The Jiggly Room

I “World of Warcraft” har man som spiller en særlig tryllesten, en “hearthstone”, som ser sÃ¥dan her ud:

Når man gør brug af stenens magi, bliver man bragt hjem - i sikkerhed - til den kro, hvorpå man har taget ophold.

Jeg har allerede forvildet mig ret langt ud i min snak om “Hertug BlÃ¥skægs borg” — og jeg vil nu tillade mig at gnubbe lidt pÃ¥ min helt egen Jiggly Room-hearthstone. KA-ZAM:

SÃ¥dan.

Roland Barthes bemærker et sted - meget kvikt, synes jeg - at selv hos Marquis de Sade har skurkene PRIVATE RUM, som de - skurkene - kan trække sig tilbage til. Og han spørger, Barthes: Hvorfor har de det? Hvad skal man med PRIVATE RUM i et sadesk univers, hvor alting er tilladt (undtagen svaghed) — og hvad kan eksempelvis forbryderne i “120 i Sodoma” vel foretage sig, respektivt, i de private gemakker, som de ikke lige sÃ¥ godt kunne foretage sig SAMMEN — eller for øjnene af hinanden? Hvad er det for noget med de dér rum?

I Vedsø Olesens “Gudernes tusmørke” er der (ogsÃ¥) vilde orgier pÃ¥ slottet (som refererer til Sade), og slottets herre, guden Seth, har bestemt ingen skrupler desangÃ¥ende — men hovedpersonen, dirigenten, slæber alligevel elskerinden med IND I PRIVATEN.

BlÃ¥skæg i “Hertug BlÃ¥skægs borg” har - altsÃ¥ - ogsÃ¥ sine rum — som Judith insisterer pÃ¥ at se.

Fortsættes …

Lidt mere sniksnak om “BlÃ¥skæg”.

“Sentimentalitet,” hørte jeg engang en præst sige, “er det mest ualvorlige, der findes.” Og jeg var - og er - helt enig. At være sentimental er at sjofle tilværelsen, herunder ogsÃ¥ - og ikke mindst - andre mennesker. At have et sentimentalt og sødladent forhold til Vorherre er at tage ham (og forholdet) ualvorligt. Eller hende. Whatever. Og at have et sentimentalt og sødladent forhold til sin kødelige partner er … og sÃ¥ videre. Det samme.

Judith - i Bartóks opera - er, forekommer det mig, sentimental. I hvert fald ville jeg være villig til, hvis jeg kunne se en pointe i det, at tale for synspunktet.

Hvorimod manden, morderen BlÃ¥skæg, ikke er sentimental, men melankolsk. Hvilket er noget ganske andet. “Hertug BlÃ¥skægs borg” er, synes jeg, en melankolsk opera. Først og fremmest. Allerede fra start aner vi, at det kun kan gÃ¥ galt. BlÃ¥skæg ved det, og selvom han med ord forsøger at bremse Judith, er han grundliggende resignerende. Der er ikke noget at gøre. Og det er - altsÃ¥ - Judith, værkets sympatiske og elskelige person, som fuld af gode (men hun er sentimental) intentioner selv insisterer pÃ¥ at vade lige ud over afgrunden. De gode dør, og de onde græder.

Fortsættelse følger …

“Hertug BlÃ¥skægs borg” er, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, SKUMMEL. En skummel ting. Hvilket sÃ¥dan set bare betyder, nÃ¥r vi siger det, at den er præcis sÃ¥ tilpas indviklet eller uigennemskuelig, at vi ikke umiddelbart - med det samme - kan REGNE DEN UD.

Operaen handler om en kvinde, Judith, som ødelægges af en mands - hendes ægtemands - mørke hemmeligheder. BlÃ¥skæg har myrdet sine tidligere hustruer. Judith bliver ikke dræbt, i hvert fald ikke bogstaveligt — men FØRT BORT. Til sidst. Af de afdøde koner. Og det kan man naturligvis - vel nok - udlægge sÃ¥ledes, at hun følger dem i graven, altsÃ¥ dør. Men mÃ¥ske dør hun ikke. MÃ¥ske bliver hun bare vanvittig — men dét kan jo ogsÃ¥ være slemt nok.

Under alle omstændigheder: Det ender ikke lykkeligt. Blåskæg skulle have ladet være - selvfølgelig - med at myrde de tidligere hustruer. Men Judith skulle også have ladet være med at tro, at bare fordi hun elskede sin mand, kunne hun - derfor - også tåle at blive konfronteret med alle hans mørke hemmeligheder.

Handlingen - den faktiske handling - er overhovedet ikke svær at følge. Selv om operaen er pÃ¥ aldeles uforstÃ¥eligt ungarsk. Men den er svær at forstÃ¥ eller tyde, synes jeg. Det er ikke BlÃ¥skæg, morderen, der presser Judith, eller som har onde planer med hende eller forsøger at lure hende i en fælde. Tværtimod: BlÃ¥skæg beder sÃ¥ mindeligt Judith om IKKE at GÃ… VIDERE, om ikke at Ã¥bne dørene til hans hemmeligheder — men Judith insisterer. Hun elsker ham, og intet kan vel være sÃ¥ slemt … o.s.v. Men det er det. Det er meget slemt.

En historie om en kvinde, der opdager, at hendes mand er morder, kan være nok sÃ¥ Hollywood-spektakulær og gyselig medrivende — men den er ikke, ultimativt, særlig interessant. Hvis der ikke er yderligere og mere nærende sul pÃ¥ knoglen.

Men “Hertug BlÃ¥skægs borg”, synes jeg, ER meget interessant — for operaen er ogsÃ¥ en lignelse. Eller hvad sÃ¥dan noget nu hedder. En allegori. Læst som sÃ¥dan: MÃ¥ske - lad os forestille os det - har BlÃ¥skæg ikke, altsÃ¥, virkelig DRÆBT sine tidligere koner. MÃ¥ske var det bare forholdene, der DØDE UD. Eller han DRÆNEDE DEM, konerne. Eller behandlede dem dÃ¥rligt. MÃ¥ske slog han dem. Eller mÃ¥ske fandtes - findes - de kun i hans erotiske fantasi … ? MÃ¥ske fantaserer han om at være ond mod kvinder? MÃ¥ske ligefrem om at voldtage og myrde. Og sÃ¥ videre.

Handlingen i operaen drives af det, Judith gør (og blandt andet derfor er det for mig at se værket pointe): Hendes insisteren på at kærligheden vil gøre hende i stand til at tåle alt, og hvis to mennesker virkelig elsker hinanden, så behøver de ikke holde noget skjult for hverandre. Deri - i operaen - tager hun gruelig fejl.

Her er én mulig udlægning — af den slags, man fremfører, nÃ¥r man er mig, og klokken er 3 om natten, og jeg burde for længst ligge i min seng: Judith er som en kvinde, der insisterende beder sin mand om at betro hende sine allerdybeste, seksuelle fantasier — i tiltro til, at ligemeget, hvad han disker op med, vil hun kunne klare det. For hun elsker ham jo.

Eller en mand, der beder en kvinde … Selvsagt.

Fortsættelse følger …

Godmorgen. En lynhurtig - før formiddagskaffen - afrunding pÃ¥ mit foregÃ¥ende indlæg. Egentlig ville jeg bare sige, at Boulez’ udgave af “Hertug BlÃ¥skægs borg” lyder mægtig godt og boulezsk. Det vil sige usentimental og med masser af rum eller luft eller hvad-nu omkring lydene. Dissekerende. AltsÃ¥: Set lige i øjnene.

Men: Hele morgenen har jeg - efterfølgende - haft “BlÃ¥skæg” pÃ¥ hjernen, og jeg føler trang til at pludre lidt om det. Hvilket jeg - derfor - nok vil gøre. Senere.

Det var en mørk og stormfuld aften. I Ringsted. Og nu er jeg pÃ¥ vej i seng — men først: En lille tankerække. I forgÃ¥rs gik jeg i gang med at læse Joe Hills “Dødens jagt“, som er en latterlig dÃ¥rlig titel — og da romanen lynhurtigt viste sig at være dødhamrende dÃ¥rlig, droppede jeg den og begyndte - i gÃ¥r - i stedet pÃ¥ Peter Straubs “Skyggernes hus“. Som er klart bedre. Og pÃ¥ side 16 omtales John Ashberys “Chinese Whispers” (”Enhver ny bog af Ashbery blev automatisk købt.”) Som jeg - vil jeg da ikke undlade at nævne - ejer et signeret eksemplar af. John Ashbery er (nok) vor tids største digter.

Men: Allerede pÃ¥ side 10 stÃ¥r der (i parantes): “og sorg skal ses direkte i øjnene”.

Og: I gÃ¥r modtog jeg ogsÃ¥ Boulez’ udgave af Bartóks “Hertug BlÃ¥skægs borg” — og faktisk sad jeg i sofaen og smÃ¥lyttede til den, CDen, mens jeg læste.

Fortsættelse følger …

“Hertug BlÃ¥skægs borg” — min tredje udgave. Med Polgár og Norman, dirigeret af Boulez. Vundet i dag pÃ¥ eBay.

Det er muligt, selvfølgelig, at det bare er sygdommen i min krop — men jeg har ANELSER. Om større ting pÃ¥ færde.

De seneste dage har jeg adskillige gange taget mig selv i at tænke - uden indlysende grunde - pÃ¥ gotiske borge. Eller mere præcist: PÃ¥ én borg. NÃ¥r jeg ligger og forsøger at falde i søvn, kan jeg pludselig komme pÃ¥ den forholdsvis skøre idé, at jeg ligger i et borg-kammer — og at der, hvis jeg rejser mig og Ã¥bner den tunge dør, vil være en lang korridor udenfor … o.s.v. Som set pÃ¥ film. Jeg føler mig - nÃ¥r jeg føler - som en gæst, men tryg. Til trods for de fremmede og ret dunkle omgivelser.

Hvad handler det om? Jeg har ikke set eller læst noget — ikke for nylig. Om den slags. Og selv om det ganske vist har regnet og rusket en hel del, er Kildemarken i Ringsted ikke just - og ej heller om natten - animerende for den gotiske fantasi. Synes jeg ikke. Eller burde ikke være det.

Men hvad da? Ikke før nu til aften gik sammenhængen - en mulig sammenhæng - pludselig op for mig. “ANNE-MARIE!” sagde jeg højt til mig selv. Anne-Marie Vedsø Olesen er gÃ¥et i gang med at skrive sin nye roman, baseret pÃ¥ Bartóks “Hertug BlÃ¥skægs borg”. Og MAGIEN VIRKER. Nu, mens jeg sidder og skriver dette indlæg, forekommer det mig sÃ¥ helt og aldeles indlysende — og jeg skammer mig over, at jeg sÃ¥ledes - Ã¥benbart - mÃ¥ have tvivlet. Inderst inde. For ellers ville jeg vel med det samme have identificeret … eller hvordan jeg skal udtrykke det. Den dér borg.

Jeg er - det er næsten helt sikkert - qua DEN EGYPTISKE MAGT forbundet med hele processen. Skabelsen af det nye værk. Jeg er allerede DERINDE. I kammeret. I borgen. I hovedet på forfatteren. Og ganske snart vil jeg åbne min dør og begive mig ud i HANDLINGEN.

Giv altid hÃ¥bet den længste frist. Lars Lilholt. Om et par dage er det helt præcist to mÃ¥neder siden, jeg bestilte og betalte for denne CD-udgave af “Hertug BlÃ¥skægs borg”. Og den ankom med posten i dag. CDen skulle - selvfølgelig - ogsÃ¥ sendes HELE VEJEN FRA ENGLAND … men alligevel. To mÃ¥neder er ikke imponerende. Jeg har skrevet og rykket flere gange, og jeg havde faktisk opgivet. Nu mangler jeg bare den Frank Zappa-T-shirt, jeg bestilte DEN 31. AUGUST. Men den kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter.

Og apropos at skyde med pinde: Dagens afsnit af “MythBusters” handlede om NINJAER. Er det rigtigt, at man kan gÃ¥ pÃ¥ vandet, hvis man tager gÃ¥-pÃ¥-vand-sko pÃ¥? Nej, det kan man ikke. Og ninjaer kan heller ikke. Er det rigtigt, at man kan gribe en pil - fra en bue - i flugt? Nej, det kan man ikke. GribehÃ¥nden skulle - for at fange pilen - kunne bevæge sig ca. fem gange hurtigere, end hvad der er menneskeligt muligt. Men kan man sÃ¥ standse et sværdslag mod ens hovede ved - som man ofte ser ninjaer gøre pÃ¥ film - at fange og fastholde bladet mellem hÃ¥ndfladerne? Nej, det kan man ikke. Man skal være usandsynlig heldig for overhovedet at fange bladet i tide, og bladet ville under alle omstændigheder - hvis det altsÃ¥ rent faktisk lykkedes - skære sig vej gennem hÃ¥ndfladerne. Der er al for megen kraft til, at man kan fastholde det. So don’t try it at home.

Og lad os se pÃ¥ de lyse sider. Af tilværelsen. Jeg mÃ¥tte vente to mÃ¥neder pÃ¥ min “Hertug BlÃ¥skæg” nr. 2 (den første var og er denne) — men til gengæld: Hvor er det dog en fantastisk CD! Nr. 2. Har allerede hørt den to gange, siden jeg kom hjem fra arbejde. Meget mere om den følger. Føler jeg mig overbevist om. Og desuden: Bartóks opera er jo GRUNDEN HVORPÃ…, Anne-Marie er i færd med at bygge. SÃ¥ ogsÃ¥ af den grund. P.g.a. grunden.

Verden hænger bare så meget sammen, at man ind-i-mellem, næsten, kan føle sig helt (be)klemt. Mellem klodserne.

Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog annonceret, at hendes næste roman får titlen “Bartóks låste døre” — hvilket, tænker jeg, dårligt kan hentyde til andet end de 7 døre i operaen “Hertug Blåskægs borg”. Som jeg skrev om tidligere på måneden.

Osiris er stor!

Verden hænger bare så meget sammen, at man ind-i-mellem, næsten, kan føle sig helt (be)klemt. Mellem klodserne.

Anne-Marie Vedsø Olesen har i sin blog annonceret, at hendes næste roman fÃ¥r titlen “Bartóks lÃ¥ste døre” — hvilket, tænker jeg, dÃ¥rligt kan hentyde til andet end de 7 døre i operaen “Hertug BlÃ¥skægs borg”. Som jeg skrev om tidligere pÃ¥ mÃ¥neden.

Osiris er stor!