Vores TDC-hjemmesider nedlægges

Det er måske en besynderlig ting at sidde og blive (lidt) vemodig over … men alligevel. Det er MANGE år siden, Ane og jeg fik vores første internetforbindelse. Det var gennem TeleDanmark, som nu hedder TDC — og vi havde et 33.6-modem, som sagde de dér mystiske lyde.

Og vi har aldrig skiftet udbyder. Vi har fået hurtigere (og trådløst) net — men det er stadig TDC. Grundpakken er den samme, og med i pakken – allerede fra begyndelsen – fulgte et tilbud om webhosting. Lige siden har http://home20.inet.tele.dk/gorzelak været hjemsted for adskillige websites, og jeg har brugt oceaner af tid på at fifle og indsætte billeder og lave nye designs og oploade o.s.v.

Siden jeg begyndte at blogge – først på Smartlog og nu på WordPress – har jeg forsømt sitet. Og nu er det pludselig slut. Vi har fået en SKRIVELSE fra TDC, hvori de meddeler, at deres webhosting ophører.

Ane og jeg står således over for både en FYSISK og en VIRTUEL flytning — og vi vælger, tror jeg, at prioritere den første. Begge vores sites skal flyttes til en anden udbyder, men i mellemtiden er der risiko for, at både www.anebysted.dk, www.elendighed.dk og www.sade.dk (som alle henviser til TDC) en overgang vil være utilgængelige. Men hvis du har linket til et af de tre sites, så tjek venligst at du har linket til – netop – en af de tre nævnte adresser — og IKKE til den egentlige TDC-adresse, http://home20.inet.tele.dk/gorzelak/[et-eller-andet]. De tre www-adresser vil igen fungere, så snart vi får de tre sites flyttet. Nemlig.

Men det er snart slut med http://home20.inet.tele.dk/gorzelak. Det var, som man siger, a good run.

Skæve og vinde

De er skæve og vinde og har aldrig opfundet ret mange skarpe knive i skuffen. Nemlig, Brian.

Til Eichberg

Fra et længere essay om instruktøren Dario Argento:

***

Osse i Profondo Rosso hentydes der til telepatisk kontakt med insekter, og Argento har ligefrem lavet en film, der hedder Fire fluer (Quattro Mosche di Velluto Grigio). Jeg har selv tilbragt ganske meget af min ungdom med at løbe rundt med et insekt-net på lokale enge, og jeg forstår derfor udmærket relevansen af Dr. John MacGregors spørgsmål i Phenomena: ”What is the association between insects and the human soul?” Fremført i en Argento-film er det ikke noget ufarligt spørgsmål.

Den franske entomolog J.H. Fabre efterlyser i sit dybt fascinerende (og især for en argentolog helt vidunderlige) værk om Instinktets Mysterier af hos Insekter og Edderkopper ”et entomologisk Laboratorium, bestemt ikke til Studiet af døde Dyr i Alkohol, men til Studiet af det levende Instinkt, et Laboratorium, der til Genstand for sine Undersøgelser har de levende Dyrs Instinkter,” bl.a. med henblik på at ”fastslaa ved Forsøg Skellinien mellem Forstand og Instinkt” (s. 17).

Jeg vil tillade mig en analytisk tilbagelænethed og påstå, at Argentos værk, herunder Phenomena, i en vis forstand er et sådan ”Laboratorium”, – idet det, der hos Fabre kaldes instinkt, hos Argento er perversion, ”one of the prime impulses of the heart.” Insekterne repræsenterer det perverse og irrationelle. Beelzebub, som i Det nye Testamente er et navn for Djævelen, betyder fluernes herre. Spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt telepatisk at kommunikere med insekter, så de kan kontrolleres, bliver da til spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at rationalisere med det irrationelle og at få det tæmmet. Jennifer i Phenomena kan gøre det, tilsyneladende, og i den henseende er filmen overraskende optimistisk, al volden til trods. Men hun er atypisk. I Argentos film – både før og efter – ender forstanden ikke med at kaste lys over ”det levende Instinkt”, tværtimod. Det er instinktet, der sværmer med mørke.

***

Hele teksten kan læses her.

Urværk, 2

En direkte fortsættelse af mit foregående indlæg — og om muligt endnu mere introspektivt, selvsmagende og uforståeligt:

Lige for tiden er jeg ret optaget af den engelske komponist Harrison Birtwistle. Jeg lytter – og det er også en pointe – aldrig bare til MUSIK. Jeg lytter til KOMPONISTER.

Og derfor har jeg navngivet disse to indlæg “Urværk” — ikke bare, altså, urværk, clockwork, men også ur-værk. Birtwistle handler om ure og om tid, og han har ligefrem komponeret et værk, som han har kaldt “Harrison’s Clocks”. Foruden “Chronometer”,  “The Triumph of Time” og flere mobiler. Men Birtwistle handler også om noget chtonisk og rituelt — ikke på den tyske, gotiske måde, men meget mere engelsk. Ikke dystre borge eller blod og lysbærende jomfruer — men Den grønne mand og pantomime.

Og her er, hvad jeg mener: Mit forhold til Birtwistles musik, når jeg lytter til den, er i hvert fald ikke RENT. Det er ikke engang sobert. Men lidt skørt. Musikken er (ofte) forholdsvis larmende, og den er ikke (umiddelbart) charmerende. På den dér pastorale manér, som vi forbinder med the English countryside. Slet ikke. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at forbinde Birtwistle med “Midsomer Murders”, som er en af mine yndlings-tv-serier — og som flirter, serien, med nogle af de samme ting. Om ikke ude i virkeligheden, så inde i mit hovede … er det sådan. Timingen, som alle kriminalhistorier hænger på, det (tit) halv-okkulte, landskabet, GRØNHEDEN, markedsdage med dukkespil.

Birtwistle har på et tidspunkt omtalt sig selv – som komponist – som “stensætter”. En stensætter sætter den sten, han har samlet op. Han finder det sted, hvor stenen passer. Ligesom, tænker jeg, en detektiv.

Her er temaet fra “Midsomer Murders”:

Og her er Birtwistle:

Urværk, 1

For cirka 14 dage siden skrev jeg i et indlæg her i bloggen, at “Jeg har i det hele taget – måske netop på grund af mine (manglende) forudsætninger – svært ved at forbinde musik med ret meget. Ud over med musik. Hvilket – i den positive udlægning – også betyder, at for mig forbliver musikken REN.”

Indlægget handlede egentlig om nostalgi, og om at jeg ikke har et nostalgisk forhold til musik. Og det var – og er – sandt. Men jeg lod mig rive lidt med henimod slutningen. Som citeret. Og det har jeg faktisk gået og spekuleret over lige siden.

For måske – måske – var det, hvad jeg skrev, det STIK MODSATTE af sandheden. Det kom til at lugte lidt for meget af BARNLIG USKYLD — og jeg er selvsagt ikke noget barnligt, uskyldigt menneske. Heller ikke i forhold til musik.

Så tillad mig – for balancens skyld – fuldstændig at modsige mig selv. Jeg forholder mig ikke RENT eller USKYLDIGT til musik, men jeg forholder mig heller ikke nostalgisk. Og jeg har ingen forudsætninger for at forholde mig professionelt. Jeg forholder mig LITTERÆRT, tror jeg — for jeg er en litterær person. Jeg tiltrækkes af musik, der kildrer mit litterære organ. Og – omvendt – jeg har det svært med musik, der helt lægger sproget ned.

Det betyder slet ikke, at jeg kun gider vokalmusik — men der er (vistnok) en slags overensstemmelse mellem FORMERNE, de musiske og de litterære. Jeg er ikke TOSSET med romaner, og jeg er ikke TOSSET med symfonier. For eksempel. Og jeg kan slet ikke finde ud af at læse noveller — men jeg kan vældig godt lide essays. Og digte. Meget af den musik, jeg sætter pris på, er – bilder jeg mig ind, at man kan sige – essayistisk musik.

Men det kan godt være, det er noget vrøvl.

Pissesureuge 2009, 8

Det er blevet søndag, og jeg vil gerne undskylde for mine pissesure indlæg i den forgangne uge. Undskyld. Det mente jeg selvfølgelig slet ikke … hvad jeg skrev.

Cataclysm

The world is about to change. To ny racer, goblins og worgen, fem nye levels, hundredevis af nye quests  — og måske allermest afgørende: Guild levelling. Meget mere om “Cataclysm” her.

Suså Festival 2009

“Hvordan,” tænker en eller anden sikkert, “kommer man egentlig frem til den nye musik? Jeg befinder mig jo ligesom hér, og musikken er ligesom dér … så hvorledes … ?”

Men det er heldigvis ret nemt at svare på.

Man starter med at tage linie 402 fra Kildemarken i Ringsted:

– og står af ved Ringsted Station:

Derfra tager man toget mod Næstved:

Turen tager 18 minutter, og undervejs kan man for eksempel nå at læse i gratisavisen Urban, at “Sprøjteorgasmen er det nye blowjob”:

Og så er man fremme:

Hvorefter man bevæger sig nogle få hundrede meter ned ad gaden og går op ad en sti — og ankommer til Suså Festivalen i Ny Ridehus:

Hvilket jeg gjorde i går. Efter flere års tilløb lykkedes det mig endelig at få løftet bagen – min egen – og komme AFSTED. For der var to ting, jeg gerne ville høre: Om eftermiddagen Hans-Henrik Nordstrøms “De efterladte”, inspireret af Jorns maleri (scroll ned på siden), og Gunnar Berg. Om aftenen.

Og hvordan gik det? Det gik halvt godt. Cirka.

Festivalen giver de besøgende god mulighed for at (så at sige) komme ret tæt på dyrene i zoo — og den slags er jo altid skægt. Jeg sad lige ved siden af Poul Ruders og Nicolai Worsaae Rasmussen. Bag mig sad Ole Buck og Erik Kaltoft, og på rækken foran sad bl.a. Ib Nørholm og Per Nørgård. Og Hans-Henrik Nordstrøm, som er del af festival-ledelsen, var lidt over det hele. Folk var gevaldig flinke og smilende — og jeg fik hørt “De efterladte”. Medsamt mere. Og fik sniksnakket en lille smule med Morten Carlsen.

Eftermiddagsprogrammet, som forløb fra kl. 16 til kl. 18, bestod af to dele: Storstrøms Kammerensemble, som spillede – og spillede mægtigt – “Nye udstillingsbilleder”. Violinisten Agnieszka Marucha var kommet med på et afbud, men alle – også jeg – var meget imponerede over hende. Hør hende spille her. Og – dernæst – trioen med det lidt besynderlige navn pAssAge. p-Røv-Alder … ?

Udmærket. Men så var der pause — faktisk helt frem til kl. 20, hvor Kaltoft skulle spille Berg. Og altså:

Der var stuvende fuldt hele eftermiddagen — for elever fra Næstved Gymnasium var blevet DRAFTET. Og musikstuderende, vistnok, fra København. Men da første del af programmet således var vel overstået, smuttede de tilbage ud i det virkelige liv — og jeg stod og trådte mig selv lidt over tæerne.

Problemet med alle sådanne festivaler – hvad enten det handler om ny musik, frimærker eller dragebyg – er ofte, at der reelt (selv om det selvfølgelig ikke er det, man skriver i ansøgningen til Kulturministeriet) er tale om en form for fætter-kusine-fest, hvor alle kender alle, og alle ser frem til at mødes denne ene gang om året og udveksle minder og prale af nye successer o.s.v. Og det er fint med mig — sålænge der ikke er tale om en lukket fest.

Men da alle gymnasieleverne var forsvundet – og flere af dem syngende – gik fætrene og kusinerne i grupper ud i byen for at få sig noget at spise. På restaurant. Og snakke. Det var – og er – således planlagt, at der er tid til at SOCIALISERE.

Men for en, som er kommet med linie 402 og toget fra Ringsted, og som ikke er en del af familien, er der – uden at ville lyde unødig grov – ikke VOLDSOMT MEGET at foretage sig en fredag aften i Næstved. Jeg spiste en pølse ved en pølsevogn og forsøgte derefter at finde en café – ikke en restaurant – men de havde alle lukket. Til sidst besluttede jeg mig for simpelthen at gå tilbage til Ridehuset. Det er jo et KULTURHUS — og jeg kunne, tænkte jeg, vel nok hænge ud et par timer. Midt i kulturen. For jeg var jo kommet – blandt andet – for at høre Gunnar Berg.

Men da jeg nåede tilbage, havde de LÅST DØREN. Jeg stod udenfor og kunne ikke komme ind — og så begyndte det at regne. Og så blev jeg ærligt talt sur. Det forekom mig – efterhånden som jeg begyndte at småfryse – en lille smule for indspist. Med den dér låste dør.

Så jeg gik tilbage gennem gågaden og ned mod stationen — og undervejs kom jeg forbi en mini-gade-koncert med en fyr, der stod og sang, “Hvorfor er jeg så liderlig?” Tilhørerne sang med på omkvædet, så åbenbart er det et slags lokal-hit i Næstved. Og således – på den måde – blev ringen sluttet. Alligevel. Fra sprøjteorgasmer til liderlige Næstved-boere.

På stationen købte jeg en paperback, som jeg satte mig til at læse, mens jeg ventede på toget hjem.

Samlet score: Hans-Henrik Nordstrøm: 1, Gunnar Berg: 0.

