“Lack of implementation of international legal framework and commitments, impunity on different grounds … “

I slutningen af august og begyndelsen af september 2001 afholdt FN en konference om racisme og bekæmpelse af samme, den såkaldte Durban-konference. Hele forestillingen endte som en farce. Diverse mellemøstlige regimer overtog agendaen. Kampen mod racisme blev ved en slags højere, bureaukratisk magi forvandlet til kamp mod zionisme og mod staten Israel — og hele nationer og organisationer udvandrede i protest. Ude i den helt almindelige verden – som er dér, hvor vi almindelige bor – hørte vi ikke meget om det. Faktisk. For få dage efter skete terrorangrebet på WTC-tårnene, og det overskyggede selvfølgelig alt andet.

Men nu – søreme – skal showet genopføres. Eller rettere: Durban 2 er på vej. The sequel. Og det ser ud til, at det hele ender fuldstændig ligesom sidst. Det foreløbige “draft proposal” for konferencen er fuldstændig gak — og Canada og Israel har allerede meddelt, at de udebliver. Per Stig Møller er gået i tænkeboks.

Tekstoplægget til konferencen indeholder adskillige, slet skjulte angreb på Israel og opfordringer til indskrænkning af retten til religionskritik. Det er selvsagt helt uacceptabelt, og det vil – forhåbentlig – aldrig blive godtaget af EU eller USA. Det bekymrer mig ikke (så meget). Men jeg synes alligevel, at tekstoplægget er uhyggelig læsning.

Fra Artikel 5: ” … other obstacles hampering progress in the collective struggle against racism and racial discrimination include weak legislation and policies, lack of effective strategies, lack of implementation of international legal framework and commitments, impunity on different grounds – including freedom of expression, counter-terrorism, and national security – as well as an increase in extreme right wing xenophobic political platforms.”

Som oversat til hverdagsdansk betyder, at FN-landene bør opfatte ytringsfrihed – for eksempel – som noget, der forhindrer os i at bekæmpe racisme — og at vi bør indføre stærkere, fælles lovgivning.

Ytringsfriheden er ikke kun truet af fundamentalister med våben, men også – og måske endnu mere – af fundamentalister, der kan snakke sort på juridisk. Kafkask.

Døv øgle, Freud og røvhuller

Jeg har haft en dundrende hovedpine hele dagen, og jeg er – derfor – lettere irritabel. Tillad mig som sådan – og som borgerlig – at fremføre, at jeg er noget så træt af regeringens og Dansk Folkepartis spillen teater i forbindelse med gennemførelsen af rødvinsreformen. Så få det dog overstået, sådan som det hele tiden har været planlagt. Please. Det er jo tåkrummende at skulle overvære Lars Løkke og Pia Sortesmølf skiftevis stå og udbrede sig om KNASTER og STEN, der skal ryddes af vejen — og om hvor svært det altsammen er. Hovedpine – som Mark Twain måske kunne have fundet på at sige, men nu kom jeg først – kan gøre en skarp kunstkritiker ud af os alle. Også af mig. Og det dér stykke om skattereformen er dårligere end den værste revy.

Men hvad jeg ville sige: Det årlige bogudsalg er i gang. Der er ikke – heller ikke dér – meget at råbe hurra for. Men: Jeg vil varmt anbefale dig, at du går i Bog & Idé – ja – og investerer kr. 29.95 i Jurij Moskvitins selvbiografi, “Den døve øgle”. Det er en fantastisk god bog. Helt seriøst.

Ud over Moskvitin har jeg indtil videre selv kun købt to andre bøger på udsalget: Jed Rubenfelds “Mordets analyse“, som er en krimi med Freud i en af hovedrollerne — og denne, “The No Asshole Rule: Building a Civilised Workplace and Surviving One That Isn’t“.

Lidt om chimpanser

I går så jeg en udsendelse på National Geographic om forskellen på mennesker og aber. Vi er gevaldig meget bedre til at kommunikere med hinanden, end aber er — og vi har evnen til at være uselviske og hjælpe hinanden uden tanke på egen vinding. Høflighed er – faktisk – evolutionens mest udviklede udtryk. Eller hvordan man nu siger. Vi er aldrig mere i førersædet, end når vi opfører os pænt over for hinanden.

Men der er i hvert fald én ting, som aber – chimpanser – er bedre til, end vi er. Og det vidste jeg faktisk ikke. Deres korttidshukommelse er fænomenal.

Check this out:

Jeg er 73, men Månen er kun 1

I dag udkom Klaus Ib Jørgensens nye CD, “Moon-pain”.

Fra Dacapos site: “I sit hovedværk til dato, sangcyklussen Moon-pain (2003-2008) for mezzosopran og kammerensemble, sætter Klaus Ib Jørgensen (f. 1967) en på én gang smuk og foruroligende musik til den portugisiske digter Fernando Pessoas (1888-1935) månebeskinnede, drømmende digte. Værkets seks satser er her flettet sammen med to andre, beslægtede kompositioner: Goblin Dance (2005) for klarinet og klaver og Lisbon Revisited (2008); et soundscape, af lyde fra Lissabons gader, Pessoas poesi på alverdens sprog og fragmenter af Moon-pain musikken. Det er lyden af digtenes fødegang.”

Mezzosopranen er estonske, smukke og smukt syngende Iris Oja (et navn, Pessoa helt sikkert ville have elsket) — og ensemblet er portugesiske Remix. Dirigenten er Paul Hillier. Also featuring duoen klettWood, som består af Anna Klett og Deborah Wood.

Alle børn (og voksne, som har været børn) har prøvet den dér leg, hvor man ligesom sætter sig selv som verdens centrum — og zoomer ud. Jeg hedder Bo, og jeg bor i Ringsted. På Sjælland. I Danmark. I Europa. På Jorden. I Mælkevejen. I universet. Mange Hollywood-film ender sådan — med heltindens og heltens kys (omsider) og derefter en større og større total, huset, byen, kontinentet, kloden. Det er en INDLEJRING … kan man vel sige. Kontekst.

Og det modsatte – den modsatte bevægelse – er UDSTANSNING. Hvem finder man, når man zoomer IND — universet, Mælkevejen, Jorden, Europa … ? Man finder Fernando Pessoa. Eller hvem-som-helst-hver-for-sig. Men i hvert fald Fernando Pessoa. Som var en af det forrige århundredes største, europæiske digtere.

Pessoa var – ret præcis – 73 forskellige mennesker, heraf en hel del digtere. Den ene, som han var, var også de 72 andre — og de 72 andre var også ham, den ene. Så i alt 73. Og uden at ville virke unødig morbid: De måtte allesammen dø, for at den ene – Pessoa – kunne blive berømt.

Det kan lyde lidt indviklet, men det er det egentlig ikke. Pessoa sad bare helt privat og UDSTANSET og skrev. For eksempel en hel del om Månen.

Digtere elsker månen, tænker jeg, ligesom komponister elsker stilheden. Den er et fixpunkt, der hele tiden – cyklisk – vender tilbage til det, den også var før. Som man kan måle sin egen foranderlighed op imod — ligesom stilheden er dét, musikken skal måles imod. Lav en lyd. Hvordan lyder den? Hvordan lyder den anderledes end stilheden?

Hvad var vi før? Hvem er vi nu — mens Månen er den samme? For eksempel efter at have hørt Klaus Ib Jørgensens musik … ?

Flere indlæg om “Moon-pain” følger.

Køb CDen her — og besøg det til CDen hørende website, www.moonpain.nu.

The Tacoma Project No. II

Og i forbindelse med vores familiekomsammen på Vallø Slotskro gav Anes fætter, Thomas, en lille koncert. Han er læge og synger country. Besøg The Tacoma Project No. II på MySpace.

Forkølelse, Gunnar Berg og Richard Dawkins

Sidste weekend var Ane og jeg til familiekomsammen på Vallø Slotskro – som ligger smukt ved siden af Vallø Slot – og straks, da vi var kommet hjem, blev jeg syg. Og måtte gå i seng. Det er altid det samme. Det sker hver gang — og enten, altså, er jeg a) ganske enkelt allergisk over for familie, eller b) mit granvoksne imunforsvar kan ikke kapere de dér børn. Hvoraf – af børn – der er flere. Og de er jo inficerede med alverdens … den slags.

I hvert fald: Jeg har tilbragt de sidste par dage i vandret tilstand. Har læst to anti-Richard Dawkins-bøger, og de var begge ganske gode, og jeg har læst Stieg Larssons “Mænd der hader kvinder”. Og lyttet – igen og igen – til denne Gunnar Berg-CD. Og set to afsnit af “Beck”.

Bestil via Amazon:

Gunnar Berg: “Éclatements“.

Besøg www.gunnarberg.dk.

Nu lvl 68

Mit nye Margrethe d. 1ste-look.

Himlen over The Bone Wastes.

Gem cutter i Nagrand.

En fjernstyret tank, som jeg har fået af en lille dreng.

Og Edwige, der drikker sig fuld. Bemærk de fancy slangeskindsbukser.

Babzilla er nu lvl 68, og hun er netop flyttet til Howling Fjord i Northrend. Her er en gratis tour rundt på øen:

Bare en undskyldning

Der er lidt stille i bloggen i disse dage, og det undskylder jeg selvfølgelig. Jeg er arbejdsramt.

Der er 46105305 mennesker, som er lækrere end mig

Ifølge Sparkey:

Men målingen er fra før, jeg fik min nye, røde kjole:

Nu er jeg nemlig en hot babe. Med alfe-ører.

Love Is In The Air

Alle i Azeroth er blevet skøre. Der er kærlighed i luften — og jeg skal da i dén grad love for, at Edwige folder sig ud i nattelivet:

Hvorimod jeg – selvfølgelig – sover de uskyldiges søvn: