The Jiggly Room

NÃ¥. Jeg fortsætter med min status-opgørelse. Jeg har - desværre - i 2007 læst færre bøger, end jeg egentlig gerne ville — ikke mindst fordi vi i vort nye hjem i Ringsted kan tage mere end 30 TV-kanaler. I Skanderborg kunne vi kun tage DR1. Og jeg skal jo helst se det hele.

Her er årets bedste bog-oplevelser:

Nummer 1:

Peter Nielsen: “I sommervinden“. NÃ¥r han ikke render rundt og spejder efter fugle eller sidder og oversætter eller andet, er Peter Nielsen Danmarks bedste digter. Og muligvis er det ogsÃ¥ imens (han spejder efter fugle o.s.v.), men det høres - da - ikke sÃ¥ tydeligt. Som det gør i bøgerne. Det meget smukke foto på samlingens omslag er i øvrigt taget af digterens hustru, Anni. Spind i det grønne.

Nummer 2:

  

Anne-Marie Vedsø Olesens Seth-trilogi — som jo altsÃ¥ bestÃ¥r af tre bøger. Og ikke kun en. For sidste gang i Ã¥r, jeg lover det: Jeg læser normalt ikke romaner. Men Anne-Marie fik mig alligevel til det. Ved udsigten til udgivelsen af tredje og afsluttende bind i trilogien, “Gudernes tusmørke“, fik jeg (ogsÃ¥) lyst til at genlæse de to første, “Djævelens kvint” og “Tredje Ikaros” — og før jeg vidste af det, var jeg hvirvlet (pÃ¥ min egen, stille og generelt ikke-hvirvlende mÃ¥de) ind i en verden af egyptiske guder, stor mystik og musik. Herunder Mozart. Og nu gÃ¥r jeg rundt i Ringsted og har et lydklip fra “Tryllefløjten” lagt ind som ringetone pÃ¥ min mobil. SÃ¥ galt gik det.

Nummer 3:

Nummer 3 pÃ¥ min liste burde egentlig være R.D. Richardson: “Emerson - The Mind on Fire“. Synes jeg. Jeg har i Ã¥r læst flere bøger om Emerson, og Richardsons er pÃ¥ alle mÃ¥der imponerende. OgsÃ¥ imponerende tyk. Men jeg vælger alligevel at snyde. Og det er vel ok, for det er min liste … ? Det skulle jeg mene.

Tredjepladsen gÃ¥r (i stedet) til Peter Lund Madsen — og ikke for en bog, men for sine Rosenkjær-foredrag fra 2006. Som jeg - og det er dét, der tæller - først hørte i 2007. Spændende, vedkommende og inspirerende formidling. Og gratis, endda. Hør foredragene her. 

Eller: Problemet med Seth. Eller: Seths problem.

Men først: Mit problem. Eller: Problemet med Smartlog. Jeg loggede ud, fordi Ane ville logge ind — og nu kan jeg (igen) ikke … o.s.v. Har skrevet til supporten. Det er jo helt utÃ¥leligt.

Det kan godt være, at Anne-Marie synes, det er spændende - som hun skriver - at blive gjort til genstand for analyse. For mig - ærligt talt - er det jo imidlertid lidt intimiderende, at SELVE FORFATTEN sidder og læser med.

Billedet herover forestiller farao Ramses d. 3., som bliver kronet af hhv. Horus (til venstre) og Seth (til højre). I det nye, gamle Egypten - fra det 19. dynasti - blev Seth ikke (længere) ansét for en ond gud, men som en nødvendig aktør i - et nødvendigt aspekt af - DET STORE, KOSMISKE SHOW. Tidligere havde han været fordrevet ud i ørkenen. Han var ørkenens sandstorme, en brodermorder, gud for kaos — plus diverse. Religion er i al almindelighed noget gevaldig indviklet og eklektisk halløj — og den egyptiske er (mÃ¥ske) i særdeleshed. Jeg vil ikke forsøge at kloge i det.

I Anne-Marie Vedsø Olesens Seth-trilogi, hvori Seth genfødes eller sættes fri i en nutidig kontekst, optræder Seth først og fremmest som den ekstatiske og uhæmmede nydelses gud. Den æstetiske nydelses og den seksuelle nydelses. Død og ødelæggelse følger i hans kølvand. Undertiden ærgrer han sig lidt over tabene (og han kan endog lejlighedsvis blive en smule rørstrømsk) — men hvis begæret og nydelsen kræver sÃ¥danne ofre, sÃ¥ mÃ¥ det være sÃ¥dan. Ender han - altid - med at ræsonnere. Sadesk. Ganske sigende bosætter han sig i trilogiens sidste bind i et slot, som han opkalder efter slottet i Sades “120 dage i Sodoma”. Ingen lov stÃ¥r over Seths lov, som byder alle at forlyste sig hæmningsløst.

