The Jiggly Room

Stort inspireret af Brians vers gÃ¥r jeg nu rundt, mens jeg støvsuger, og overvejer - poetisk - mit tidligere indlæg om musik. Og kommer i tanker om Kenneth Koch’ tog-digt — og føler trang til at PARAFRASERE:

På en søndag eftermiddag i Ringsted
kan en musik være bedre, end den lyder til at være,
ligesom en grøn plante, for eksempel svigermors skarpe tunge,
kan være smukkere, end den ser ud til,
som den lige kan anes bag røvballegardiner.
En opera, hvis vi skal tænke os noget,
kan være bedre, end den lyder,
ligesom den dér svigermors datter
kan være endnu dejligere, end man troede dengang …

Og så videre. Digt selv, hvis du keder dig.

Stod op, tændte computeren og klikkede ind på Lindas blog. Hendes indlæg om Ferlinghetti fik mig til at tænke på, at jeg faktisk for nogle år siden skrev og privatudgav to digthæfter med titlen “Pludselig i dag at komme i tanker om Ferlinghetti (1 og 2). En forholdsvis oplagt association — og mens jeg forsøgte at finde teksterne på min PC (uden held - jeg har dem måske på en CD et sted), kom jeg osse pludselig i tanker om andre hæfter. Jeg fandt nogle af dem og har nu lagt dem på min hjemmeside, så de kan downloades som pdf. Jeg ved ikke, hvordan andre digtere har det med deres egne ting, respektivt, men jeg har en klar tendens til lægge afstand - i mit hovede - så snart jeg har fået noget på tryk. Sådan set er det én af de væsentligste årsager til, at jeg overhovedet laver mine hæfter, for jeg bilder mig ind, at det netop er sådan, jeg bedst kan bevæge mig fremad: Nærhed, afstand, nærhed, afstand … o.s.v. Og for hver omgang, håber jeg, blir jeg lidt klogere. Og bedre. Jeg ville i dag ikke (kunne ville) skrive tilsvarende digte — som dem i de følgende hæfter. Jeg huskede dem som dårligere, end jeg nu (hvor jeg har genlæst dem) synes, de er. I det mindste er der flere gode begyndelser eller ansatser. Som Peter Nielsen i en mail bemærkede m.h.t. mit nyeste hæfte, “Farao”: Der er ikke mange overflødige ord. Det er sandt. Jeg er efterhånden blevet mere og mere nærig med mine ord — men sådan har det ikke altid været. Og jeg håber, at det på et tidspunkt vender. Jeg går og venter på, at der skal gå hul.

Download som pdf-fil:

“15 digte” fra 1999. Jeg skrev, så vidt jeg husker, digtet “Afsnit P” til websitet — som en julehilsen. Edwin Muir-digtet blev senere bragt (i oversættelse) i en amerikansk antologi.

“Selvtilfredsstillelser” fra 2001. Flere af digtene i hæftet stammer fra tiden umiddelbart efter min bedstefars død.

“Natarbejder” fra 2001. “Fiskene skriver … ” blev bragt i et eller andet blad (som jeg nu har glemt navnet på), og de fleste af “Hvordan man”-digtene blev trykt i antologien “Allegro” (Forlaget Lyrica), som Linda var co-redaktør på. Jeg kan godt li flere af de korte digte i hæftet, men titel-digtet er meget mislykket. Jeg har længe gerne villet skrive et langt digt, men jeg dúr ikke til det.

“Alle ved dette er ingensteder” fra 2002. Titlen er (selvfølgelig) tyvstålet fra Neil Young, “Everybody Knows This Is Nowhere”. På dette tidspunkt begynder mit sprog, som man vil kunne læse, at bryde sammen — og jeg er ikke rigtig kommet mig siden.

Ferlinghetti-hæfterne stammer fra 2000. Hvis det lykkes mig at finde teksterne, lægger jeg nogle af digtene i bloggen.

Planket fra poesi.dk:

Twenty-Sixth Annual Award of the Fernando Rielo World Prize for Mystical Poetry
Vi informerer hermed fra den Danske Ambassade i Madrid om prisuddelingen og konkurrencen for mystisk poesi, Twenty-Sixth Annual Award of the Fernando Rielo World Prize for Mystical Poetry. Mystiske digte præmieres, dvs. "poetry which expresses the spiritual values of humanity in their profound religious significance.", med 7,000 EUR og en mulighed for udgivelse hos 'Foundation Fernando Rielo'. Selve bidraget skal være uudgivne digte på spansk eller engelsk, mellem 600 og 1300 linier, og kan sendes til nedenstående email adresse, senest 15. oktober. For mere information, kopi af regelsættet eller indlevering af bidrag kan man henvende sig til denne adresse:
Fundación Fernando Rielo
Jorge Juan, 82,-1ero 6
28009 Madrid
Spain
Tel.: (+34) 91 575 40 91
email: premiomundial@rielo.com
website: www.rielo.com

Jeg gav mig i går til at rydde lidt op på min PC — og faldt i den forbindelse over en mappe med diverse egne digte. Nogle af dem stammer fra samlingen "Gældsætninger" (2002), hvoraf cirka halvdelen senere blev bragt i "Hvedekorn". Et enkelt stammer fra "Koncentration i februar" (2004), og et andet fra "Akseldrejning" (2006). Andre har aldrig været offentliggjort — og fortjener det måske heller ikke. Men altså. Som John Ashbery et sted skriver i et af sine digte: Ulven står for døren — så hvem har tid eller råd til at sidde og tælle på fingrene?  Download mine "Genfundne digte" her. PDF-format. Maleriet på første blad - eller hvad det nu hedder - er et af mine egne. Det er (for fuldstændighedens skyld) malet i 2005 eller 2006. I forget.

I dag, hvis jeg har forstået det ret, er international poesidag. I den anledning bringer bloggen et shitty first draft til et ufærdigt digt, skrevet af bestyreren selv.

***

Jeg er i øvrigt også ved at skrive et digt om min morfar. Det går lidt trægt, men det begynder (nok) cirka sådan:

***

Min morfar var socialdemokrat
med sixpence i Hørdum i Thy.
Han boede sammen med min mormor
i det hvide hus, der engang,
før jeg overhovedet blev født,
havde tilhørt min oldemor,
som var fin og skrøbelig
som et tyndt papir,
i hvert fald til sidst,
og kunne tale vorter væk.
 
Vi kaldte morfar for bedstefar,
og huset hed Domicil,
som er latin - et sprog,
bedstefar helt sikkert
slet ikke havde noget forhold til,
ikke bare fordi det allerede var dødt,
da han levede,
men fordi det er
erobrernes sprog,
de internationales
og de lærde bureaukraters.
 
Min bedstefar var ikke nogen erobrer,
men Jens, naboen, lod ham ofte passe sin have,
når han var på mission i Afrika,
eller når han bag den slags gulnede stores,
som man aldrig mere ser,
var ved at drikke sig ihjel,
fordi livet er så hårdt.
 
Det eneste, bedstefar administrerede - og uden
at gøre det indviklet i sprog -
var kartofler og æbler og kål
og den lille samling af kassettebånd
med kristne sange, som han optog
på sin gamle båndoptager
fra sin lige så gamle radio.

Det er fredag, og Martin Johs. Møllers litterære blognyheder vil blive offentliggjort senere i dag. Han har hidtil været så venlig at inkludere mig i oversigten — og i denne uge, er jeg lige blevet bevidst om, har jeg mestendels skrevet om børneporno, drab og mordforsøg. Det vil absolut ikke se godt ud. Jeg har ikke noget omdømme, der er værd at forsvare, det er sandt — men alligevel.

I et forsøg på at aflede hans opmærksomhed: Her er et altafslørende, selvbiografisk digt, jeg lige har skrevet. Jeg har forsynet det med enkelte links — blot for at forvirre yderligere.

***

MIT TIVOLI

Min oldefar havde et meget stort tivoli
og blev kaldt Kong Hans
og gik med pistol, har jeg
læst i en bog,
selvom jeg ikke tror,
det er rigtigt.
 
Min bedstefar havde
et mindre tivoli.
Efter at han havde solgt det,
i alle årene derefter,
insisterede han på at kalde sig
"Tidl. tivoli-direktør".
Da han var død, snakkede vi om,
om der skulle stå "Tidl. tivoli-direktør"
på hans gravsten,
men vi endte med at være enige om,
at nu var han under alle omstændigheder
ligesom på et lidt højere plan blevet tidligere,
og at det herefter måtte være op til folk selv
at regne sig frem til resten.
 
Min far fik sin uddannelse i militæret
og giftede sig med min mor.
Allerede som forholdsvis ung, forestiller jeg mig,
valgte han,
at han ikke ville have noget tivoli.
Han ville have privatlivets fred - ligesom den
konservative politiker Poul Møller,
Per Stig Møllers far, som var
gift med Grethe Thordahl, hende med rynke på næsen
- fra Fodboldpræsten, som jeg
dumpede i
på uni.
 
Jeg har heller ikke noget tivoli - bortset fra
den ene pløk, jeg går rundt med i min brystkasse
som en slags skrællet jern-tulipan,
der gør mig magnetisk.
 
Jeg taler poetisk, selvfølgelig.
 
Men jeg har ikke noget tivoli.