The Oil of Aphrodite and the Dust of the Grand Wazoo
Man skal bare følge sin FASCINATION … eller hvordan man nu siger. Og se hvor man havner.
Fra Harrison Birtwistle, som jeg for tiden er ret optaget af, og som har komponeret et stykke, der hedder “Silbury Air“, kom jeg til Gustav Holst og “Egdon Heath” — som, stykket, jeg desværre ikke kunne finde på Youtube. Men til gengæld fandt jeg “St. Paul’s Suite“, som jeg aldrig havde hørt. Her er de to første dele, en jig og en ostinato:
Gadagung.
Fransk – it.: pasticcio, postej, af pasta, dej.
Er tilbage efter endnu en smuttur til Randers — og det lader til, at Ane og jeg nu har fundet os et nyt sted at bo. Hurra. Så mangler vi bare alt det hæslige, forfærdelige: At pakke og at få alt vores halløj transporteret derover. På den anden side af bælterne. Er der tilfældigvis nogen, der kender et godt og pålideligt flyttefirma?
På vej i toget læste jeg David Lodges “The British Museum is Falling Down“, som første gang udkom i 1965. Jeg har tidligere læst flere af Lodges andre romaner, bl.a. “Changing Places”, “Small World” og “Nice Work” — og jeg har ingen fornuftig forklaring på, hvorfor jeg ikke (også) har læst resten. For David Lodge er meget morsom. Synes jeg. Især – nok – hvis man som læser har et vist kendskab til universiteter og universitetsmiljøer.
Lodges (ofte) ironiske udstilling af livet som universitetsansat har ikke forhindret ham i at gøre karriere. Han er nu gået på pension, men er fortsat Honorary Professor of Modern English Literature ved universitetet i Birmingham. Ekspert i viktoriansk litteratur. “The British Museum is Falling Down” var hans tredje roman, og det er ikke hans bedste — men den er skæg. Vi følger en katolsk litteraturmand fra han vågner om morgenen og bliver nødt til at iføre sig et par af konens trusser, fordi alle hans egne underbukser er til vask, til han igen går i seng. Uden at have foretaget sig ret meget fornuftigt. Bogen er skrevet som en serie pasticher på diverse kendte forfattere, herunder James Joyce. “Ulysses” foregår som bekendt også i løbet af (kun) en dag — og ligesom “Ulysses” ender med hustruens lange stream of consciousness, således også i Lodges roman. Men hvor det hele hos Joyce ender i et rungende “YES”, slutter det hos Lodge med et mere forvirret “perhaps”. Måske, måske.
Flere af David Lodges romaner er oversat til dansk, og jeg anbefaler dem varmt. “Small World” handler (blandt andet) om universitetskonferencer. “Nice Work” (“Ordentligt arbejde“) handler om akademikere og ERHVERVSLIVET.
I have one main WoW char named Babzilla, a level 80 blood elf warlock. I also have a bank alt, Babzelance (located in Silvermoon City), and I have a book collecting Death Knight named Antiquarian (located in Orgrimmar). I don’t plan to level any of them.
Babzilla has just reached 2400 achievement points, and there are still plenty of things for her to do, including hundreds of quests. And soon “Cataclysm” will hit Azeroth. I’ve previously created a few secondary chars, but rather quickly I lost interest in them — and by now they have been deleted.
But today, however, I created not only one but six whole new characters. In fact, I created one new char for each main role in Richard Wagner’s last opera, “Parsifal“. I was slightly bored … yes. But also, it seemed fitting. The name of the guild I belong to is Wagnerites.
So, here’s Parzival:
Since the name Parsifal was already taken, I had to go ARCHAIC.
Here’s Kundry:
And Gurnemanz:
Amfortas:
Klingsor:
And Titurel:
Two taurens, two blood elves, one undead, and a troll. All different classes.
I have no idea if I’m ever actually gonna play any of them. But now – at least – they exist. Hail Wagner.
Måske bliver jeg bare nødt til at bestille en af hver. I hvert fald denne Dalaran University t-shirt. Og denne Green Linen Shirt. Og “Home Is Where The Hearthstone Is“.
Med hjælp fra Lars fuldførte jeg i dag de sidste 6 quests i Blade’s Edge Mountains, og dermed blev jeg Loremaster of Outland:
Den allersidste opgave, jeg blev pålagt, handlede om at indfange nogle flyvende (og i øvrigt ret fredelige) dyr:
Der er for tiden Brewfest i Azeroth. Man drikker diverse former for øl og spiser pølser og saltkringler — og når man (ret hurtigt) bliver beruset, ser alting således ud:
Sløret.
Her poserer jeg foran en solnedgang i Azshara:
Her studerer jeg den højere magi:
Og her taler jeg lidt med en drage:
Har læst cirka 320 sider af “The Lost Symbol”, og dagens (og nattens) musik er Haydns cello-koncert nr. 1 og 2 spillet af Rostropovitch.
De seneste dage har jeg læst denne bog med “Samtaler og interview 1963-1987″ — med Primo Levi. Og den har optaget mig noget så gevaldigt. Jeg havde den i weekenden med i toget til Randers, og i går havde jeg den med til København. Det er flere år siden, jeg købte bogen, men den havnede efterfølgende i et lidt dunkelt hjørne af reolen — og dukkede nu op i forbindelse med en oprydning.
Primo Levi, der begik selvmord i 1987, var italiensk jøde. Han arbejdede i årtier som kemiker på en fabrik (og endte som administrerende direktør) og skrev derudover en god håndfuld bøger, hvoraf de mest kendte er “Hvis dette er et menneske”, “Tøbruddet” og “Det periodiske system”.
Levi blev under Den Anden Verdenskrig interneret i en af de nazistiske udryddelseslejre ved Auschwitz. Han forblev til sin død ateist, men Mussolinis racelove, som han senere selv forklarede det, gjorde ham til jøde. Og Auschwitz gjorde ham til en undtagelse. Primo Levi overlevede opholdet i lejren — i modsætning til de tusinder og atter tusinder af mænd, kvinder og børn, der blev myrdet. I “Samtaler og interview” henviser han flere gange til dette forhold, at han ikke skriver og ikke kan skrive som en ‘almindelig’ Auschwitz-fange. Han skriver – bærer vidnesbyrd – som en, der overlevede. Det almindelige var, at fanger døde. Mere end en million mennesker mistede livet i Auschwitz-lejrene.
Fortsættes …
Indkøb: Den nye Dan Brown-roman, “The Lost Symbol”, og Pierre Boulez’ 1970-udgave af Wagners “Parsifal”. En anmelder på Amazons side kalder den “brisk & businesslike”, og selv om “businesslike” forekommer mig at være et lidt uheldigt valgt udtryk, forstår jeg godt, hvad han eller hun mener. “Parsifal” er et tysk og følelsesfuldt mesterværk — men Boulez er en kølig og usentimental franskmand. Ingen pjank eller pjat. Det er, så vidt jeg husker, min “Parsifal” nummer 4. På lager. Måske nummer 5.
I dag er det piratdag i Azeroth.
Bjarne Thyregod har meget venligt skevet en kommentar til mit blogindlæg om Politiken og den dér bog. Jeg tillader mig at svare i form af (endnu) et indlæg:
Hej Bjarne — og tak for kommentaren.
Jeg “glemmer” ikke just at nævne Poul Dahl. Jeg nævner ham bare ikke. For han – og misforstå mig endelig ikke – er jo også helt ligegyldig. Poul Dahl ved betydelig mere om jægerkorpset, end jeg gør, for eksempel, eller Smølfine gør. Eller Tøger Seidenfaden gør. Absolut. Men heller ikke han er kvalificeret til at vurdere. Det er kun forsvarschefen og hans stab.
Politiken synes at mene, at hvis de – som de nu har gjort – udgiver bogen, så kan vi alle læse den og tage en offentlig debat om, hvorvidt den virkelig er så skadelig, som Forsvaret påstår. Men det er varm luft — for hvordan i alverden skulle vi helt almindelige mennesker dog vide noget om det? Vi kender jo ikke noget som helst til aktuelle efterretningsforhold, aftaler med andre nationer, planlagte operationer eller andet. Vi kan ikke vurdere, hvad der er følsomt, og hvad der er ok. Vi har ikke de nødvendige, faglige kvalifikationer.
Hvis Forsvaret mener, at en bog bringer nationens sikkerhed i fare, er der – for mig at se – reelt ingen, der kan argumentere imod det. Hvem skulle kunne det? Men hermed er helt indlysende IKKE sagt, at Forsvaret (derfor) kan diktere, om en bog må udgives eller ej. For der er jo også andre hensyn at tage, herunder ikke mindst hensynet til ytringsfriheden — og det må i de enkelte tilfælde være op til domstolene at træffe en beslutning. Forsvaret kan af gode grunde ikke fremlægge deres sag i fuld offentlighed, så det må foregå bag lukkede døre.
Men altså: Politikens redaktion er ikke kvalificeret til at fælde en dom — uanset hvor mange “eksperter”, de trækker af stalden. I bedste fald har redaktionen med udgivelsen formået at gøre sig til grin i resten af medieverden og upopulær blandt de magthavere, de har brug for at opretholde et fornuftigt forhold til. I værste fald har de bragt danske unge mænd og kvinder i fare.
En fortsættelse af mit tidligere indlæg om Birtwistles opera:
Hvis man googler “the mask of orpheus birtwistle”, får man 5010 hits. Jeg har ikke tjekket dem alle, selvfølgelig, men jeg har plukket her og dér — og jeg har (indtil videre) ikke fundet en eneste tekst, hvori forfatteren eller forfatterne forsøger at UDLÆGGE eller forklare, hvad operaen egentlig handler om. Og det kan jeg sådan set godt forstå. CD-udgivelsen er ledsaget af en 70 sider lang booklet med (bl.a.) librettoen — men allerede på første side får man at vide, at den trykte libretto IKKE er identisk med den tekst, der rent faktisk er blevet brugt. Og at man har valgt at bruge en anden (og, altså, forkert), fordi den rigtige nok bare ville forvirre. Godt så.
“The Mask of Orpheus” handler selvfølgelig om Orfeus og Eurydike, men den genfortæller ikke myten i lineær form. Operaen er opbygget af 126 “begivenheder”, som fordeler sig på 3 akter, der er inddelt i “søjler” og “sange” og “drømme” og andet — som alle er opdelt i 3. Og som synges af personer, der er opdelt i 3. Eksempelvis Orfeus: Manden, helten og myten. Det er altsammen helt ufolkeligt indviklet — og diagrammerne, som er gengivet i booklet’en, er upoetisk læsning. “89 O(s) A” betyder “Item 89 Orpheus (singer) Aria”. Men det lyder som noget fra den lille elektrikers håndbog.
For så vidt er operaen en smule utilgængelig. Men pointen – eller hvad man nu skal kalde den – er sådan set ikke særlig umulig. I myternes verden, som jeg skrev i mit foregående indlæg, sker alting på én gang. I “The Mask of Orpheus” fortælles hele myten hele tiden. Hele myten er indeholdt i hver eneste af de 126 “begivenheder”: Den fortælles, genfortælles på en anden måde, spejles og overvejes, drømmes og leves. Tiden går, mens man (som jeg) ligger på sofaen og lytter til musikken — men egentlig står tiden stille. Eller: Egentlig er man uden for tiden. I en anden, mytisk og unaturlig tid, som ikke går, men står stille.
Og det er lige præcis dét, operaen som kunstform kan — eller som operaen er velegnet til. Og som man skal have sans for, hvis man skal kunne forstå at værdsætte opera. Man hører af og til folk gøre grin med det forhold, at når heltinden i en opera bliver stukket med en kniv, så lægger hun sig – som ordentlige mennesker – ikke ned og dør. Tværtimod, hun ranker ryggen og giver sig til at synge en 20 minutters arie — hvorefter (endelig) hun daser om. Det er latterligt. Men det er heller ikke det, der sker. Når hun bliver stukket med kniven, går tiden i stå. De 20 minutter tager ikke 20 minutter, men et øjeblik — men et FYLDT øjeblik. Og det tager 20 minutter at gøre det klart.
Og på samme måde med “The Mask of Orpheus”. Myten om Orfeus tager ingen-tid eller al-tid — men operaen varer præcis 2 timer og 42 minutter og 17 sekunder. Allesammen FYLDTE.
Nye kommentarer