Journey on the Fish, 3

Tilbage til REALITETERNE. Her er det første – færdige – fiskebillede. Det er (åbenbart), hvad der sker, når man 1) er mig, og 2) forsøger at koncentrere sig om Max Beckmann, mens man 3) (stadig mens man er mig) lytter til Messiaen.

Mens vi var i Paris, besøgte vi Musée national du Moyen Âge, og jeg stod og funderede over, i hvor høj grad glasmosaikkerne derinde mindede mig om Beckmanns malerier. Han – ligesom mosaikkunsterne – indkapslede sine figurer i sorte streger — og dét er faktisk, synes jeg, en af de mest bemærkelsesværdige ting ved “Journey on the Fish“: At figurerne ikke bare er tegnet op med sort, men at Beckmann så at sige har slået tre store, sorte huller i lærredet. Nemlig de to masker og ved kvindens bagdel. Sort er en vanskelig farve at have med at gøre, fordi sort ikke lægger sig i plan med de andre farver — men slår hul. Netop. Derfor, som en af mine bekendte engang begavet bemærkede, var Malevitjs hvid firkant på hvid baggrund i virkeligheden ikke nær så revolutionerende som hans sort firkant på hvid baggrund: Hvidt på hvidt er bare hvidt — men sort på hvidt er et hul.

MEN … Beckmann slår IKKE hul. Alligevel. For Beckmann var en sorte-kunstner. Han kunne male med sort.

Mit eget, lille maleri LIGNER jo selvfølgelig slet ikke — men der er dog en form for logik:

A few more snaps from Paris

This is me in front of the you-know-what. Looking somewhat disenchanted.

Louvre pyramid in the back.

Having coffee while studying the metro lines.

And here’s a comic book store named Descartes.

Valentin Silvestrov og Falco

Mens vi var i Paris, så jeg denne Arte-udsendelse om den ukrainske komponist Valentin Silvestrov:

Aftenen efter – samme tid – sendte kanalen et program om østrigeren Falco:

– som, forstod jeg, var en stor pop-kunstner. I hvert fald i Den Dominikanske Republik.

Tro og utro i Paris

Ane og jeg har været nogle dage i Paris.

TRO:

Her står jeg foran Église de la Sainte-Trinité, hvor Olivier Messiaen var organist.

Her er et foto af Messiaens orgel.

Her er Messiaens mindeplade i kirken.

Her er en bog, jeg købte i kirken.

Og her er to Messiaen-cder, jeg købte dagen efter.

Og UTRO:

Her står jeg på Rue de Condé, hvor familien de Sade boede, da Marquis de Sade blev født.

Og foran Église Saint-Sulpice, hvor Marquis de Sade blev døbt. Det er ikke – derinde – noget, de praler med. Sulpice er nu-om-stunder vistnok allermest kendt p.g.a. obelisken, den indlagte meridian-linie, “Da Vinci-mysteriet” og alt det dér.

Ligesom, selvfølgelig, Louvre-pyramiden:

Og her er i øvrigt – uden sammenhæng med ret meget – Michel Foucault:

It’s hip to be square.

Vi kom hjem i går aftes kl. 23, solbrændte og med ømme fødder.

I think I can see the Sunwell from here

Going home. Babzilla på Sunstrider Isle — ved vandet. De to små piger hedder Jane og Nova. Det er deres far, der ligger og sover til højre for mig.

Det var her – lige hér – Babzilla blev født for lidt over et år siden. I aftes vendte jeg tilbage og fuldførte den ene quest, jeg havde overset – åbenbart – dengang.

Musik er musik

Apropos titlen på Hans Perstrups bog, “Musik er ikke bare Musik” — forresten. Måske er det endda dét citat, han alluderer til. Alex Ross fortæller i indledningen til sin bog om det 20. århundredes musik, “The Rest Is Noise“, om et møde mellem George Gershwin og Alban Berg. Det fandt sted i Wien i foråret 1928. Gershwin var på rundrejse i Europa, og han besøgte undervejs Berg, der få år tidligere havde skrevet sig ind – big time – i musikhistorien med operaen “Wozzeck“. Til ære for den amerikanske gæst havde Berg bestilt en strygekvartet, der kiggede forbi og spillede hans egen “Lyric Suite“. Derefter var det Gershwins tur til at DIVERTERE. Han satte sig ved klaveret for at spille nogle af sine sange — men tøvede. Hér sad han – midt i Wien, hos den meget fine og meget LØDIGE komponist, der netop havde … o.s.v. Og følte sig, gjorde han, UNDERLØDIG. Hvorfor Alban Berg så på amerikaneren og udtalte, “Mr. Gershwin, music is music.”

Bloggen holder ferielukket de næste 4-5 dage.

Den lødige og den underlødige musik

Har brugt lidt tid – men ikke megen – på at sidde og læse Hans Perstrups forord til bogen “Musik er ikke bare Musik” — om “Den Farlige Rytmiske Musik“. Fandt sitet via Torben Sangilds blog.

Hans Perstrup kan godt lide klassisk, det-vi-kalder-tonal, opløftende musik – Mozart og Vivaldi og sådan noget – men han bryder sig ikke om det-vi-kalder-atonal musik, og han bryder sig afgjort ikke om rock. Det hele – hos ham – er syltet ind i en privat og (vistnok) ikke særlig spændende form for okkultisme. Det interesserer mig ikke. Ærligt talt. Og jeg gider i hvert fald ikke blogge om det.

Men spørgsmålet om det lødige og det underlødige er en lille smule interessant. Synes jeg. Forstået korrekt.

Den (især den) tyske og tysk-orienterede (musikalske) modernisme siden Schönberg og Webern har ønsket at være lødig — og har taget afstand fra alting underlødigt. Det vil sige: Man – i egen optik – har ønsket at være GOD og har taget afstand fra alting DÅRLIGT. Alting bagstræberisk, pjanket eller poppet. Men heller ikke dét – lige nu – interesserer mig.

Dét, der optager mig, er, hvad Per Kirkeby talte om i dokumentarfilmen “Vinterbillede” (som i øvrigt er fremragende) — at det lødige så at sige BEHØVER det underlødige for at kunne fungere. Kunstnerisk. Omend han – Kirkeby – brugte andre ord. Hvis man helt overgiver sig til den dårlige smag, så ender man med afsyrede møbler og den slags — men hvis man kun dyrker det lødige, så bliver det hele ligesom lidt for hårdt, sterilt og kedeligt. Så ender man med (intet andet end) netop GOD SMAG. Og GOD SMAG er ikke kunst — ligesom kunst heller ikke (nødvendigvis) er GOD SMAG.

Kunsten – malerkunsten, musikken og så videre – har brug for det underlødige. Messiaen – og derfor dette indlæg – er et godt eksempel: Messiaens værker – mange af dem – er fyldt med decideret tarvelige påfund. Underlødige indslag. Messiaen var troende katolik, og hans musik er for så vidt en religiøs musik. Og Messiaen var ikke noget pjattet menneske, afgjort ikke. Men helligheden – hos Messiaen – lyder ikke sjældent som et uddrag af soundtracket til en science-fiction-film.

Her er Vivaldi — dirigeret af Karajan:

Her er Schönberg:

Og her er (igen) Messiaen — dirigeret af LØDIGHEDENS fornemmeste forsvarer, Pierre Boulez:

Songs from Liquid Days

Her er i øvrigt et par numre fra en af de Philip Glass-cder, der IKKE røg i skraldespanden, nemlig “Songs from Liquid Days“.

“Freezing” — med tekst af Suzanne Vega og sunget af Linda Ronstadt:

Og “Changing Opinion” — med tekst af Paul Simon:

Psychodrama

Brugte lidt tid i går på at rydde ud i mine cd-reoler. Me & My røg ud, og det samme gjorde Billy Joel, Spicegirls, Aqua og en enkelt Philip Glass. Med mere. Man kan jo – apropos Lars’ indlæg om samleri – ikke slæbe alting med sig. Hele vejen. Og hvor mange Philip Glass-cder har man egentlig brug for at eje?

Undervejs gen-fandt jeg også cden på billedet herover, Tadeusz Bairds “Psychodrama” og “Tomorrow” (en opera) — udgivet af Olympia. Jeg har forlængst glemt, hvorledes cden oprindelig kom i min besiddelse. Jeg har nok fundet den i en genbrugsbutik — men det er mange år siden. Jeg har – i tidens løb – hørt den adskillige gange. Og den forbliver i min samling. Absolut.

Men hvad jeg ville sige: Jeg nærer intet ønske om at være elitær. Alligevel – for jeg foretog en søgning på Youtube – kan jeg godt lide tanken om, at BAIRD i det store og hele kun er noget, der finder sted – ind-i-mellem – i Kildemarken i Ringsted og i en skummel kælder et sted i Polen:

Musikken er fra “Psychodrama”. Koreografi: Dagna Czajkowska.

Her er Me & My:

And just one more Messiaen

Because I did.

“From the Canyons to the Stars” – and I’ll just quote Wikipedia – was “written to a 1971 commission by the American Alice Tully for a work to celebrate the bicentenary of the United States Declaration of Independence. It was first performed in 1974.  While preparing the work, Messiaen visited Utah in 1972, where he was inspired by the landscape and its birds, and particularly Bryce Canyon and its colours.”

Here’s a bit: