I dag, da jeg kom hjem fra arbejde, lå der hele 4 CDer i postkassen. Og ventede. Per Nørgårds “Nuit des Hommes“, Magdalena Kožená: “French Arias“, endnu en indspilning af Strauss’ fire sidste sange, sunget af Melanie Diener — og denne:
“Nuit des Hommes” har jeg den sidste måneds tid haft hjemlånt fra biblioteket, og jeg har flere gange haft CDen i maskinen — men i løbet af eftermiddagen og aftenen har jeg hørt de 3 andre. Og dét - den slags - er aldrig en god idé. At lytte til 3 helt nye CDer i rap. For man - jeg - kan så ikke lade være med at sammenligne, og den ene CD vil næsten uundgåeligt forekomme en lille smule bedre end den anden, og den tredje vil forekomme endnu bedre end de to første. Eller omvendt. I ved, hvad jeg mener.
Og det er ikke (altid) RIMELIGT. En CD kan jo være så ganske udmærket, også selv om der findes andre CDer i det kendte univers, som er bedre — og hvad er overhovedet nytten af at sammenligne? På den måde? Når man bare er et helt almindeligt menneske — og hverken kritiker eller anmelder eller andet i den dúr? Eller mol.
Men nu gjorde jeg det altså alligevel, for jeg var som et barn og kunne ikke vente. Og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne. Selvfølgelig. Og det VAR - og er - helt urimeligt. But there you have it. Jeg skal nok lade være med at PINDE I DET - og det ville næppe heller interessere ret mange - men nøjes med at anføre, at:
Selv om både Diener og Kožená er HELT DEROPPE blandt de bedste, nulevende, så er der klasseforskel. På dem og Jessye Norman. Hvis Norman er en div-a - og det er hun afgjort - så er … o.s.v. Det er onsdag, det er snart midnat, og det er MIN blog, så jeg har lov til at være lidt plat.
Diener og Kožená synger fint og godt, men de lyder, som om de aflægger prøve. Ved siden af Norman. De lyder som om, de er i færd med at bevise, at de KAN — og det kan de, og det er flot og til høje karakterer o.s.v. Men Norman - ved sammenligning - lyder bestemt ikke, som om hun er til eksamen. Hun synger med en utrolig, naturlig autoritet, som er ærefrygtindgydende.
Det handler ikke om teknik. Faktisk - for at understrege min pointe - kunne Norman sikkert slippe afsted med at begå nogle gevaldige brølere, uden at det afgørende ville TAGE FRA min fornøjelse ved at lytte til hende. Det kunne de andre to damer nok ikke, i hvert fald ikke Diener.
Jessye Norman har modtaget et hav af priser og hædersbeviser, har fået ting og sager opkaldt efter sig og er udnævnt til æresdoktor ved hele 30 forskellige universiteter, konservatorier o.s.v. Heriblandt Cambridge og Yale. Læs mere om hende her.







Nye kommentarer