts on it. I thought it might be interesting. And ever since – for various reasons (one of which has to do with me being so totally disorganized) I haven’t changed it. I keep forgetting. Most of the podcasts, it turned out, weren’t really all that interesting — except for one. And so, I have by now listened to the same podcast at least 7-8-9 times. It’s an interview with Chinese-American composer Ge Gan-ru.

Here’s the 3rd part of the “Fall of Baghdad”:

– which was inspired by (and a tribute to) George Crumb’s now classic “Black Angels”:

– og presset vokser. Eksponentielt. Og min PC crasher ca. 10-12 gange i døgnet på grund af en eller anden BLUE SCREEN ERROR, som jeg (fordi jeg er mig) ikke kan identificere årsagen til. Og derfor ikke rigtig kan gøre noget ved. Det er – måske – noget med en driver. Og maskinen er også begyndt at sige en lidt mærkelig lyd.

Så jeg vil have en ny — men hvad skal jeg købe? Jeg har ikke brug for noget mega-stort eller hurtigt, men jeg skal kunne spille Warcraft og redigere filmklip osv. Uden problemer. Så måske har jeg alligevel brug for noget LIDT stort … men jeg ved ærligt ikke meget om computere. Så jeg er, som man siger, på Herrens Mark. Som geografisk ligger placeret lige ved siden af Lars Tyndskids. Og det begynder at blive kritisk.

Hvad ellers? Inspireret af mit eget nørde-indlæg (sikkert) købte jeg i dag hele 3 zombie-film: Fulcis “Zombie 2″ og “City of the Living Dead” og “Zombie Holocaust”. Alle fra AWE — og til kr. 25,- per styk. I Læsehesten. Her er – uden sammenhæng med ret meget – et billede af mig med en dvd:

I Azeroth fejrer vi i disse dage Thanksgiving, så alle er travlt optaget af at stege kalkuner og lave STUFFING — og søsteren er i skrivende stund til Cliff Richard-koncert i Odense. Lars plejer sin afholdenhed, og kusine Michaela holder dildoparty på fredag. Vistnok. Men jeg har indtil videre ikke modtaget en invitation. Nedtur.

Dette indlæg – uden at jeg egentlig have planlagt det – er en slags fortsættelse af det foregående. Om vin — og om at jeg ikke er i stand til at interessere mig for det.

Der er selvsagt en næsten endeløs række af ting, der ikke interesserer mig. Sådan må det nødvendigvis være. Men det dér med vinen irriterer mig lidt. Nogle gange. Når jeg for eksempel hører folk udtale sig begavet om vin. Og nogle gange – ved andre lejligheder – tænker jeg, at jeg godt kunne tænke mig at være en nørd. Ikke en hvilken-som-helst slags nørd, men en nørd-nørd af den ægte kaliber: Sådan en, der har en kæmpe samling af japanske monsterfilm, og som ved alting om tegneserier og X-Box, og som kan citere “Star Wars” i søvne. Og som tidligere var forelsket i Lara Croft, men nu er blevet omvendt til en 17-årig blodelver-pige, som er så sød og er helt vild med at raide. Og så videre. Som læser Tolkien og 1000 sider tykke science-fiction-romaner.

Det lyder nemlig skægt, synes jeg. Umiddelbart. Og engang i mellem griber det mig. Så køber jeg en stak billige monster-dvder via Amazon eller forsøger mig med en af de dér sci-fi-romaner … men det bliver aldrig til ret meget. Jeg orker alligevel ikke at se filmene til ende, og jeg går død i bogen – cirka – omkring side 75.

Jeg kan ikke. Og jeg ved godt hvorfor. Der er i hvert fald 3 grunde:

1) Det er for sent for mig, for jeg er allerede blevet forurenet med alt muligt andet voksen-halløj.

2) De er i bedste fald middelmådige, filmene og romanerne og tegneserierne o.s.v.

Og 3) Det er simpelthen for trist.

Der er – og læg venligst mærke til, hvordan tingene løber sammen her i bloggen – noget melankolsk over det (således) nørdede. Ligesom der er noget melankolsk over jazz. Som jeg ikke rigtig kan snuppe.

Lars Konzack (som er en personlig bekendt, så jeg ved, at han kan tåle det) og Ian Dall brokker sig i deres bog om “Netgeneration og nørdkultur” over de marxistiske 60er- og 70er-kollektivister, hvorimod de, de to forfattere, vældig godt kan lide J.R.R. Tolkien, som “kan tilbyde nørdkulturen [...] en ramme for at skabe sammenhængende virkeligheder, der kan bruges til at eksperimentere med alternative idéer … ” Det er ren hippiesnak, selvfølgelig, og Tolkien er jo også et slags hippiefænomen fra WAY BACK WHEN. Men helt ærligt. Helt seriøs. For mig at se er der ikke nogen markant forskel på at mene, at Enhver Hoxha var en stor filosof, og at mene, at Tolkien var en stor forfatter. Det er lige langt ude på landet, begge dele.

Og det er dét, der er min (del-)pointe. Med et nørdet Warcraft-udtryk: Der er for lidt MANA i det dér skidt. Som nørderne dyrker. Det holder ikke — og det holder ikke, fordi det mangler kvalitet. Det er det, kvalitet betyder. MANA.

Men hvorfor virker det så … alligevel? Det virker (i hvert fald for en stund), fordi det bliver tilført MANA fra (i hvert fald) to andre kilder: 1) Fra følelsen af et kulturelt tilhørsforhold — og jo mere man kan bilde sig selv ind, at man tilhører en truet minoritet, en elite eller en kommende kulturbærende gruppe, des mere forøges tilførslen. Og 2) fra skidtets fetich-værdi.

Det er derfor, tror jeg, nørderiet har denne jazzede, melankolske aura: Fordi det reelt betegner en slags fetich-afhængighed. Ikke i seksuel forstand, men som udlagt af Žižek: Vi kan sagtens leve med tomheden og ironien og ensomheden og alt det dér moderne. Vi kan tage del og grine og hengive os til det — men kun sålænge vi har vores fetich. Uden vores fetich trues vi af sammenbrud. En fetich er meget mere end en sutteklud: En fetich er det, der ubevidst opretholder en orden, vi kan leve med.

Og det er dét, dette indtryk, jeg ikke kan undslippe. Som Jonas Lie et sted skriver: “Frøken Karna, jeg kan ikke fri mig for Indtrykket af, at der er gaat en Sorg over ham … ” At der lige nedenunder det sjove og nørdede gaber en tomhed. En følelse af være et transcendent væsen – ligesom alle teeenagere føler – som hverken hører hjemme i historien eller i almindeligt samfund med andre mennesker. Af at have andetsteds hjemme.

Det er en skam, tænker jeg nogle gange, at man ikke HELT SELV og HELT BEVIDST kan bestemme, hvad man fascineres af og interesserer sig for. Eller, altså, VIL interessere sig for. Her i verden. Uden alt det dér underbevidste o.s.v. Der er jo frit valg på alle hylder, selvfølgelig, og man kommer langt med stædighed … men alligevel.

For eksempel ville jeg gerne interessere mig for vin. Eller for øl. Brygningens historie og kulturhistoriske betydning og den slags — og jeg HAR faktisk prøvet. Men jeg kan ikke. Jeg bryder mig ikke engang om at drikke, ikke andet end kaffe.

Ikke desto mindre har jeg i den forløbne uge købt hele 2 flasker rødvin og en øl. De fleste mennesker – det fatter jeg – ville næppe finde det værd at nævne — men jeg køber altså aldrig vin. Eller øl. Kun meget, meget sjældent. Og jeg får garanteret ikke drukket noget af det.

Øllen købte jeg, fordi den var fra Randers … så jeg tænkte … Og den første flaske vin købte jeg i Føtex. Der stod en mand iført et stort forklæde og med ordet “VINKENDER” på brystet. Dét kunne jeg ikke stå for. Og den anden flaske, som jeg gav kr. 25,- for i Fakta, var “affordable Complexity” fra foden af Pyrenæerne … stod der. “For the modern consumer”. Det lød som lige noget for mig.

1. Åbn Audacity.

2. Gå op i “Fil”, vælg “Åbn” og åbn lydfil nr. 1.

3. Når filen er loadet, gå op i “Projekt” og vælg “Nyt stereospor”.

4. Gå op i “Fil”, vælg “Åbn” og vælg lydfil nr. 2.

5. Lydspor nr. 2 åbner i et nyt vindue. Highlight hele lydsporet og kopiér det. Gå tilbage til vinduet med lydspor nr. 1 og indsæt lydspor nr. 2 i det nye stereospor (under lydspor nr. 1)

6. Herefter kan du mikse de to lydspor vha diverse effekter. Hvis du vil skrue op eller ned skal du highlighte det pågældende område og vælge “Forstærk” i “Effekt”-menuen.

