I går var en MEGET STOR DAG for Babzilla. Blodelveren. Først blev hun Veteran of the Wrathgate:
– og bagefter tog hun del i Battle For The Undercity:
Alle andre havde bedre ting at tage sig til, åbenbart — så det var bare Thrall, Sylvanas og mig.
Og derefter tog hun til Icecrown, hvor hun dræbte sine allerførste GAME GENERATED lvl 80-figurer nogensinde.
Altså: Wrathgate, Undercity, Icecrown — og lvl 80ere. Og Wrathgate var også hende første nærved-og-næsten møde med the Lich King, superskurken.
Man skal, som man siger, LEVE SIG IND … for eksempel hvis man læser en roman. Man skal LEVE SIG IND i handlingen og personerne og så videre. Eller hvis man ser en film. Det er meningen. Og selv om det vistnok ikke anses for helt så fint at (kunne) leve sig ind i et computerspil, som det gør at kunne leve sig ind i en roman eller en film, så kan jeg – som er ufin – alligevel ikke lade være. Og desuden er det noget bagstræberisk fims. At skelne sådan. Altså.
Men hvad jeg ville sige … Jeg tror, at enhver WoW-spiller, der (som jeg) har bestræbt sig på at LEVE SIG IND i plottet, i miljøet og mytologien, oplever de to slag, Wrathgate og Undercity, som noget (som jeg skrev) MEGET STORT. Det første slags, Wrathgate, udspiller sig ved indgangen til Icecrown Citadel i Dragonblight i Northrend. De to stridende fraktioner, Alliancen og Horden, gør fælles front mod den fælles fjende, Arthas — men The Forsaken, en gruppe af udøde, vender sig pludselig mod alle og spreder en pest ud over slagmarken. Slaget ender med nederlag, ild, død og rædsel. Spilleren sendes tilbage til den gamle verden — og ankommer til en mennesketom storby, Orgrimmar. Som er lukket ned. Får man at vide. Og derefter kommer man til Undercity, som er blevet besat af The Forsaken.
Man skal selv være spiller for at … og så videre. Det er klart. Men bare til referatet: Orgrimmar og Undercity er begge begynder-områder. Jeg har tilbragt timevis i disse byer — og Orgrimmar var den direkte årsag til, at jeg for nogen tid siden investerede i mere RAM til min PC. Byen er sædvanligvis overrendt af spillere, og min computer havde svært ved at følge med. At gå gennem de – nu – mennesketomme gader var en mærkelig og lidt uhyggelig oplevelse. Og jeg blev helt ægte og u-virtuelt berørt af kampen om Undercity — alene med Thrall, boss i Orgrimmar, og Sylvanas, frue i Undercity. Og JEG … der har brugt så meget tid og energi på at queste for The Forsaken. Fordi – netop – jeg var lidt bange for dem. Fordi de var – og er – skumle. Skumle typer.








Wrathgate ER et stort øjeblik. Tillykke, igen, med de 79.