Jeg er blevet færdig med Robert Muchembleds "A History of the Devil" — og er straks gået i gang med at læse Gerald Messadiés bog (se billedet), som faktisk hedder det samme. Og Messadiés udkom først. Og for at det ikke skal være løgn: Der er også en tredje, den første "History of the Devil" — nemlig Daniel Defoes. Som er ham med "Robinson Crusoe".
Muchembleds bog var (d.v.s. er) 66,6% udmærket — og derudover irriterede den mig. Den er inddelt i følgende afsnit:
1. Satan Makes his Entry: Twelfth to Fifteenth Centuries
2. The Night of the Sabbath
3. The Devil and the Body
4. Satanic Literature and Tragic Culture: 1550-1650
5. The Twilight of the Devil: From Classicism to Romanticism
6. The Demon Within: Nineteenth and Twentieth Centuries
7. Pleasure or Terror: The Devil at the End of the Second Millenium
8. Conclusion: Dancing with the Devil
Satan er meget gammel, men det er ikke før henimod slutningen på middelalderen - i det, der på fransk hedder l'Époque moderne, d.v.s. fra renæssancen frem til den franske revolution - at man begynder at tage ham alvorligt. Tidligere billeder af ham og beretninger om ham, folketro o.s.v., fremstiller ham som lidt af en sucker, og meget af den magt, han senere og solo tilraner sig, er så at sige spredt ud eller decentraliseret, for det vrimler med alskens små, overnaturlige væsener. The Rise of Satan er knyttet til og udtryk for nye, uniformerende og identitetsskabende tendenser i Europa. Siger Muchembled. Han skriver - meget spændende - om "the construction of a new culture of the body in the West" (afsnit 1), om hekseforfølgelserne (afsnit 2), om "the hell of sex", kvindekroppen, monstre og de forskellige sansers status (afsnit 3), om de tyske Teufelsbücher og franske histoires tragiques (afsnit 4), om den gotiske roman og Djævelen i oplysningstiden (afsnit 5), om Eliphas Lévi og Baudelaire, internalisering, "Dr. Jekyll og Mister Hyde" og det ubevidste (afsnit 6). Det sidste afsnit handler om Djævelen i det moderne, først og fremmest i Frankrig og Belgien — og i USA. Forfatteren opremser en masse tegneserier og film, men virker - på mig - ikke særlig overbevisende. Frem for at opholde sig ved film, der handler om Satan eller satanisme, taler han om gangsterfilm og (nedsættende) om blockbustere som "Armaggedon" og "Godzilla" — og undervejs får han bl.a. forklaret, at grunden til, at Woody Allen er mere populær i Frankrig, end han er i sit hjemland, er, at amerikanerne tror på Satan.
I det hele taget: Efter at have læst bogen til ende sidder man - d.v.s. jeg - med det indtryk, at Muchembleds egentlige ærinde ikke har været at skrive om Satan, ikke som sådan, men derimod at bruge Satan som en slags historisk løftestang for den forestilling, at franskmændene (og dem, der ligner dem) er kulturelt mere sofistikerede end amerikanerne — og i hvert fald anderledes end tyskerne og skandinaverne. Franskmændene har gennemgået en lang udvikling, hvorunder Djævelen er blevet internaliseret og gjort harmløs, hvorimod amerikanerne p.g.a. deres puritanisme og "Salem complex" fortsat tror på Satan som en ydre fjende. Derfor kunne "Exorcisten" blive et mega-hit i USA, skriver Muchembled, hvorimod franskmændene ikke var imponerede. Med et godt, marxistisk udtryk: At tro på Satan er en form for "herretænkning", der tilbagefører - alt for forsimplet - alle mulige elendigheder til én og samme årsag. Nemlig Satan. Amerikanerne, mener Muchembled (vistnok) lider af en sådan herretænkning, hvorimod franskmændene anskuer tingene mere komplekst. Tænk på krigen mod terror, "the axis of evil" o.s.v. Det kunne ingen franskmand have fundet på. Al denne franske snak gjorde mig småsyrlig — og jeg kunne i det hele taget godt have undværet bogens 7nde afsnit.
Robert Muchembled (f. 1944) er professor i historie ved l'Université Paris XIII.
Nye kommentarer