Pissesureuge 2009, 7

Det er Pissesureuge. Læs reglerne her.

TV2 Zulu, som jeg aldrig ser, fordi det er en lortekanal, sendte i går aftes – for n’te gang – “The Rock“. Filmen. Som jo er drengerøvsfed. Helt sikkert. Men mest begyndelsen, Ed Harris i regnvejr og “Gentlemen, welcome to the Rock!” og alt det dér — og på et tidspunkt, da jeg havde fået nok, kom jeg til at slå over på DR2 og havnede i stedet midt i “Smagsdommerne får smæk”.

Og jeg så programmet til ende. Faktisk. Jeg lod mig – næsten – hypnotisere. Jeg sad bare dér og kunne ikke beslutte mig for, hvad der var – og er – allermest lavpandet åndssvagt: De sædvanlige programmer, hvor en flok fuldstændig ligegyldige mennesker udtaler deres personlige og fuldstændige ligegyldige dom over diverse kunstneres værker — eller DETTE, “får smæk”, hvor kunstnerne tager til genmæle over for de ligegyldige. Du milde. Nils Malmros syntes, han havde lavet en virkelig god film (jeg har ikke set den, og jeg kommer heller ikke til det, men jeg kan ikke desto mindre forvisse alle om, at nej, det har han ikke), og Bo Holten syntes, han havde lavet en virkelig god opera. Der havde været, sagde han, en belægningsprocent på 94.

Dansk kunst anno 2009. Belægningsprocent.

Pissesureuge 2009, 6

Det er Pissesureuge. Læs reglerne her.

Jeg skrev ikke noget pissesurt indlæg i går — men det er da bare tough titty. Og i denne weekend skal jeg til Suså Festival i Næstved, så dér får jeg slet ikke tid til at være muggen.

Men her er lidt, I kan tænke over imens:

Ane og jeg skal snart flytte fra Ringsted. Det er jeg ikke sur over, for omstændighederne er lykkelige — og jeg er faktisk heller ikke spor sur over, at jeg i går var ved tandlægen for at få foretaget mit halvårstjek. Jeg plejede at lide HELT VILDT af tandlægeskræk, men min tandlæge i Skanderborg, Carsten, kurerede mig. Så det var (også) fint. Og det var SÅDAN SET også udmærket, at klinikken havde ansat en ny tandplejer, en ung kvinde, og at det var hende – og ikke lægen – der rodede inde i mit hovede. Super-duper. Og det kostede kr. 315,-  Også ok … Eller i hvert fald for lidt til at hidse mig op.

Men hør engang:

Det var – altså – både FØRSTE og SIDSTE gang, jeg fik – og får – fornøjelsen af denne nye tandplejer. Fordi a) hun lige er startet, og b) vi snart flytter. Og jeg har gået regelmæssigt hos den samme tandlæge – den samme klinik – i nu to-og-et-halvt år. Og hun havde – og har – smukke læber. Tandplejeren. Og tindrende øjne og varme hænder (i gummihandsker), som hun hvilede blidt mod min kind. Jeg kunne dårligt undgå at bemærke det, for jeg lå jo dér og havde udsyn til intet andet.

Og det er bare det, jeg mener. Det kan godt være, at hverdagen og livet småt betragtet fungerer. Cirka. Men set lidt fra oven er det skævt sat sammen. Det hele. Hvorfor – for eksempel – blev hende tandplejeren ikke ansat for to år siden? Eller (endda) to-og-et-halvt … ? Det kunne hun jo lige så godt.

Og en anden ting:

Det første, hun gjorde, da jeg havde fået mig placeret i stolen, var at forklare, at hun var nødt til at tælle mine fyldninger, så hun kunne få dem registreret i sin database. “Vi er forpligtede til at have et billede af dit tandsæt,” sagde hun. “Aha,” svarede jeg. “Er det i tilfælde af, at jeg bliver fundet i en eller anden skov … ?” “Ja,” sagde hun og tøvede et øjeblik. “Men det sker vist heldigvis ikke så tit.”

Hvilket jeg selvsagt – efterfølgende – tolker således, at jeg er i MÅLGRUPPEN, og at en-eller-anden MYNDIGHED ved det — og hun derfor er blevet bedt om … og så videre. Så jeg har tænkt mig i den nærmeste fremtid at holde lidt lav profil. Hvis der går alt for mange dage uden et blogindlæg eller andre former for livstegn, så er her et foto, I eventuelt kan uddele i forbindelse med eftersøgningen:

Og her er Black Sabbath: