The Jiggly Room

Seneste 4 tilføjelser til min Sade-samling: En italiensk bog, en tysk bog, en fransk bog — og en græsk.

Fik for nogle dage siden endelig taget mig sammen til at fjerne de dér hæslige stregkoder, som bibliotekerne klistrer bag på bøgerne — på nogle af de kasserede bøger, altså, som jeg har købt.

Og her er nogle af de Sade-bøger, som jeg mangler at få REGISTRERET.

Livet som arbejdsløs akademiker byder på masser af spændende udfordringer.

Og lige i røven på mit foregående indlæg: Læs Anton Hartogsvelds blog-indlæg, “Om hvorfor jeg ikke skriver“. Autentisk til-væren er autentisk med-væren. Det vil sige: At (kunne) besinde sig på sit sprog og kommunikere autentisk. Heidegger sondrer mellem (uautentisk) “snak” og (autentisk) “tale”.

I sprogtabet, hvor det værende glider os af hænde, konfronteres vi med væren. Læs (i øvrigt uden sammenligning) eksempelvis Paul Celan, der skrev digte på det sprog, tysk, hans forældres nazistiske mordere talte. Hvordan - som jøde - skulle man kunne skrive digte på tysk efter Auschwitz?

Og apropos røv: Jeg har lige - på eBay - vundet en reproduktion af Man Rays portræt af Markis de Sade. Sade er - på billedet - bygget af de sten, der i virkelighedens verden holdt ham indespærret som fange. Sades værk, hvori han insisterer på frihed, taler også om ufrihed. Ligesom Celans værk, hvori han insisterer på sproget, også taler om tavshed.

Stokbro: “Når man læser hvor mekanisk de Sades perversiteter præsenteres og med hvilken sikkerhed de filosofiske spejle orienteres omkring det nav, så kan det umuligt undre, at de Sade er blevet populær; og mest blandt tænkende mennersker, der i forvejen har hengivet sig så restløst til de mediale strukturer, der defineres af blikket og dets forhold til begæret.” Læs blog-indlægget her.

Jeg bruger, fordi jeg er samler, gevaldig megen tid på at surfe rundt på nettet for at lede efter bøger (og så videre) om Markis de Sade. Og cirka halvdelen af tiden spilder jeg på at frasortere hende her:

NIgerianske Sade alias Helen Folasade Adu. Og jeg afskyer “Smooth Operator” Sade — og alt, hvad hun repræsenterer. Hele den dér kvalme, rådden-søde sump af SJÆL og inciterende rytmer. Det er sådan, jeg forestiller mig Helvede: En afdeling med soul, en afdeling med r&b, en afdeling med reggae, en afdeling med blues … og så videre. Og en inderste cirkel, hvor det hele mixes LIDT LÆKKERT — beregnet, cirklen, for os med særlig god smag. The horror! Hvem er disse ubegavede mennesker, som frivilligt lytter til den slags? De selvsamme mennesker, tænker jeg, som tror, at musicals kan være kunst.

Og som stemmer på Bendt Bendtsen. Føj.

Stokbro skriver om Heidegger her og om de Sade her.

Det går rigtig dårligt med min Manniche Pis-uge.

Nyeste tilføjelse til Sade-samlingen: “Nuclear Blast” vol. 9, en heavy-sampler, som blandt andet inkluderer svenske Vargavinters “Som de Sade”. Som stammer fra albummet “Frostfödd” fra 1996.

Dagens musik: “Tosca“. E lucevan le stelle …

Og læs dette indlæg, som min bror har skrevet.

Jeg er idéhistoriker. Det vil sige: Jeg er uddannet i idéhistorie, som er det - vistnok, der på engelsk hedder history of conscience, og som på tysk hedder Geistesgeschichte. Åndshistorie. Som er noget andet end materialhistorie — og også noget andet end filosofi. Filosofi handler om at finde frem til ting - udsagn - som er sande. Idéhistorie handler om at finde frem til ting, som er interessante.

At være idéhistoriker er forbundet med - mindst - to problemer: 1) Ingen går for alvor rundt ude i samfundet og mangler en idéhistoriker, og der er følgelig ikke mange jobs at få. Og 2) Det er svært at forklare folk, når de spørger (og det gør de), hvad en idéhistoriker egentlig laver — og hvad idéhistorie egentlig er … ? Og det er irriterende, fordi det er pinligt, at det er så vanskeligt at sige. Tja-øh.

Men — altså. Ting er jo kun noget, ved vi, på grund af de andre ting, som tingen ikke er. På grund af forskelligheden. Og her er - og derfor dette - et slags billede på, hvorledes idéhistorikeren adskiller sig fra for eksempel historikeren:

Historikeren - lad os kalde hende Ane - ville på fredag tage på tur til Middelaldercentret i Sundby på Falster for at se på riddere og sværd og krudt og kanoner.

Hvorimod idéhistorikeren - lad os kalde ham Bo - på fredag ville deltage i dette symposium om Marquis de Sade. Og han havde sådan set allerede planlagt at gøre det.

Faktisk er historikeren i dette tænkte eksempel også idéhistoriker, og det - indlysende - komplicerer tingene — men i hvert fald: Historikere er - i modsætning til idéhistorikere - sociale væsener, og historikeren vælger derfor tillige at invitere idéhistorikeren med på tur. Og eftersom riddere og sværd selvfølgelig trumfer, går idéhistorikeren glip af sit symposium. Desværre.

Min Markis de Sade-samling er nu 331 centimeter lang, bøger, film og CDer. Det er stadig - med et udtryk, som Sade helt sikkert ville have holdt af - RØV & NØGLER og ikke værd at nævne, næsten. En forholdsvis ubetydelig samling, når man tænker på alt, hvad der findes derude.

Men på den anden side: Hver eneste bog i min samling, hver eneste film og hver eneste CD er SKAFFET. Opdrevet, bestilt, betalt og fragtet tværs over oceaner og nærmest endeløse, brændende sletter, vulkaner og stormagasiner og dér, hvor peberet gror. For at (kunne) havne i Ringsted.

Og: Hvor lille den end er, samlingen, så er den dog nu blevet så stor, at jeg tvinges til at gøre mig seriøse overvejelser med hensyn til, hvordan den skal opbevares. Det ville være fint og yndigt at have den stående fremme i reolerne, men det kan jo ikke nytte noget, at den får lov til at fortrænge alt andet.

Andre ting der også er cirka 331 centimer: Bjælkehytten Doris og denne gummibåd.

Dagens blomst.