Endnu en sygedag — og som om dét ikke kunne være nok: PET har i nat været i aktion. Og Lonni skælder ud. Mit hovede er fuld af snot og Mozart - “Thamos”, som er min dagens opera - så jeg har hidtil ikke helt været i stand til at fatte, hvad det hele drejer sig om, bortset fra at det er noget med anmeldere og mænd og kvinder. Og at det hele startede med dette blog-indlæg af Leonora Christine Skov. Vistnok. Min egen - nemme og måske lidt øretæve-indbydende - holdning til det dér med mandlige og kvindelige forfattere og anmeldere er, at det har jeg ikke nogen holdning til. Og at jeg heller ikke har nogen holdning til, at jeg ikke har en holdning. Til det. Jeg læser mest mandlige forfattere, statistisk, og jeg lytter stort set kun til mandlige (rock-)musikere og komponister o.s.v. Og det har jeg heller ikke nogen holdning til. Til gengæld, hvis det kan pynte på mit omdømme, er der jo alle de dersens kvindelige opera-sopraner, som jeg holder meget af. Jeg har, bilder jeg mig i hvert fald ind, ikke - aldrig - på forhånd fravalgt nogen eller noget, heller ikke på grund af køn. I det hele taget: Kunstnernes køn interesserer mig voldsomt lidt. Eller deres udseende — hvormed naturligvis ikke er sagt, at jeg ikke forstår at værdsætte det, hvis der er noget, der - så at sige - stikker ud. Og i øjnene. På dén konto. Men det gør jo, altså, hverken deres bøger eller CDer (eller hvad-nu) hverken værre eller bedre. Og jeg har da - med Osiris som mit vidne - aldrig nogensinde lånt eller købt en bog eller en CD, fordi jeg syntes, at kunstneren var PÆN eller SØD. Men en film. Indrømmet. Det er sket, endda ofte. Men jeg tager det ikke så alvorligt.
Dagens dame er - i øvrigt - Ruth Underwood, “a percussionist of staggering virtuosity”, som i mange år spillede sammen med Zappa og bl.a. medvirker på “Roxy & Elsewhere”. Total respekt for hende.
Nye kommentarer