Murlocs

Right. This is slightly complicated … I guess. And you don’t really care, but I am going to tell you anyway. Yesterday I ran into this guy in Borean Tundra. It’s a DEHTA agent wearing a murloc suit. DEHTA is the Druids for the Ethical and Humane Treatment of Animals, a somewhat radical animal rights movement. Their No. 1 enemy is the Nesingwary Expedition people — who are big game hunters. There are Nesingwary Expeditions in Eastern Kingdom, in Outland and in Northrend.

And murlocs are these guys:

By the time you reach lvl 68-71 (which is what you need to be to travel the Tundra) you’ve come across A LOT of murlocs. And they’re vicious creatures. Actually, at level 20 you’ve probably started hating them already. They make that truly annoying sound, and they’re everywhere. Nobody likes them.

And then all of a sudden you run into a guy in a murloc suit. Ah well … I guess you need to be a player yourself to truly appreciate the weirdness of it.

The band – by the way – is Level 80 Elite Tauren Chieftain. They give concerts in The World’s End Tavern in Shattrath and in Grim Guzzler.

Babzilla is now level 77.

Sex og vold og prostitution

En slags fortsættelse af – eller til – mit foregående indlæg om prostitution, foragt og tivolisering. Tak for de mange, gode kommentarer — og tak, også tak, til Rune Engelbreth, Pia Struck, Maj Christensen og alle jer andre, der fulgte op på indlægget i blogs og på Facebook.

Sex er ikke vold, og vold er ikke sex. Vold kan være seksuel motiveret, og sex kan bruges som våben — ligesom, omvendt, seksualiteten har sin egen form for voldsomhed, al den ælten og klasken og biden.

Men sex er ikke vold, og vold er ikke sex. Hvis der er én ting, der mere end noget andet bekymrer mig, når jeg funderer over de senere års seksualitetsdebatter, så er det folks – nogle folks – manglende evne og/eller vilje til at kunne skelne. For det er vigtigt.

I Danmark, som er et udviklet og oplyst land, har vi nu om stunder afskaffet stort set alle love om sex — bortset fra nogle ganske få, herunder eksempelvis incestloven. Andre steder på kloden er forholdene ganske anderledes. I nogle lande er homofili forbudt, og der er forbud mod oralsex, analsex, sexlegetøj, utroskab og meget andet.

Men den danske filosofi, som også kommer til udtryk i lovgivningen, lyder, at det ikke er statens opgave at diktere én bestemt form for menneskesyn eller moral — og heller ikke én bestemt form for seksualmoral. Statens opgave er udelukkende at sørge for, at der i samfundet er plads til os alle. Det vil sige: At vi alle har de samme rettigheder til at mene og gøre, som vi vil, sålænge vi ikke forsøger at begrænse andres frihed til at gøre det samme. Vores danske lovgivning er – måske lidt plat sagt – ikke andet end en slags regler for færdsel i samfundet. Lovene fortæller os, hvornår vi skal holde tilbage o.s.v. — men de siger ikke noget om hvilken bil, vi skal køre i. Det blander staten sig ikke i.

At lovgive om sex er at lovgive om hvilke bilmærker, der er acceptable. Det er sådan, man gør i stater, der regeres af tankepoliti: Folk, der kører i de rigtige biler, kan færdes i trafikken — men folk, der kører i de forkerte, kan ikke. Homoseksuelle … for eksempel. Og derfor – for I har forlængst fattet pointen, jeg ved det godt – har vi droppet sexlove i Danmark.

Og vi må politisk fastholde, at vi ikke vil have sexlove genindført — ikke kun fordi det vil skade grupper i vort samfund, men endnu vigtigere: Fordi det vil bidrage til at underminere selve fundamentet for vort demokrati. Det er ikke lovgivernes opgave at bestemme, om vi må onanere eller dyrke oral- eller gruppesex, se porno eller arbejde som prostituerede. Det er udelukkende lovgivernes opgave at sørge for, at vi ikke – heller ikke når vi onanerer – forulemper andre, er voldelige mod andre eller spærrer for den almindelige trafik.

Sex er ikke vold, og vold er ikke sex. Vold er vold. Og vi har fornuftigvis love mod vold. Ikke mod sex. Voldtægt er ikke forbudt, fordi voldtægt er sex, men fordi voldtægt er vold. Overgreb på mindreårige er vold. Tvangsprostitution og afpresning er vold. Vi vil ikke have det, og det skal bekæmpes. Det er vi allesammen helt enige om.

Hvad er vold? Hvornår har et overgreb fundet sted? I det konkrete tilfælde er det noget, domstolene skal tage stilling til, selvfølgelig — men det burde dog være indlysende for enhver, at i det mindste ét krav skal være opfyldt, førend man kan tale om et overgreb: At der – nemlig – skal være en eller anden, som føler sig forulempet. Der skal være, som det hedder på juridisk, en forurettet part. Ellers er der ikke nogen sag.

Og dét er problemet med diskussionen om et eventuelt forbud mod prostitution. Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at der findes mennesker i Danmark, som på kriminel vis er blevet tvunget ud i prostitution — men jeg ved også, at der er prostituerede, som frivilligt har valgt dette erhverv, og som overhovedet ikke opfatter sig selv som forurettede.

Sex er ikke vold — og prostiturede, der (så at sige) ikke har været udsat for andet end sex, har ikke været udsat for vold. Der er ikke nogen sag, og staten skal ikke blande sig i borgernes sexliv. Det er farligt, hvis vi begynder på den slags.

Men vold er vold, også når volden er seksuel motiveret — og prostituerede, som er udsat for vold, overgreb eller afpresning, har krav på statens hjælp.

Vi må insistere på det enkelte menneskes ret til frihed og selvbestemmelse. Kvinder og mænd, der af andre er blevet tvunget til prostitution, har ret til selv at vælge et andet liv. Og – eller men – kvinder og mænd, der frivilligt vælger at blive prostituerede, har ret til at vælge dette. De to argumenter er ikke i modstrid med hinanden, tværtimod. Det er det samme argument: At folk – hver sig sig – selv må vælge. Og at ingen – hverken kriminelle bagmænd eller Folketingets politikere – har ret til at vælge for dem.

Lidt om prostitution, foragt og tivolisering

Jeg kan levende huske den første gang, jeg nogensinde oplevede et menneske udtrykke foragt. I modsætning til andre, stærke og basale følelser, som allerede i fosterstadiet, måske, indkodes i vores hoveder, er foragt en voksenfølelse. Tænker jeg. Børn kan hade hinanden, endda inderligt — men voksne kan foragte.

Blandt andet derfor, tror jeg, fordi jeg kun var et barn, gjorde det så stort et indtryk på mig. Det var en lærer i folkeskolen. Vi skulle undervises i KOMMUNIKATION — og i den forbindelse skulle vi lære noget om kontaktannoncer. Og vores lærer, en gift kvinde, foragtede folk, som fandt hinanden via kontaktannoncer. Det var sørgelige mennesker, mente hun — og hun gjorde ikke noget for at skjule det. Og altså: Ikke bare sørgelig-sørgelige, men foragtelige. Folk, som fandt kærligheden – troede, de fandt kærligheden – via kontaktannoncer, trak kærligheden ned i smudset. De skulle skamme sig.

Nu om stunder har vi både dating.dk og scor.dk og snesevis af konkurrerende firmaer. En overgang var det som om, stort set hele Danmarks befolkning både skrev og besvarede kontaktannoncer på kryds og på tværs — men jeg ved ikke, om min lærers foragt for den slags har fortaget sig. Det sker jo, at folk ændrer holdning. Trods alt.

Men folk – andre folk – foragter stadig. Voksne folk. Og ligesom der en overgang gik mode i kontaktannoncer og net-dating, har vi også – desværre – oplevet en slags bølge af foragt. Forklædt som velmeneri og politisk korrekthed … Hvilket jo selvsagt bare har gjort det endnu mere ækelt. Jeg tænker især på nypuritanernes kamp mod pornografi og prostitution.

Jeg kommer selv ud af et tivoli-dynasti, så jeg kan vel nok tillade mig – omend jeg hyklerisk har for vane at blive lidt muggen, når andre gør det – at bruge udtrykket “tivolisering”. Min folkeskolelærer foragtede kontaktannonce-menneskene, fordi hun følte, at de tivoliserede kærligheden. Nypuritanerne foragter pornograferne, pornoforbrugerne, de prostituerede og deres kunder – med ét ord sexkøb – fordi de føler, at de tivoliserer seksualiteten. Seksualitet – for dem – er NOGET ANDET, noget dyrebart og fint, som ikke kan købes for penge. Ligesom rigtige venner. Og den slags.

Seksualitet er – selvfølgelig – den mest handlede vare overhovedet. I verden. Måske overgået af ris og (i netop disse dage) Michael Jackson-sange på iTunes. Og det ved de godt, puritanerne — men det er ikke dét, de mener. De mener noget andet. Vistnok.  Jeg er ikke helt klar over det — men det er også ligemeget. For pointen er den samme, nemlig denne: At de, puritanerne, har en slags forestilling om, hvad RIGTIG seksualitet er for noget — og de foragter dem, der dyrker den forkerte.

Men dét – og det er min pointe – er lige præcis grunden til, at det er så farligt, som nogle oppositionspolitikere gerne vil, at lovgive mod prostitution. Det må aldrig nogensinde (igen) blive statens opgave at diktere, hvad der er rigtig og fin, og hvad der er forkert og tivoliseret seksualitet. Det er overhovedet ikke lovgivernes opgave at forsøge at definere den menneskelige seksualitet. Det vil sige den menneskelige natur. Ligesom det absolut heller ikke er lovgivernes opgave at definere ægte kærlighed — og om kontaktannoncer tivoliserer den.

Det er lovgivernes – statens – opgave at sikre, at overgreb, når de begås, kan straffes, og at de bliver det: Fysiske overgreb, tvang, afpresning og trafficking. Men staten må ikke kunne fratage os frihedsrettigheder – herunder retten til selv at definere og udtrykke og bruge vores seksualitet – under henvisning til intet andet end ideologiske forestillinger om menneskets sande og ægte og sunde, utivoliserede natur. Hvis det sker, lever vi ikke længere i et frit samfund, men i et samfund regeret af tankepoliti. Etableret på foragt for folk, som skriver kontaktannoncer. Eller er sexarbejdere. Eller whatever.

Plummer, Hyltoft, bestyrelser og den slags

Endnu et indlæg om noget, som jeg – ærligt talt – ikke har meget belæg for at udtale mig om. For jeg hører aldrig radio.

Men DER SKETE DÉT … så vidt jeg kan forstå. At Isak Winkel Holm d. 17. april var på besøg i “Sproghjørnet” og undervejs i programmet påstod, at Pia Kjærsgaard engang havde udtalt om indvandrere, at de “formerede sig som rotter”.

Det har Pia Kjærsgaard imidlertid aldrig sagt — og dét fik efterfølgende DR-bestyrelsesmedlem Ole Hyltoft til at gå i aktion og forlange HANDLING fra øverste sted. Det vil sige fra generaldirektør Kenneth Plummer. Og det fik han.

Og nu kører debatten om selvcensur i DR. Læs her.

Men det er, synes jeg, en lidt mærkelig debat. Jeg er som nævnt ikke selv radiolytter — men er DR-journalister generelt tilbageholdende med at give AIR SPACE til DF-kritiske røster? Og i dette helt specifikke tilfælde var der jo altså tale om en løgn … eller en fortalelse. I hvert fald en æreskrænkende det-ene-eller-det-andet — og selvfølgelig skal der glattes ud. Og Pia Kjærsgaard er ikke hvem som helst, så chefen selv på banen.

For det er jo lige dét … altså. Med chefer og bestyrelser og FORRETNINGSORDENER. Jeg undrer mig bare. I den bedste af alle tænkelige verdener er alting godt, og løven ligger i med lammet, og der er lige ret for Odin og Tor o.s.v. — men har nogle af dem, der nu kritiserer Plummer, nogensinde selv været ansat i et firma, der arbejdede under en bestyrelse? Det har jeg, endda flere gange. Og bestyrelsen er, hvis der er en bestyrelse, almægtig. Hvis et medlem af bestyrelsen beder om et eller andet, så får han/hun det. Altid. Jeg har aldrig i løbet af min hidtige – indrømmet – forholdsvis korte karriere hørt om en leder eller en chef, som sagde NEJ til et bestyrelsesmedlem eller en samlet bestyrelse. Det gør man ikke — og da slet, slet ikke, hvis bestyrelsen er politisk, og man selv er leder af et firma eller en institution, der skal forestille at være neutral. Og som vil blive intenst kritiseret fra alle sider, hvis man kommer til at give udtryk for andet.

Og folk er ikke lige. Ikke ude i virkeligheden. Hvis Isak Winkel Holm havde fortalt en løgn om mig – som ingen kender, bortset fra ganske få, og de praler nok ikke med det – ville jeg allerhøjest, hvis jeg havde brokket mig, have fået en to sekunders redaktionel berigtigelse hen over musikken. Men Kjærsgaard er – jvf. undersøgelsen – Danmarks næst-mest indflydelsesrige person. Og dét er selvsagt helt urimeligt, når man i øvrigt tænker på, hvor på alle måder begavet og meget mere delikat, JEG er … Men man skal huske at vende det rigtigt: Kjærsgaards ære og omdømme er i den virkelige verden mere værd, helt konkret, end min er. Hun har mere brug for sin, end jeg har for min — og derfor er det værre at tilsværte hende. Omend, altså, jeg også gerne vil have mig frabedt …

Det var ikke en DR-journalist, der fortalte løgnen; det var en gæst i studiet. Men jeg forstår godt, hvorfor Plummer følte, at han måtte gøre, som Hyltoft bad om. Bestyrelser … og Pia Kjærsgaard. Og hvad ville vi have sagt, hvis han IKKE havde gjort noget? “DR-chef nægter at tage afstand fra løgn om Pia Kjærsgaard” … ? Det ville ikke have set godt ud i pressen. Og historien VILLE være blevet bragt, no doubt about it.

Nu hedder historien i stedet, “DR-chef undskylder løgn”. Og det er bedre, også selv om man – som f.eks. Rune – kan mene, at Plummer lod sig trække ved næsen. Jeg tror ikke meget på den dér med, at der er tale om noget POLITISK, eller at DR-ledelsen er i lommen på DF. Jeg tror, der er tale om noget STRUKTURELT. Plummer skal agere i forhold til bestyrelsen, og han skal agere i forhold til det politiske system. Uden selv at blive politisk. Ledere trækkes ALTID ved næsen af bestyrelsesmedlemmer — og det er f.eks. en af grundene til, at det er så svært at finde folk, som vil arbejde som ledere i det offentlige. Det er ikke nemt at være nogen.

Samira Tavin og journalistikken

Mandag d. 22. havde DR2 “Deadline” besøg af to unge kvinder, begge med iransk baggrund, som skulle diskutere udviklingen i forbindelse med valget i Iran. Den ene kvinde, Samira Tavin, støttede – og støtter formodentlig fortsat – Ahmadinejad. Værten, Nikolaj Sommer, konfronterede hende med nogle af Ahmadinejads mere åndsforsnottede udtalelser, heriblandt hans benægtelse af Holocaust. Hvortil Tavin svarede, at: “Jeg kan sagtens støtte, ikke at benægte Holocaust, men at benægte der døde seks millioner jøder. Det tror jeg da heller ikke på. For hvis det var, at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke efterforske i det den dag i dag? Dem, der stiller spørgsmålstegn og efterforsker i det i dag, de bliver sendt, sat i en domstol. Og er det rigtigt? Er det demokrati, er det ytringsfrihed?”

Sagen har efterfølgende pådraget sig en del opmærksomhed — for Samira Tavin er faktisk journalistuddannet. Og værre endnu: Hun er ansat i praktik hos DR Sporten. Og – altså – revisionist.

Er der et problem for DR? Na-æh. De kunne måske godt have nævnt i udsendelsen, at hun (så at sige) var en af deres egne — men fra Sporten. Som selvsagt ikke – det ønsker ingen af os – skal foretage ideologiske røntgen-tests på deres ansatte. Vi lever trods alt i et frit samfund.

Er det er problem for os? Overhovedet ikke. En journalist, der offentligt har givet udtryk for, at hun ikke tror på Holocaust, har ingen fremtid i journalistikken. Ingen af os vil nogensinde glemme, at hun sagde det — og derfor er det først og fremmest Samira Tavin selv, der nu har fået et problem. Hun kan roligt begynde at se sig om efter en ny karriere — for dén som journalist fik hun spoleret, endnu før den overhovedet var begyndt. Farvel og tak.

Explaining why I have no sound on my computer

Yet another exciting book video

Just for Comfort. This is part of my Marquis de Sade collection:

Back to Gloucester

Henry Ferrini’s documentary on American poet Charles Olson, “Polis is This“, has finally been released on DVD. Here’s a video of me showing off:

Lars von Trier og uskylden

Elisabeth Møller Jensen har på kvinfo.dk – i anledning af Skt. Hans – skrevet en længere artikel om Lars von Triers nye film, “Antichrist”. Filmen ligner, skriver hun, “et overgreb, en art kulturel sexchikane i det offentlige rum.” Læs artiklen her.

Elisabeth Møller Jensen var (også) hende, der i sin tid skrev sådan hér om Jørgen Leth: “Med mindre prostatakræften sætter en stopper for projektet, er der meget der tyder på, at Jørgen Leth ender sin kunstneriske bane som pornograf for Nordisk Film. Så forbruget af unge kvinder vil fortsætte.” I forbindelse med debatten om you know what.

Jeg er et venligt og omgængeligt menneske, mener jeg da selv — men jeg bryder mig ikke om Elisabeth Møller Jensen. Jeg siger det ligeud. Jeg er ærlig … Ærlig “omkring” det, som politikerne plejer at sige. Nej, jeg kan ikke lide hende. Og jeg kan heller ikke lide Lars von Trier.

Faktisk – altså – kan jeg ikke lide nogen af dem. Og desuden har jeg slet ikke set den omtalte film — ligesom jeg heller ikke har set mange af de andre film, Trier har lavet. Fordi – netop – jeg ikke kan lide ham.

Jeg kan følgelig ikke – ikke redeligt – skrive noget om “Antichrist” eller om, hvorvidt Elisabeth Møller Jensen har ret. Torben Sangild har skrevet et slags svar til hende i sin blog. Men jeg kan dog skrive noget om, hvorfor jeg ikke bryder mig om Trier. Og derfor nok næppe heller kommer til at se den nye film.

Jeg har en TEORI om Trier, og den lyder sådan her: Lars von Trier er et begavet menneske, som godt kan gennemskue, hvornår en film er god. Han ville – dengang han blev til “von” – gerne lave den slags film. Tarkovskij. Sådan noget. Noget dybsindigt. Men der skete ét af to. Enten 1) opdagede han, at han var lige præcis kvik nok til at kunne gennemskue, hvornår en film var god, men desværre også lige præcis ikke selv dygtig nok til at lave sådanne film — eller 2) han opdagede, at folk – publikum – var for dumme til at kunne gennemskue, hvad han selv kunne gennemskue. Min tese er, at begge dele er sandt. Og derfor blev han bitter. Og ondskabsfuld. De mest indlysende eksempler er hhv “Idioterne”, som gjorde enhver, som orkede at sidde den igennem, til grin — og teaterforestillingen, hvori Trier lod myrer dikterer skuespillernes ageren. Skuespillerne syntes vistnok selv, at det var både udfordrende og interessant og anderledes og alt det dér sjov. I realiteten – og Trier må endnu en gang have grinet sin røv i laser – var det selvsagt én lang latterliggørelse af skuespillet som kunstart, af den gode skuepillers evne til at leve sig ind i en rolle, at forstå rollens motiver og begær o.s.v. Trier, tror jeg, bryder sig ikke meget om sit publikum, og han bryder sig heller ikke ret meget om skuespillere. Hvis den dér teater-forestilling havde noget budskab, så må det lyde, at kunsten er noget, instruktører tager sig af — mens skuespillere sådan set er ligeglade, om det er instruktører eller myrer, der giver ordrer. De er lige lalleglade hvad-enten.

Men det er ikke derfor, jeg ikke bryder mig om Trier.

Faktisk – hvis jeg må tillade mig selv (og det må jeg) – en omvej, er det meget sigende, at Jean-Luc Godard i sin tid udtalte sig rosende om “Idioterne” — hvorimod alle de andre Trier-film, mente han, var noget lort. Grunden til, at jeg ikke bryder mig om Trier, er, at han lider af et Madonna-kompleks. (Hvis man skal tro Elisabeth Møller Jensen, hvad jeg ikke nødvendigvis er tilbøjelig til at gøre, er det nu blevet til et Madonna/luder-kompleks. Og hvis hun alligevel har ret, så jo, Torben Sangild, så er det det samme, “selv om der jo tydeligvis er tale om det modsatte”.) Ligesom – præcis – Godard gjorde i en periode. Og det er sjofelt. Karen-figuren i “Idioterne” er en sjofel figur, ligesom Bess i “Breaking the Waves” er en sjofel figur. Og Selma i “Dancer in the Dark”.

Når Trier – instrumentelt talt – katolsk opererer med og indfører DEN ABSOLUT RENSKUREDE OG UBESMITTEDE USKYLD, fiser han horisontalt ud af virkelighedens verden — og alt hans efterfølgende halløj, moralske dilemmaer og vé og smerte, er på forhånd gjort ualvorligt, for det har ikke noget som helst med noget som helst virkeligt at gøre. Det er pjank.

Men det serveres ikke som pjank — og det er derfor, jeg ikke kan lide ham. Det serveres som kunst. Man kan jo, som alle ved, hulmursisolere med triviallitteratur og diverse genrefilm, hvori hovedpersonen fremstilles som en i moralsk henseende hymen-intakt do-gooder — eller hovedpersonens FJENDE som den inkarnerede Satan. Fis og ballade. Og jeg er – for jeg imødsér indvendingen – fuldstændig ligeglad med, hvor meget META, Trier er — eller hvor BEVIDST han BRUGER eller UNDERSØGER eller hvad-nu. Det gør ingen forskel — for forskellen er den dér uskyld. Når man først har inviteret Den hellige Jomfru med op på scenen, kan man herefter té sig så meget som bevidst kunstner, som man har lyst til. Man kan ikke komme bagom uskylden – for det er jo nærmest definitionen på den – og den forbliver uberørt. Der er ikke nogen meta-Madonna.

De tildækkede og de nøgne

Synkronicitet er ikke nødvendigvis et udtryk for kausalitet. Bare fordi ting sker samtidigt, behøver de ikke – tingene – at have noget med hinanden at gøre. Som for eksempel:

I løbet af de seneste par døgn har nyhedsmedier kunnet oplyse, at 1) den franske præsident, Nicolas Sarkozy, i en offentlige tale har erklæret, at burkaer ikke er “velkomne i den franske republik”. “Vi kan ikke acceptere i vort land at have kvinder,” sagde præsidenten, “som er fanger bag net, som er afskåret fra socialt liv og frataget identitet.” En gruppe franske parlamentarikere er gået i gang med en undersøgelse, der skal afdække – sic – om “muslimske kvinder, der dækker sig selv fuldstændigt til, når de viser sig offentligt, er undergravende for fransk sekularisme og kvinders rettigheder”. Mere her og her.

Og 2) ifølge en ny Gallup-undersøgelse skammer 37% – syv-og-tredive – af danske kvinder sig så meget over deres egne kroppe, respektivt, at de ikke vil være bekendt at vise sig på stranden. Mere her.

Der er en glidende – som de siger på engelsk, “slippery” – overgang mellem begreberne sekularisme og modernisme. Borgerlighed og demokrati. I det sekulære samfund er det ikke Guds love, men menneskenes love, der gælder — og det moderne er perioden efter, som man siger, Guds død.

Ofte beskrives det moderne – masokistisk – i negative termer. Det moderne er karakteriseret ved FRAVÆR og TVIVL: Fraværet af store, samlende fortællinger, Guds fravær, metafysikkens sammenbrud, identitetskriser og angst. Man kunne – og burde – langt hellere tale om modernismen, som Jens Jørgen Thorsen gjorde det i sin fremragende bog om “Modernisme i dansk malerkunst”: Som DET STORE LYS. Som befrielse fra dogmatik, som frisættelse af potentialer, som myndiggørelse af menneskene. Det vil sige: Som en positiv størrelse, ikke en negativ.

I den sammenhæng – også i den sammenhæng – finder jeg den franske burka-undersøgelse interessant. Den negative udlægning af sekularismen lyder jo netop, at det sekulære er det, der historisk har undergravet de store, samlende idealer. I burka-sagen er det omvendt: Det sekulære opfattes lige præcis som det samlende, positive ideal, der ikke må undergraves.

Det er ikke nogen synderlig dybsindig pointe, jeg ved det godt — men det forekommer mig, at den er vigtig. Og at vi husker, at DET STORE LYS er for alle — også for folk med deller og appelsinhud og strækmærker og bumser. Vi er nu igen – mange år efter den seksuelle revolution – havnet i den situation, at nøgenhed (og vi er allesammen nøgne indenunder) er blevet et (politisk) statement FOR retten til frihed og MOD undertrykkelse.

Som Goethe sagde på sit dødsleje: Mere lys!