Lidt om alting

Dette indlæg kunne meget nemt komme til at handle om alting (og derfor ingenting) — for John Cage handler om alting. Og derfor ingenting. Men jeg skal forsøge at begrænse mig.

John Cages bog, “Silence”, da jeg første gang læste den, ændrede mig. Eller bidrog til at ændre mig. Min bevidsthed. Jeg er anderledes i dag, end jeg var dengang, og det er blandt andet på grund af John Cage.

Vi har allesammen brug for at kunne navigere i tilværelsen, og derfor OPERERER vi med forskellige parametre og pejlemærker. Rigtigt eller forkert. Moralsk eller umoralsk. Godt eller dårligt. Smagfuldt eller smagløst. Dén slags. Og til hver af disse SYSTEMER hører en hoben af filosoffer og kunstkritikere og damebladsredaktører og deslige, som kan forklare, hvorfor det ene er bedre end det andet.

Og da jeg var yngre, hørte jeg til iblandt dem, som brugte godt-eller-dårligt-systemet. Det forekom mig at være helt enormt vigtigt at få afgjort, om noget – et stykke musik, et maleri, en bog – var godt, eller om det var dårligt. Det dér med det moralske har aldrig sagt mig så forfærdelig meget — men jeg havde, da jeg var yngre, en udsøgt forfinet smag. Syntes jeg da selv.

Det har jeg ikke mere. Eller rettere: Nu om stunder er jeg lykkelig og bedøvende ligeglad. Hér er – kortform – hvad jeg har lært af John Cage: At hvis

A kun forstår at værdsætte Mozart, og
B kun forstår at værdsætte Lars Lilholt, hvorimod
C forstår at værdsætte både Mozart og Lars Lilholt, så

er C den heldigste. Bortset fra – altså – at det ikke har noget med held at gøre. Det har noget at gøre med OPMÆRKSOMHED.

Det menneske, som – i modsætning til eksempelvis mig selv – er i stand til at få en OPLEVELSE ud af en fodboldkamp, er – i netop denne henseende – bedre i stand til at indoptage livet. Det vil sige mere følsom. For at kunne værdsætte og virkelig opleve en fodboldkamp kræves en (evne til) opmærksomhed og indlevelse — og det samme gælder alt muligt andet, også. En opera. Tour de France. Et venskab. World of Warcraft. De mennesker, der kan få noget ud af disse ting, er bedre stillede end dem, der ikke kan.

Ingen kan (forstå at) værdsætte alting, selvfølgelig — og hvis man helt dropper det dér med pejlemærkerne, kommer man – metaforisk talt – nok nemt til bare at drive rundt. Man ender i indifference og handlingslammelse. Man er nødt til at VILLE et-eller-andet — og noget andet, altså, end at bruge tid på at inddele alverdens ting og sager i godt eller dårligt, rigtigt eller forkert o.s.v.

Så hvad skal man ville? Man skal ville – aktivt – udfordre sin egen følsomhed. Det er i hvert fald min teori — og jeg har endda en METODE:

I stedet for (kun) at dyrke det, man allerede på forhånd godt kan lide, skal man (også) gøre det modsatte: Man skal helt bevidst kaste sig over og – som det hedder – ARBEJDE med det, man lige præcis IKKE kan lide. Give det opmærksomhed og seriøst forsøge at forstå og at lade sig fascinere. Min Frank Zappa-dyrkelse – som I næppe har glemt – var (og er) et sådant projekt: Et personligt forsøg på at få adgang til en anden musik, end den, jeg normalt – og uden problemer – kan forholde mig til.

Man kan beskæftige sig med ting, som man holder af — eller man kan beskæftige sig med ting, som man holder af at beskæftige sig med. Det er ikke det samme. Min teori er, at det betaler sig at lære sig selv at holde af at beskæftige sig med de ting, som man lige præcis ikke (på forhånd) kan lide. Ikke hvad-som-helst, man ikke kan lide, men lige præcis dét, man ikke kan lide: Dén komponist, dén forfatter eller dén dét eller dét.

Som nu mig … for eksempel. Og grunden til dette indlæg.

Af alle de verdensberømte malere, jeg ikke bryder mig om, bryder jeg mig nok allermindst om Frank Auerbach. Jeg bryder mig ikke om farverne eller penselstrøgene. Jeg synes, hans værker er grimme.

Han er mit nye PROJEKT.