Jeg kan levende huske den første gang, jeg nogensinde oplevede et menneske udtrykke foragt. I modsætning til andre, stærke og basale følelser, som allerede i fosterstadiet, mÃ¥ske, indkodes i vores hoveder, er foragt en voksenfølelse. Tænker jeg. Børn kan hade hinanden, endda inderligt — men voksne kan foragte.
Blandt andet derfor, tror jeg, fordi jeg kun var et barn, gjorde det sÃ¥ stort et indtryk pÃ¥ mig. Det var en lærer i folkeskolen. Vi skulle undervises i KOMMUNIKATION — og i den forbindelse skulle vi lære noget om kontaktannoncer. Og vores lærer, en gift kvinde, foragtede folk, som fandt hinanden via kontaktannoncer. Det var sørgelige mennesker, mente hun — og hun gjorde ikke noget for at skjule det. Og altsÃ¥: Ikke bare sørgelig-sørgelige, men foragtelige. Folk, som fandt kærligheden – troede, de fandt kærligheden – via kontaktannoncer, trak kærligheden ned i smudset. De skulle skamme sig.
Nu om stunder har vi bÃ¥de dating.dk og scor.dk og snesevis af konkurrerende firmaer. En overgang var det som om, stort set hele Danmarks befolkning bÃ¥de skrev og besvarede kontaktannoncer pÃ¥ kryds og pÃ¥ tværs — men jeg ved ikke, om min lærers foragt for den slags har fortaget sig. Det sker jo, at folk ændrer holdning. Trods alt.
Men folk – andre folk – foragter stadig. Voksne folk. Og ligesom der en overgang gik mode i kontaktannoncer og net-dating, har vi ogsÃ¥ – desværre – oplevet en slags bølge af foragt. Forklædt som velmeneri og politisk korrekthed … Hvilket jo selvsagt bare har gjort det endnu mere ækelt. Jeg tænker især pÃ¥ nypuritanernes kamp mod pornografi og prostitution.
Jeg kommer selv ud af et tivoli-dynasti, sÃ¥ jeg kan vel nok tillade mig – omend jeg hyklerisk har for vane at blive lidt muggen, nÃ¥r andre gør det – at bruge udtrykket “tivolisering”. Min folkeskolelærer foragtede kontaktannonce-menneskene, fordi hun følte, at de tivoliserede kærligheden. Nypuritanerne foragter pornograferne, pornoforbrugerne, de prostituerede og deres kunder – med ét ord sexkøb – fordi de føler, at de tivoliserer seksualiteten. Seksualitet – for dem – er NOGET ANDET, noget dyrebart og fint, som ikke kan købes for penge. Ligesom rigtige venner. Og den slags.
Seksualitet er – selvfølgelig – den mest handlede vare overhovedet. I verden. MÃ¥ske overgÃ¥et af ris og (i netop disse dage) Michael Jackson-sange pÃ¥ iTunes. Og det ved de godt, puritanerne — men det er ikke dét, de mener. De mener noget andet. Vistnok. Jeg er ikke helt klar over det — men det er ogsÃ¥ ligemeget. For pointen er den samme, nemlig denne: At de, puritanerne, har en slags forestilling om, hvad RIGTIG seksualitet er for noget — og de foragter dem, der dyrker den forkerte.
Men dét – og det er min pointe – er lige præcis grunden til, at det er sÃ¥ farligt, som nogle oppositionspolitikere gerne vil, at lovgive mod prostitution. Det mÃ¥ aldrig nogensinde (igen) blive statens opgave at diktere, hvad der er rigtig og fin, og hvad der er forkert og tivoliseret seksualitet. Det er overhovedet ikke lovgivernes opgave at forsøge at definere den menneskelige seksualitet. Det vil sige den menneskelige natur. Ligesom det absolut heller ikke er lovgivernes opgave at definere ægte kærlighed — og om kontaktannoncer tivoliserer den.
Det er lovgivernes – statens – opgave at sikre, at overgreb, nÃ¥r de begÃ¥s, kan straffes, og at de bliver det: Fysiske overgreb, tvang, afpresning og trafficking. Men staten mÃ¥ ikke kunne fratage os frihedsrettigheder – herunder retten til selv at definere og udtrykke og bruge vores seksualitet – under henvisning til intet andet end ideologiske forestillinger om menneskets sande og ægte og sunde, utivoliserede natur. Hvis det sker, lever vi ikke længere i et frit samfund, men i et samfund regeret af tankepoliti. Etableret pÃ¥ foragt for folk, som skriver kontaktannoncer. Eller er sexarbejdere. Eller whatever.
klasse indlæg Bo, jeg kunne ikke være mere enig. Heldigvis, har man lov at men, er oppositionen selv i dyd splid omkring emnet.
Straffelovens §225 “Den grimme Lov” kriminaliserede køb af sex – men kun blandt mænd…
Loven ophævedes i 1965 pÃ¥ socialdemokratisk foranledning –
er moderne socialdemokrater historieløse?
Amen!
Godt indlæg
God artikel.
Jeg vil dog anholde pÃ¥standen om at vi lever i et frit samfund – og gudskelov da at vi ikke gør det!
I et “frit” samfund ville der jo intet demokrati være, for demokratiet handler jo blandt andet om lovgivning og om at vi via lovgivningen og retssystemet sætter grænser for den frie udfoldelse. Og at vi i fællesskab beslutter, hvor grænserne skal gÃ¥.
At den nuværende regering så i den grad misbruger demokratiet ved at føre blokpolitik og dermed ikke respekterer mindretallene er så en anden, omend ganske alvorlig sag. Det bryder nemlig med den demokratiske ånd.
Men grundlæggende handler demokrati i høj grad om at begrænse vores frihed til at gøre hvad som helst, der passer os. Og det skyldes, at man ellers nemt kan komme til at gøre andre fortræd. Og vi er heldigvis stadig mange, der ikke ønsker at skade andre, og som ikke mener, at det blot er op til folk selv at forsvare sig. Ikke alle er nemlig i stand til at forsvare sig selv.
SÃ¥ pas pÃ¥ med det med at sige, at “vi lever i et frit samfund”. Det gør vi ikke, og det skal vi virkelig sætte pris pÃ¥, at vi ikke gør. For ellers ville det hurtigt udvikle sig til et samfund, hvor de stærkeste med deres “frihed” bestemte over de svageste. Hvilket desværre allerede i ganske høj grad er ved at ske, men mon ikke befolkningen snart fÃ¥r lukket øjnene op og fÃ¥r det standset. For et helt “frit” samfund kan meget vel ende i et diktatur eller pengevælde, som jo i princippet er et helt frit samfund, hvor enhver, der bare er stærk nok, er helt fri til at tage magten.
Det var naturligvis et delvist sidespring i forhold til artiklens primære emne, men jeg blev bare nødt til at anholde udsagnet om, at vi lever i et frit samfund. Det gør vi gudskelov ikke, og jeg håber meget det vedbliver med at være sådan.
Virkelig godt indlæg.
Jeg synes nemlig også, det er vigtigt at understrege, at dette ikke kun handler om prostitution. Og det handler da slet ikke om at hjælpe de prostituerede. Det har vi fået fastslået efterhånden, og forbudsformynderne er næsten også holdt op med at påstå det.
Det er vist et endnu et eksempel pÃ¥ en klassisk absurditet: I frihedens navn skal vi dikteres – hvad vi skal gøre og især hvad vi ikke skal gøre.
PS: Jeg er efterhÃ¥nden dødtræt af Ã¥rtiets genopførelse af 50′erne; en ulækker blanding af pænhed og paranoia. ForhÃ¥bentlig fÃ¥r det snart en ende; man har da lov at hÃ¥be. Indtil ogsÃ¥ dét bliver forbudt…