Seths problem - som er alle anstændige, hedenske guders problem - er, at han ‘bare’ er det, han repræsenterer. Seth kan ikke ændre sig, for hvis han ændrer sig, er han ikke længere Seth. Hvis Tor smed hammeren og besluttede sig for at ernære sig som krystalhealer, ville han ikke længere være Tor. Seth kan momentsvis slÃ¥ ud til siden - nÃ¥r han f.eks. lader sig gribe af et eller andet - men han er nødt til altid at vende tilbage til sig selv, det vil sige til at være - jvf. ovenstÃ¥ende - personifikationen af sin egen lov.

Seth kan ikke udvikle sig, og derfor kan man ikke skrive en udviklingshistorie om ham. Og derfor er han ikke velegnet som hovedperson. Til gengæld er han meget velegnet som - som han optræder i Vedsø Olesens romaner - katalysator for andre. Eller som enzym. Han er en, der sætter andres historier i gang — o.s.v.

Men her er, hvad jeg egentlig ville skrive: Seth bliver, fordi han er den ekstatiske nydelses gud, ogsÃ¥ pÃ¥ en mÃ¥de kedsomhedens gud. Eller mere præcist: Melankoliens gud. Samtidig med, at han som hero fiser rundt i sin smarte bil og med sit røde hÃ¥r flagrende i vinden, kommer han til at fremstÃ¥ som en tragisk figur. For han kan kun denne ene ting: At nyde ekstatisk. Det er hans eneste livsindhold — og ørkenen breder sig omkring ham. Derfor. Han udvælger sig de mest spændende elskere, gÃ¥r til opera og drikker fine vine, spiser godt og rejser og BEGEJSTRES og BEGEJSTRES og BEGEJSTRES. Men det hele er i virkeligheden ét fedt, for der er ingen forskelle. Seths verden er - til trods for at han stædigt og vedholdende pÃ¥stÃ¥r det modsatte - hverken farverig eller nuanceret, for den bestÃ¥r reelt kun af én ting, nemlig ekstasen. Orgasmen. Alle de ting, der bereder ham nydelse, hvor forskellige de end mÃ¥tte være, er én ting: Et redskab. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er en opera, eller om det er en elsker. Alting nivelleres og bliver fladt — hvorefter sandet hvirvles op, nÃ¥r Seth tager afsked, fordi han nu mÃ¥ videre til det næste redskab, der kan bringe ham tilbage i ekstasetilstanden. Hvor han hører hjemme.

Som fotograf Thorben Lundøe engang skrev: “Til sidst bliver man jo træt af alt det knepperi” — og fÃ¥r lyst til (ogsÃ¥) at lave noget andet. Sublimere og producere. Være kreativ. Tage fotos, for eksempel. Eller pÃ¥ anden mÃ¥de studere og værdsætte FORSKELLENE. Verdens mangfoldighed. Men Seth - og det er dét, der er hans problem - bliver aldrig træt af knepperiet. Derfor bliver han ogsÃ¥ gud for stagnation, evindelig gentagelse — og gud for melankolien, for de forspildte muligheder.

Her er, hvad jeg engang blev belært om af en (dengang) stud. Ph.D. — som efterfølgende, har jeg ladet mig fortælle, er blevet omvendt til Vorherre:

Når man skal analysere et eller andet, skal man starte med at overfortolke helt vildt. Så kan man altid DELETE de allermest vanvittige ind- og udfald bagefter. Sagde han. Eller man kan overlade det til andre at gøre det. Der er ingen grund til at sidde og fedte med tingene.

Og jeg er helt enig.

Anne-Marie Vedsø Olesen har NOGET med dirigenter. Fornemmer jeg. I sidste uge havde hun et læserbrev i Weekendavisen. Desangående. Og i hendes nyeste roman, “Gudernes tusmørke“, er den egentlige hovedperson - har jeg besluttet mig for, at han er - en dirigent ved navn Martin Seeber.

Martin Seeber er - i seksuel henseende - en sadist. Men bestemt ikke hæmningsløs. Han er kontrollerende. Der brænder en ild — og så videre — men han kan holde den tilbage, og han kan kanalisere den, f.eks. ind i musikken. I romanen er det Wagners “Parsifal”, som i Vedsø Olesens udlægning er det modsatte af et gang-bang på borgen. (Læs bogen hvis De vil vide mere.) I stedet for - og jeg undskylder min plathed - at bruge den nedre stav, svinger Seeber dirigent-stokken (i bogen en fallos med endog universel, forløsende kraft), og han skaber stor kunst. På den måde. Det er det, der på freudiansk hedder sublimering.

Sublimering er en mægtig kultur-generator. Hvilken digter er det, der indleder en af sine bøger med ordene “Jeg elskede en pige … ” — som han ikke fik. Men til gengæld skrev han disse digte … ? Hvorimod den ikke-kanaliserede, eksplosive drift - i romanen kaosguden Seth - er destruktiv. Eller i bedste fald: Stagnation. Gentagelser af det samme.

Dirigenten er en autoritet, og Vedsø Olesen beskriver Martin Seeber som en sand, kunstnerisk patriark. En faderskikkelse. Qua dette blog-indlæg kan jeg - nu - heller ikke lade være med at se ham, det vil sige læse ham, som en Jesus-skikkelse — hvad han i en vis forstand også er. I romanen. Han er ham, der afviser og besejrer Djævelen, og som opfylder profetien og dermed bringer NY ORDEN — og så videre og så videre.

Og hvorfor i alverden skriver jeg dette indlæg? Dels fordi jeg sidder og småkeder mig lidt — men også og ikke mindst for at sige, at oppe i mit hovede (for hvordan skulle I ellers kunne vide det, hvis jeg bare holder mund) identificerede og identificerer jeg i nogen grad Seeber med ungarsk-fødte George Szell. Som er manden på billedet herover.

George Szell er en af mine absolutte yndlings-dirigenter — uden at jeg i øvrigt ved voldsomt meget om ham. Men Szell - for mig - er indbegrebet af KONTROL. Szell havde styr på tingene. Hans indspilning af Beethovens 9. symfoni er formodentlig den bedste, der findes. Se om du kan finde en, der er lige så STRAM og præcis. I challenge you.

Szell er - var - den mindst kvindagtige dirigent, jeg kender. Og I ved, hvad jeg mener. Forhåbentlig. Han kunne godt lide god mad og dyre biler, og han holdt sig for det meste til DE TYSKE. Komponister, altså. Og langt væk fra de sødladne sydlændinge og andre perverse, unødigt udadvendte typer. Se en diskografi her.

Nyhedsavisen bragte i går et interview med Anne-Marie Vedsø Olesen — om at være bloggende forfatter. Læs interviewet her.

Nyhedsavisen bragte i gÃ¥r et interview med Anne-Marie Vedsø Olesen — om at være bloggende forfatter. Læs interviewet her.

Anne-Marie Vedsø Olesen spørger i sin blog - her - “Kan man komponere musik labyrintisk?”

Jeg ved ikke meget om labyrinter, og jeg ved endnu mindre om komposition, men spørgsmålet - ikke desto mindre - fascinerer mig. Er der nogen derude, der kan give et kvalificeret svar?

FØRST OG FREMMEST, tænker jeg, afhænger svaret - vel - i nogen grad af, hvad Anne-Marie egentlig mener. Om hun mener, altså, labyrintisk-labyrintisk? Eller indviklet-labyrintisk? Uden at ville lyde unødig sofistisk.

En labyrint - det, der på engelsk kaldes “a labyrinth” er sådan en. Her:

Man går ind ad indgangen og bevæger sig støt og problemfrit frem mod midten — ad snoede stier. Så at sige. Frem og tilbage og frem og tilbage, men uden vildveje eller DEAD ENDS. En (labyrint-)labyrint er et åndelig redskab. At gå vejen — o.s.v. Og sådan kan man vel godt komponere?

Hvorimod en indviklet-labyrintisk labyrint - det, der på engelsk hedder “a maze” - er noget andet. Det er sådan en, man kan gå vild i. Den indviklet-labyrintiske labyrints PRINCIP er (netop) THE DEAD END. Afslut, vend om og gå tilbage. Kan man komponere sådan?

Opdateret: Faldt over dette Stockhausen-citat: “Der moderne Begriff des Labyrinths im Kunstwerk ist sicher einer der erstaunlichsten Sprünge, die das abendländische Denken vollbracht hat”

Opdateret: Fra Wikipedia: “[Stockhausen's] Klavierstück XI is famous for its mobile, or polyvalent structure. It consists of 19 fragments spread over a single, large page. The performer may begin with any fragment, and continue to any other, proceeding through the labyrinth until a fragment has been reached for the third time, when the performance ends. Markings for tempo, dynamics, etc. at the end of each fragment are to be applied to the next fragment. Though composed with a complex serial plan, the pitches have nothing to do with twelve-tone technique but instead are derived from the proportions of the previously composed rhythms (Truelove 1984 and 1998).”

Og - og sig ikke, at vi ikke leverer FULL SERVICE - “Klavierstück XI” kan høres (endda i 2 forskellige udgaver) på denne CD, som kan erhverves for latterlige kr. 29,- (+ porto) fra CDklassisk.dk. 

Giv altid hÃ¥bet den længste frist. Lars Lilholt. Om et par dage er det helt præcist to mÃ¥neder siden, jeg bestilte og betalte for denne CD-udgave af “Hertug BlÃ¥skægs borg”. Og den ankom med posten i dag. CDen skulle - selvfølgelig - ogsÃ¥ sendes HELE VEJEN FRA ENGLAND … men alligevel. To mÃ¥neder er ikke imponerende. Jeg har skrevet og rykket flere gange, og jeg havde faktisk opgivet. Nu mangler jeg bare den Frank Zappa-T-shirt, jeg bestilte DEN 31. AUGUST. Men den kan jeg vist godt skyde en hvid pind efter.

Og apropos at skyde med pinde: Dagens afsnit af “MythBusters” handlede om NINJAER. Er det rigtigt, at man kan gÃ¥ pÃ¥ vandet, hvis man tager gÃ¥-pÃ¥-vand-sko pÃ¥? Nej, det kan man ikke. Og ninjaer kan heller ikke. Er det rigtigt, at man kan gribe en pil - fra en bue - i flugt? Nej, det kan man ikke. GribehÃ¥nden skulle - for at fange pilen - kunne bevæge sig ca. fem gange hurtigere, end hvad der er menneskeligt muligt. Men kan man sÃ¥ standse et sværdslag mod ens hovede ved - som man ofte ser ninjaer gøre pÃ¥ film - at fange og fastholde bladet mellem hÃ¥ndfladerne? Nej, det kan man ikke. Man skal være usandsynlig heldig for overhovedet at fange bladet i tide, og bladet ville under alle omstændigheder - hvis det altsÃ¥ rent faktisk lykkedes - skære sig vej gennem hÃ¥ndfladerne. Der er al for megen kraft til, at man kan fastholde det. So don’t try it at home.

Og lad os se pÃ¥ de lyse sider. Af tilværelsen. Jeg mÃ¥tte vente to mÃ¥neder pÃ¥ min “Hertug BlÃ¥skæg” nr. 2 (den første var og er denne) — men til gengæld: Hvor er det dog en fantastisk CD! Nr. 2. Har allerede hørt den to gange, siden jeg kom hjem fra arbejde. Meget mere om den følger. Føler jeg mig overbevist om. Og desuden: Bartóks opera er jo GRUNDEN HVORPÃ…, Anne-Marie er i færd med at bygge. SÃ¥ ogsÃ¥ af den grund. P.g.a. grunden.

Se og hør Anne-Marie Vedsø Olesen blive interviewet på BogForum:

Og læse op. Klik her. 

Se og hør Anne-Marie Vedsø Olesen blive interviewet på BogForum:

 

Og læse op. Klik her. 

Nå. Men. Jeg håber, at I alle overlevede natten. Til alle dem, der ikke helt fangede galoppen med hensyn til mit lille Halloween-rollespil: Undskyld. Til alle dem, der syntes, det var for ulækkert: Undskyld. I kan trøste jer - nu bagefter - ved tanken om, at blodet - på billederne - var snyd. Og sårene. Faktisk, ærligt talt, var jeg en lille smule stolt over det sidste billede — som jeg lavede v.h.a. to ark papir, en klat ketchup og et digitalkamera. Og til alle dem, der nu sidder og er lidt rystede over, at jeg - indeni - har en så (som min mormor ville have sagt) GRIM fantasi: Ingen undskyldning. For så, altså, kan jeg jo - herefter - ikke lave andet end at undskylde. ‘Cause you ain’t seen nothing yet.

Men imens ude i virkeligheden:

Erwin Neutzsky-Wulffs fabelagtige Adam Hart-historier er blevet genudgivet. I ét bind, “Adam Hart”. Tak til Frank Brahe — og til Erwin. Selvfølgelig. Bogen, der også - endda - indeholder en helt ny historie, udkom i forgårs. Hvis jeg læser Henrik rigtigt, er der kun trykt 500 eksemplarer. Jeg hentede mit på udgivelsesdagen. Meget mere om Adam og Victor følger. Med garanti.

Politiken har bragt et fint interview med Anne-Marie Vedsø Olesen. Om Wagner. 

Hvad mere? Jeg er oprigtig ked af, at Tine Aurvig-Huggenberger ikke blev ny formand for LO. Jeg havde - i min førnævnte fantasi - ellers allerede set det for mig: Thorning og Vestager som nye regeringsledere, Ritt som borgmester i København — og Aurvig-Huggenberger som LO-formand. Kvinder hele vejen rundt. Men ak.

Og Henrik Qvortrup, tror jeg, har pisset i sine egen bukser. Historien om Khaders “sorte arbejde” er så tynd, at man næsten ikke kan fatte, hvad den overhovedet drejer sig om — hvorimod Qvortrups motiv til at bringe den kun er alt for kedelig klar. Hans efterfølgende kommentarer om Khaders temperament var decideret ubehagelige. Syntes jeg. At høre på.