Det er godt at være en KENDER, men det er bedre at være en EKSPERT. Og det er endnu finere at være en AUTORITET. På et eller andet område. En autoritet inden for forskning i jernbanernes udvikling, for eksempel. Eller gen-manipulation af tulipaner. Kenderen henviser til eksperten, som blandt andet er ekspert, fordi han/hun ved, hvem de rigtige autoriteter inden for området er — og forholder sig til dem. Og det aller-fineste, man kan være, er en DEFINITIV AUTORITET, som er en slags super-autoritet, og som er den, der qua sin position har retten til at fælde endelig dom med hensyn til, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Til at få det sidste ord.
Alle karriere-akademikere drømmer om at blive en DEFINITIV AUTORITET — men det gælder ikke kun akademikere. Det gælder også eksempelvis i diverse undergrunds-nørde-miljøer, hvor det giver STREET CRED at være den, der ved allermest om et eller andet umuligt emne. Og faktisk har jeg en helt hjemmestrikket teori om, at – så at sige – jo mindre og mere upåagtet området er, des mere indædte og tossede bliver de involverede. Eller: Jo færre spillere på banen, des mere personlig bliver kampen. Ofte. Tror jeg.
Der er skrevet ganske meget om Charles Olson, herunder en hel del bøger. Olson har en placering i den amerikanske lyrik, men er ikke meget kendt i Europa. Hans mange brevvekslinger med diverse er udgivet, hans digte og prosa-tekster, analyser og perspektiveringer og så videre — men til dato er der kun udkommet én samlet biografi om manden, nemlig Tom Clarks “Charles Olson – The Allegory of a Poet’s Life”. Som er en fremragende bog. Men også en meget kritisk bog. Clark, som selv er digter, fremstiller Olson som – også – et tragisk menneske, der var villig til ikke kun at ofre sig selv, men også andre til fordel for poesien, som selv-centreret og kold, til tider umulig og uden virkelige evner for at indgå i sådanne sociale sammenhænge, som han ellers – i sine digte – besang.
Lige siden Clark udgav sin biografi, har en anden Olson-ekspert, Ralph Maud, kæmpet en indædt kamp for at modgå det billede af Olson, som Clark optegner i bogen. Maud har ikke kun udgivet analyser af Olsons digte og en “Charles Olson Reader”, han er også stifter af The Charles Olson Society — og nu har han udgivet sin egen biografi, “Charles Olson at the Harbor“. Som jeg netop har bestilt. Ifølge omtaler på nettet er der reelt slet ikke tale om en biografi, men nærmere om ét langt rettelsesblad til Tom Clarks bog.
Ralph Mauds forhold til Olson kan dårligt beskrives som andet end hengivent. Han har i årevis helt personligt arbejdet på at genskabe (en kopi af) Olsons privatbibliotek. Hvis man ønsker at vide, hvor mange cigaretter Olson røg på en given dag i ‘65, så kan Maud sikkert fortælle det. Han er sådan én. Men netop derfor, synes jeg, er han mistænkelig. For jeg er af en mistroisk natur. Han ligner lidt for meget en troende, der kæmper for at bevare billedet af sin helgen intakt — men det er muligt, at jeg tager fejl. Det sker ikke ofte, men det hænder.
Under alle omstændigheder glæder jeg mig meget til at læse bogen. Mere om “Charles Olson at the Harbor” her, her og her.
1 Svar til “Om at have retten til det sidste ord”