Udvalgte indlæg fra min gamle, nu nedlagte blog.
Bemærk venligst: Alle links henviser til The Wayback Machines arkiv. Hvis du vil se den pågældende side, som den ser ud i dag, så fjern første del af linket i din browser. Linket skal starte med http://www.
03/09/05: Babyboom! Rikke og Mark har fået en dreng, og han skal hedde Valdemar, og May og Morten har fået en pige, og hun skal vistnok hedde Vigga. Opkaldt eftter Vigga Bro, selvfølgelig, som forbinder Vigga Ø med Vigga Ø via en åndelig omvej. Hjertelig til lykke! Lytter stadig til Götterdämmerung. Vacation is Over … an open letter from Michael Moore to George W. Bush. Se Bovbjergsbilleder på min brors ny-designede website. Markedsdag i Skanderborg. Se billeder her og her. On Air-indkøb: Tenebre, The Wax Mask og O’s historie. Ikke nyt, men aldrig offentliggjort: Babylon Pink. Skriver på et digt med titlen Memo til et medlem af min hær.
05/09/05: Lytter i dag til Music for The Iliad. Hans Peter Stubbe Teglbjærg, Morten Carlsen, Jørgen Teller, Hans Sydow, Gunner Møller Pedersen og Wayne Siegel. “The works on this CD have been composed on the basis of Homer’s Iliad. Commisioned by the National Arts Foundation, they were performed at the Ny Carlsberg Glyptotek in the autumn of 1999 as accompaniment to readings of Professor Otto Steen Due’s new translation of the Iliad.” Læs mere her.
06/09/05: O, alle disse fortrædeligheder! For et par uger siden fik jeg en negativ omtale på QXL for en handel, som ganske vist blev annulleret, men efter aftale med sælgeren, som havde solgt varen til tredjepart. Jeg gjorde ikke noget ved det, men i dag - bu-huu - har jeg fået endnu en negativ omtale, denne gang for en vare som jeg modtog betalingen for i går, og som jeg har sendt med posten i dag. Der må være tale om en fejl, selvfølgelig - men det var dråben! Hvor megen uret kan et menneske klare? Først nu forstår jeg for alvor, hvorledes Job må ha følt. Jeg har mailet QXLs kundeservice og bedt om at få slettet begge de negative omtaler - men hvadenten det sker eller ej: Hvor tragisk i så ung en alder at blive berøvet sin tillid til verden. Sære links fra Lars A: Publikum kaster op over ny film, Severed Cinema og en online-selvmords-klub. Hunter S. Thompsons aske skudt ud af en kanon. Læs mere om “Thompson’s fireworks farewell” her. Jennifer Tilly er en super poker-spiller. Åbenbart. Modtog Ed Dorn-digtsamlingen med posten i dag. Bestilte den via abebooks d. 1. fra en antikvarboghandler i Hinsdale, IL, USA.
07/09/05: Lun luft! Danske forskere bag brintpille. Læs mere om brint som brændstof her og her. Æstetik! Nogle ting her i verden er i æstetisk henseende lækre. Det varierer givetvis fra person til person, og der er sikkert en hel masse - i selvets dybder - involveret, alskens dårligdomme og things that go bump in the night. Jeg synes, at Joseph Beuys’ Fedtstol er lækker, og spejlreflekskameraer fra før de blev lavet af plastik og digitale - men allermest lækker, synes jeg, er den nepalesiske kukri eller gurkha-kniven, som vi ofte kalder den på dansk. Jeg har en lille samling af gurkha-knive, kun kopier, og jeg planlægger at købe flere. Jeg har - i øvrigt - osse en samling af gamle spejlreflekskameraer. Næst efter kukrien - i mit hovede - kommer pisken. Ligesom kukrien i virkeligheden er et frygteligt våben, som efter sigende kan halvere et menneske i ét hug, er pisken (jo) tilsvarende et redskab beregnet til voldsudøvelse - og det hører selvfølgelig med. Et kamera er heller ikke en ikke-voldelig ting. Man tar billeder, man skyder, man indfanger virkeligheden på film. Men med pisken slår man (over) sin hest eller tugter sin slave, udøver autoritet med (truslen om) vold på en helt direkte manér. Pisken er symbolet på den magt, der udøver sit herredømme ved tvang. Men den er osse en reel ting - og en æstetisk ting, og jeg synes, den som sådan er dybt fascinerende. Jeg har bl.a. skrevet et digt om pisken, og jeg overvejer - derfor alt dette - at starte en lille samling.
08/09/05: Min bror er gået i Neil Young-mode og efterlyser gode bøger om malerkunst. Gå herhen. Husk at udfylde spørgeskemaet i menuen til venstre. Pisk-links: Whip History, Whip Guide, Drew’s Whips, Whips in Xena - Warrior Princess, My Whips, Hear the crack of a bullwhip (”Because the tip of a bullwhip can be made to travel at supersonic speeds, it is capable of making a sonic boom”), Bullwhip Home Page, Matt’s Whip Fan Page, Shaping a Theory on Whip Cracks (”Math Prof Says Sonic Boom Creates That Snapping Sound”), First Manmade Supersonic Object, og Olivia DeBerardinis: Don’t Tread On Me, Bettie Page med en pisk. Af en eller anden grund fik jeg nu til morgen en stor og påtrængende lyst til at gense og -læse Jacques Tardis fantastiske serie om Adèle Blanc-Sec, der vistnok på dansk har total-titlen Adeles ekstraordinære oplevelser. Desværre er jeg lidt dum m.h.t. tegneserier. Her er (bl.a.) en liste over danske Tardi-udgivelser. Hvem kan fortælle mig a) hvilke titler, der hører til Adele-serien, og b) hvor de kan købes? Og evt. hvad de bør koste, hvis jeg køber dem brugt? Nyt banner foroven: En reklame for den kommende storfilm for voksne, Digital Playgrounds Pirates. Se stills og trailer, download wallpapers o.s.v. på filmens officielle hjemmeside. Børn og nonner og seksualforskrækkede bør artigt afholde sig fra at klikke. Her. Tintinologer er i oprør over udsigten til nyoversættelse af de klassiske albums. Læs mere på seriejournalen.dk. Ifølge en lytterafstemning foretaget af BBCs Today i samarbejde med National Gallery er Turners The Fighting Temeraire (183 
det bedste maleri i Storbritannien. Læs mere på politiken.dk. Lytter i dag til Siegfried.
09/09/05: Stødte på René F foran Kulturhuset, og jeg nåede dårligt nok at sige hej, førend han gav sig til at brokke sig over mit website. Det er alt for indadvendt, sagde han, og det er ikke brugervenligt. Og det er jeg sådan set enig i. Det er ikke noget, jeg i al almindelighed går rundt og praler af, selvfølgelig, men faktisk har jeg ligefrem været med til at skrive web-evaluerings-rapporter (således eksempelvis MDC-rapport nr. 002, som kan downloades i pdf-format fra denne side), jeg har læst usability-bibelen Designing Web Usability, og jeg plejede endda at have dette foto af usability-guruen Jakob Nielsen hængende på opslagstavlen på mit kontor. Men altså. Hvis der er noget, du ikke kan finde, så brug søgefeltet, der findes øverst til højre på alle siderne (undtagen denne). Og trøst dig med - René F og andre - at det ku ha været meget værre. Her er et godt (d.v.s. dårligt) eksempel: Log-in på jobnet.af.dk. Hver gang jeg bliver arbejdsløs, skal jeg IFØLGE LOVEN ind og aktivere mit CV, og hver gang har jeg glemt, hvordan hulan man overhovedet kommer ind, og jeg bruger lang tid på at sidde og rode rundt. Af fuldstændig uigenemskuelige årsager har designeren nemlig besluttet sig for at placere log-in-feltet nederst på siden, og man ser det ikke, hvis man ikke scroller - i hvertfald ikke på en almindelig 768 x 1024-skærm. Det er ikke så godt. Læs mere om bad webdesign her og her. På den anden side - og helt generelt: For mig er et dårligt website først og fremmest et website, der reelt ikke har noget indhold, uanset design, hvorimod et godt website er et site, der har noget at tilbyde surferen. Alt for mange bruger alt for meget energi på at lave noget, der bare ser smart ud. Hvis man som surfer ikke rent tilfældigvis selv er webdesigner eller på anden måde en nørd, opleves sådanne sites som rent spild af liv; de er irriterende, og de bidrager intet. Her er mine to yndlingseksempler på sites, der er helt håbløst umulige at finde rundt på, men som scorer stort på indhold: Per Holm Knudsens psyx.dk og bodybuilder Dawn Whitham’s Official Personal Website. Den sidste er en smule uartig, så træd varsomt. Og her er mine 10 gode råd om godt webdesign: 1) Lav kun de sider, det giver mening at lave. Hvis en side reelt ikke har noget indhold, så slet den. Vær indholds-orienteret og vær ikke bange for tekst. 2) Sørg for at navigations-strukturen er gennemskuelig. 3) Indsæt et søgefelt på hver side. Søgemaskinen skal ikke søge på hele Nettet, men kun på dit eget site. 4) Lav beskrivende links (”Se et billede af min kat”), lad være med at tro at mystiske links (”Se hvad der sker, når du klikker her”) er sjove, og vær konsekvent i din angivelse af links, links-farver o.s.v. Blåt angiver normalt nye links, og rødt angiver brugte. Du kan bruge helt andre farver, men lad være med at bytte om på blå og rød. 5) Det er dybt generende at skulle scrolle vandret. Pas altid på bredden, både hvad angår dine sider, indsatte tabeller o.a. 6) Pas på download-tiden. Det skal helst ikke tage ret mange sekunder at åbne dine sider, så lad være med at indsætte meget tunge elementer, store billeder eller mange billeder, baggrundsmusik, filmstumper eller andet. Husk at surfere er utålmodige mennesker. Hvis du gerne vil præsentere et stort billede på en side, så indsæt et link til billedet - og husk gerne at anføre, hvor meget det fylder (”Se et billede af min numse i mine nye cowboy-bukser. Vær opmærksom på, at billedet fylder 730 Kb”). Hvis du har mange billeder, så lav thumbnails. 7) Og formatér dine billeder rigtigt. Giv alle dine sider fornuftige titler og husk at indsætte en kort og sigende beskrivelse i hver sides header. Det gør dem lettere at finde via Google. 9) Vær flink og rar. Tal pænt til dine besøgende og signalér, at du ikke kun er interesseret i en-vejs-kommunikation. Og 10) Lad være med at gøre noget, som du faktisk ikke ved, hvordan man gør. Hvis du ikke kan finde ud af at indsætte rigtigt formaterede billeder, så lav et site uden billeder. Nøjes i stedet med at linke til andre sites på Nettet. Det er helt ok, og dine sider behøver ikke være kedelige af den grund. Dertil følgende to tillægsbud: A) Vær altid opmærksom på reglerne vedrørende copyright. Det er stort set aldrig tilladt uden tilladelse at hugge billeder, tekster eller andet fra andre sites, heller ikke selvom du evt. tror eller mener at have hørt noget andet, og det er ikke tilladt f.eks. at lade andre sites åbne i en frame på dit site. Det er til gengæld tilladt at deep-linke, sålænge det ikke foregår i stor stil. Og b) Vær ikke bange for Nettet. Vær ikke bange for at kunne findes på Nettet og vær ikke bange for at involvere dig. Fish gir i aften koncert i Amager Bio, og Martin Scorsese har lavet en dokumentarfilm om Bob Dylan, No Direction Home. Læs mere på eb.dk. Har i dag investeret i et nyt kunstværk, Strep Throat, tegnet af 6-årige Emily. Købt via eBay.
11/09/05: Piske by public demand. 87.5% har stemt for, at jeg skal begynde at samle på piske. Det er det, der i politiker-sprog hedder et markant flertal - og jeg er ikke typen, der mener noget andet end flertallet, i hvert fald ikke sålænge jeg er enig. So here goes. Og på mit fattige engelsk, endda. Derudover: Min krop føles så tung som en overvægtig trold, der har taget nogle meget tunge træsko på og fyldt sine lommer med sten. Det er i dag d. 11. september 2005, fire-års-dagen for terror-angrebet på World Trade Center. Et hollandsk forsøg har omsider bevist videnskabeligt, hvad mænd har vidst i årtusinder: Sex med sokker på er bare bedre. Læs mere på bt.dk. Bonnier-koncernen har udskrevet en roman-konkurrence: Skriv en samtidsroman, vind kr. 500.000,- og bliv udgivet i hele Norden. Læs mere her.
12/09/05: Flere fotos fra Skanderborg: Her og her. Jeg er oppe, fortsat lidt ør i bærret, men oprejst - og jeg har været, som det hedder, udenfor en dør, nemlig min egen. Og apropos bær: Da jeg var dreng, forekommer det mig, så man rønnebær overalt. Vi havde selv et rønnebærtræ i baghaven, og så vidt jeg husker, var der mindst 2 eller 3 andre træer på vejen. Vi - børnene - plukkede dem og maste dem og kastede dem efter hinanden, fyldte dem i spande og lavede vand-med-rønnebær-suppe og -mos. Hvor er alle de træer blevet af? Og hvad moser børnene i dag? Ane og jeg kom forbi et enkelt rønnebærtræ (billedet), da vi i eftermiddag var på vandretur i Skanderborg C. Det stod - for detaljens skyld - på P.B. Lundsvej, og et kort øjeblik løb mit baghovede fuldt af minder. Egentlig havde jeg tænkt mig i denne dagens post at skrive noget om Mindet - om historien bag o.s.v. Men det må vente. Lars A sendte mig dette link til The Voluntary Human Extinction Movement (”Phasing out the human race by voluntarily ceasing to breed”). Og piske-siden er blevet opdateret. Lytter til Götterdämmerung.
12/09/05: Skanderborg-maleren Michael Lund, som er rigt repræsenteret i vort hjem, har i dag venligt lånt os dette flotte maleri, som nu hænger - og hænger godt - over spisebordet i vores stue. Maleriet er en hyldest til Jorn. Det er ham, der står til venstre med cigar og en appelsin i sin turban. Jeg satser på, at Michael ganske hurtigt blir så berømt, rig og forvirret derover, at a) folk vil blive vildt imponerede over, at vi har råd til at ha ham hængende, og b) han glemmer, at vi kun har lånt det. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at gøre ham opmærksom på det. Nye billeder af min nevø Ilias, som snart har fødselsdag, og som i år har sendt os en super-flot ønskeseddel med posten. Jeg skylder osse min nevøs mor, som er min søster, en gave, men efter at ha læst om Anna David på hendes website overvejer jeg nu, om hun - søsteren - overhovedet har fortjent at få den. I hvert fald: Vanviddet breder sig, og i netop min familie muligvis hurtigere end i det øvrige. Og dog. Se f.eks. patriot.dk, redigeret af Ole Kreiberg, som “fralægger sig ethvert ansvar”, herunder - antager jeg - for de mange revisionistiske artikler. Her er imod forstandens forhekselse linket til en undervisningsside udgivet af Dansk Center for Holocaust - og Folkedrabsstudie. Henrik Larsen er gået metal, og jeg har lavet et lille galleri med Things that traditionally go well with whips.
13/09/05: Dagens tema: Noget & noget andet i Skanderborg midtby. Korrektion, for nu sidder jeg med det nye nummer af Tidens Mand. Marianne er ikke bare i, hun er (søreme) da kvartalets TM babe - med et stort foto på forsiden og billeder og et interview indeni. Tillad mig endnu en gang at pointere, så du kan tænke lidt mere over det, at jeg helt ærligt engang har lavet film sammen med Marianne - og det betyder jo faktisk, at jeg på en måde kender en, der er kendt. Fra bladene. Det gør ikke mig til noget særligt, det forstår jeg. Men alligevel. Det er da i hvert bedre end ikke at kende nogen, der er kendt. Fra bladene. Og hvorfor er det, at folk altid gir sig til at småfnise, når jeg nævner Andreas Vollenweider? Lytter i dag til Andreas Vollenweider & Friends - Live 1982-1994. Jeg har i det store og hele kun været til tre koncerter i mit liv, en med Ozzy Osbourne, en med Josef Zawinul - og Andreas Vollenweider live i Holstebro. Den første var klart den ringeste, og den sidste var klart den bedste. Det mest mindeværdige ved Zawinul-koncerten, så vidt jeg husker, var sådan set, at han som sædvanlig havde den dér hat på, som han engang har fået af Monk. Det ku jeg godt bruge til noget. Åndeligt talt. Resten var som vand på den gås, som er mig. Nye filmomtaler på Lars GPs site. Her er Lotte. Modtog The Secret of the Black Chrysanthemum med posten i går. Min Charles Olson-samling vokser.
15/09/05: Min gode ven Jesper M - høj, tjekket og glad for Arne Jacobsen - beskyldte mig i dag på Messenger for undertiden at være en (citat) “afslappet indifferent” (citat slut) person. “Se nu lidt glad ud,” siger Lisbet - glad for Arne Jacobsen - altid, når vi chatter on cam. Tiden må være inde til et genmæle. For det første: Det er ikke indifference, men - foretrækker jeg at tænke - min distancens pathos. Dernæst: Allerede i en ung alder blev jeg af min farfar - fuldstændig ligeglad med Arne Jacobsen - belært om det højst utidige i at belemre andre mennesker med sit gode humør, herunder i særdeleshed latter. Hvis et eller andet forekommer en så grinagtigt, at man absolut er nødt til at more sig over det, så kan man venligst gå afsides, eller nøjes med at le i sit indre. Kun bøller og uvorne teenagere går rundt og griner på gaden. Og for det tredje: Jeg har besluttet mig for - uden i øvrigt at vide meget om manden eller hans ting - at være modstander af Arne Jacobsen, dansk designs svar på Calvin. Og - tilsvarende - at holde af Wegner. Lytter stadig til Götterdämmerung. Men enden er nær.
16/09/05: Update sidst på dagen: Til de, der endnu ikke har gennemskuet bedraget, for der er åbenbart en del: Mit live cam fra Skanderborg (til venstre) en en gif-fil, der kører i ring. Fuldstændig ligesom migselv. Koordinerer de? Er det sådan, det er? Jeg begynder at få anelser om foul play - for nu skete det igen, og det var de samme to personer. Her er, hvad Lisbet skrev på Messenger i går aftes kl. 22.18: “Men behøver du være så litterær?” Og her er, hvad Jesper skrev i en email i dag kl. 17.17: “Du, som er en særdeles oplyst og litterær person … ” Jeg er ikke helt klar over, hvad det betyder - at jeg er litterær - men det er næsten helt sikkert noget skidt, tror jeg, for sådan er det for det meste med mig. I anledning af vores halvrunde bryllupsdag, som er i dag, har Ane foræret mig denne indspilning af Tristan und Isolde. Til gengæld har jeg foræret hende to billetter til Rigoletto i Skanderbor Kulturhus. Opera, opera. Peter Nielsen, Danmarks fineste digter (og en BoBlog-smuglæser, it would seem), har meget venligt sendt mig et eksemplar af Herta Müllers bog (se 04/09/05). Tak for det. Og en opfordring: Forleden fortalte Frk. F mig, at hun netop havde købt et eksemplar af Peter Nielsens Medfødte sekunder for tyve kroner på et udsalg i Århus. Det er helt ude i skoven. På den anden side: Faktum er. Bl.a. at der ikke er noget stort marked for lyrik i Danmark. Hvis du falder over Nielsen til billige penge derude, så er jeg meget interesseret. Køb - og sælg videre til mig. Please. Jeg har ganske mange af Nielsens digtsamlinger allerede, men en del i udgaver udgået fra biblioteker, og jeg kan sagtens bruge dubletter. De sidste 2-3 år har jeg gået med planer om at skrive et essay om Nielsens digtning, og jeg har flere gange taget tilløb, men indtil videre er det ikke lykkedes. Dels er jeg - jo - overhovedet ikke litteraturkritisk begavet, jeg ved intet om litteraturteori o.s.v., og dels (og det er sikkert vigtigere) har jeg svært ved at få værket på afstand, så jeg kan se det. Jeg har levet med det så længe - siden 1987, helt præcist - og jeg har mange ting investeret. Men jeg har ikke opgivet projektet. Det må kunne lade sig gøre. Sammen med Müller-bogen modtog jeg - som en slags poesi i det virkelige - min første pisk, nr. 2 på listen. Scroll helt ned til bunden.
19/09/05: Dagens tema: Min hastighed, tidens hastighed, og skriftens. Der er to ord eller udtryk (og flere), som jeg holder meget af. Det ene er banelegeme, som jeg bl.a. brugte forleden, og som jeg osse engang har brugt i et digt (og jeg planlægger at bruge det igen). Det skvulper nærmest af krop. Og det andet er åbent brev. Det åbne er ikke lukket, og åbne breve er ikke lukkede breve. Hvad lukker et brev? Et lukket forhold mellem to personer, der ikke hver for sig er i bevægelse, som er lukkede? Jørgen Leth har engang defineret et lukket værk som et værk, der ikke gør andet end at føre bevis for det, det allerede ved i forvejen - eller som det tror, at det ved. I hvert fald: Der er meget i gang i det udtryk, åbent brev; et jeg og et du eller et I, et forhold, en henvendelse, noget om grænser og om grænseløse måder. Æstetik. Nyt indkøb til min Charles Olson-samling: Open Letter, Second Series, Number Two, Summer 1972, der bl.a. indeholder Warren Tallman: Proprioception in Charles Olson’s Poetry og Matthew Corrigan: Charles Olson: Materials for a Nexus. Læser Herta Müllers bog, men det går langsomt. Den er skrevet langsomt, og jeg tror ikke, man kan læse den hurtigt. Den handler - ud over alt det andet - om den tomhed, der gaber ind-i-mellem, og som man må forholde sig til, når ordene ikke længere, som i barndommen, ligger direkte på de ting, de betegner; i mellemrummet mellem ord og genstand. Teksten er langsom, jeg forsøger at gøre mig langsom, så jeg kan være, hvor den er - men dagen går hurtigt. Og nu skal jeg f.eks. på posthuset, inden det lukker. Klokken er 16.28.
25/09/05: Hjemvendt, hel og med hovedstaden genopfrisket - og venskaber. I Paludans boghandel fandt jeg hele fire eksemplarer af Peter Nielsens digtsamling Jeg bor her kun, og jeg købte de to, plus et enkelt eksemplar af Provinsidyl, som jeg ikke havde i forvejen. Var på Nationalmuseet - på Anes initiativ - for at se udstillingen Himmelskiven og Solvognen. Lod mig (igen) betage af museets Etnografisk Samling, især den afrikanske, og købte et sørøver-sværd. Derudover: Christiania og det nye operahus.
26/09/05: Politiken bragte 24/04 Rune Engelbreth Larsens krigserklæring til Dansk Folkeparti. Læs den her. Erklæringen er, skriver Rune afslutningsvis, “en invitation til Dig om at trække sværdet og pennen og gøre det til de næste ti års vigtigste, afgørende, højeste og måske eneste prioritet at bekæmpe tidsånden, der har besat Dansk Folkeparti, som har besat Danmark.” Ganske indlysende - tænker jeg - kan denne ånd ikke bekæmpes med argumenter, ikke fordi argumenterne mangler, men fordi det (altsammen) overhovedet ikke handler om argumenter, men om angst. Jeg har - siden jeg først havde fornøjelsen af at lære ham at kende - altid været en beundrer af Rune Engelbreth, af hans enorme vidensbegær, hans store begavelse og hans helt ubegribelige arbejdsomhed og kampgejst. Jeg har undertiden været endog meget uenig med ham, og rent politisk - hvis man overhovedet kan sige sådan - står vi langt fra hinanden. Men det er ligemeget, i hvert fald for mig, for så vidt som vi begge - og det gør vi, det tror jeg - bestræber os på at være redelige og ordentlige mennesker. Cirka. Og jeg er under alle omstændigheder helt enig med ham i, at “tidsånden” for tiden er klam. Inspireret af Runes erklæring har jeg lyst til at bidrage med følgende: At hvert år på kvindernes internationale kampdag sidder jeg og ærgrer mig, fordi jeg heller ikke i år - hvert år - fik skrevet min voldsomt morsomme kronik om Hvordan jeg lærte at slå lokumbrædtet ned. Jeg skal nøjes med at anføre pointen, at hvor er det dog grinagtigt, at vi ikke har ligeløn i Danmark. Men historien kan osse - som en slags lignelse - illustrere min egen overbevisning m.h.t. hvordan vi allerbedst modgår den omsiggribende ‘pianisering’ af vort samfund. Den korte version lyder sådan her: Gennem hele min barndom og op gennem mine teenageår forsøgte mine forældre at lære mig at slå toiletbrædtet ned. Hvis jeg havde glemt det, kom min far og hentede mig, der blev talt hårdt til mig, der blev argumenteret, illustreret o.s.v. - men det var altsammen aldeles forgæves. Det sev ganske enkelt ikke ind. Jeg lærte at slå brædtet ned, fordi jeg som (halv-)voksen havde fået job i en butik, og fordi jeg en dag, mens jeg var på arbejde, gik på lokum for at tisse. Som sædvanlig glemte jeg at slå brædtet ned - men bagefter, da jeg var kommet ud, gik en af damerne på toilettet. Og hun kom skraldgrinende ud bagefter. Latteren er min pointe, så det er vigtigt at forstå den korrekt. Hun vidste ikke, at det var mig, der forinden havde været derinde, så hun vidste ikke, at det var mig, hun lo af. Men hun lo, så hun havde tårer i øjnene. Hun syntes, det var så grinagtigt, at en eller anden mand ikke havde lært at slå toiletbrædtet ned - og hendes latter var hverken hånlig, villet, anstrengt eller retningsbestemt. Den var fuldstændig ren og ægte. Det var så så morsomt - og siden den dag har jeg husket at slå brædtet ned. Man kan leve med at være genstand for andres hån eller spot, i hvert fald hvis man har den rette konstitution, men det er meget svært at leve med at være til den slags grin. Det er et mægtigt våben. Det er ifølge sagens natur ret svært strategisk at beslutte sig for en ægte latter, det er klart. Men man ku jo prøve. Eventuelt kan vi jo allesammen love hinanden at øve os hjemme foran spejlet - så vi, næste gang vi hører om en arbejdsgiver, der ikke betaler ligeløn til mænd og kvinder, kan grine højt (ikke hånligt, men ægte). Eller næste gang en eller anden fortæller os, at han eller hun har stemt på Dansk Folkeparti. Så må vi le. Jeg garanterer, at det vil ha en effekt.
28/09/05: Min chef, Christian R, er blevet far. Hjertelig til lykke! Se billeder af vidunderet her. Dagens tema - og Christian, mor og ny baby, det er jeg altså virkelig ked af - er ondskab. Eller mere præcist: Fascinationen af ondskaben, herunder i særdeleshed min egen. Jeg følte mig gevaldig ramt, da jeg i går læste, hvad min søster Gitte havde skrevet om “evil as emptiness” på sit website. Hun skriver: “It is interesting how my own state of depression has changed me. It has darkened and changed the very core of me. I do believe there is a cure for depression but I also believe that once you have suffered this illness, you are a different person than you started out as [...] you have also come really close to what I describe as evil.” Jeg har selv oplevet det nøjagtig ligesådan. En depression fratager dig din evne til at kommunikere præcist med andre, til at kunne finde ord og udtryk der passer. Den fratager dig din evne til objektiv tænkning, den gør dig sanseløs og gør verden grå, den gør alting værdiløst og ligegyldigt. Du bliver følelseskold - eller dine følelser er ikke dine egne. De kommer til udtryk som en slags udbrud, men det er ikke dig, der gør det eller siger det eller mener det. Det er bare noget, der sker. Til sidst er du ikke andet end en tom skal. Der sker ting indeni, og der sker ting udenfor, men intet af det er dig. Som seriemorderen Dennis Nilsen sagde om sigselv: Du blir en monochrome man. Man kommer ikke ud af en depression med spændende billeder på nethinden eller pudsige minder fra møder med ens eget ubevidste; man kommer ud med dette indtryk af tomhed. Man kommer ud med en mistro til sproget, fordi det nu har vist sig at kunne svigte, og man stiller nye krav til ting og til mennesker, at de skal bevise deres værd - at de ikke bare er ingenting. Men man kommer osse ud med en fascination af tomheden. Fascinationen kan antage mange former: Man kan begynde at interessere sig for mennesker, der opsøger eller omgås den, f.eks. religiøst, filosofisk eller litterært, eller man kan fatte en interesse for mennesker, der lider under den, tomhedens ofre - og ofrenes ondskab. Der er ingen som helst tvivl om, at jeg i det forløbne er blevet - som Gitte skriver - “darkened and changed”. Bl.a. derfor min pludseligt opståede interesse for Marquis de Sade og for piske, bl.a. - men osse for Charles Olson, som er min guide under rejsen tilbage til den virkelige verden, hvor ting, historie og sprog har værdi: “one loves only form, / and form only comes / into existence when / the thing is born // born of yourself” (Maximus Poems).