Hold øje med de grønne volumen-streger, når du afspiller begge spor samtidig. Hvis stregerne bevæger sig helt op i det røde felt, så det peaker, får du skrat. I så fald må du skrue ned for sporene, så det kommer til at passe.

Men jeg kunne selvfølgelig starte med at gen-oploade to af fortidens helt store klassikere:

“Magda the Killer Bat”:

Og “Phäntäsm”:

Og når ens lillesøster har nolet videokameraet, så man ikke kan lave nye optagelser, er man nødt til at nøjes med de klip, man tilfældigvis kan finde på sin computer — og i virkeligheden, tror jeg, er det sådan, de fleste kunstfilm bliver lavet:

Til glæde for de helt vildt film-interesserede: Huset ligger i Ringsted, men gardinet hang i Nuuk. Og løvehovedet stammer fra et tredje sted.

Inspireret af min søsters indlæg om blog-søgninger besluttede jeg mig for nu til aften at tjekke min egen statistik. Her resultaterne fra i dag:

Der er ikke – hvis jeg altså har forstået det korrekt – tale om henvisninger fra søgemaskiner, men om søgninger på selve bloggen. Og “ridder blåskæg terapi” ligger vel nok i den gode ende. Hans Lucht er en digter, hvorom meget lidt vides, ud over at han skriver gode digte — og her er et bøssebillede:

By popular demand. Og Nadine Jansen – såfremt du 1) faktisk ikke vidste det, eller 2) selvfølgelig vidste det, men gerne vil have lov til at opretholde din efterhånden ret tyndslidte og ærligt talt ret trættende facade af erotisk uskyld – er hende hér:

Tju-hej.

Hvad mere? Ridder Blåskæg var en seriemorder, hvorom Bartók har skrevet en opera. Bevidsthedsmodellen, som jeg ellers var gevaldig stolt af, synes for nuværende at være forsvundet, desværre.

Og mere inspiration. Jeg er ikke god til at være FAN — så med alle mulige forbehold: Jeg er nu blevet en slags fan af ham dér Boogie. Som har sin egen kanal på Youtube. Han poster nogle ret åndssvage videoer ind-i-mellem. Denne er for eksempel ret slem:

Men faktisk er jeg vistnok aldrig tidligere stødt på et så helt igennem sympatisk menneske. På nettet, altså. Og i hvert fald ikke i den vægtklasse. Her fortæller han om sin mors død:

Og her taler han om at få det bedste ud af tingene:

Faktisk er jeg (allerede) blevet så stor en fan, at jeg har bestilt en kopi af den dér Prinsesse Leia-plakat, han har hængende:

– og som folk bliver ved med at kommentere. Og det siger faktisk en del om min grad af hengivenhed. Efterdi jeg aldrig har brudt mig om hverken “Star Wars” eller prinsessen.

Apropos Youtube: Jeg smed mit nye website på nettet i går, og af en eller anden grund valgte jeg – på siden – at inkludere et link til min Youtube-konto. Og i dag – sikkert derfor – fik jeg pludselig hele to abonnenter, nemlig Brian og Gitte. Det lægger jo et vist pres på mig m.h.t. at få oploadet et eller andet — og eftersom Gitte har lånt mit videokamera … Men måske.

Og også apropos Youtube — og apropos Boogie. Som vejer i omegnen af 250 kilo. Han er fat … en fatty. Fatass. Og så videre. Og Youtube foreslog mig andre videoer, der måske ville interessere mig — og således opdagede jeg (til min udelte begejstring, selvfølgelig), at der findes en hel og for mig hidtil ukendt sub-fetich-kultur, der handler om STORE MAVER og LEG MED STORE MAVER. Jeg har overvejet, om jeg burde bringe de følgende klip, for de virker – på mig, ærligt talt – næsten obskøne. Også selv om det for så vidt bare er maver.

Her er et spørgsmål til fri diskussion: Bliver menneskekroppen automatisk obskøn, når den når en bestemt størrelse? Eller føles det – inde i mit hoved – bare obskønt, fordi det leveres helt uden forbehold, uden ironi eller humor eller andre, formildende omstændigheder?

Som de skriver på Youtube, “May not be suitable for minors”: