“World of Warcraft” trailer.
The trailer for the WoW expansion pack, “The Burning Crusade”.
The trailer for the WoW expansion pack, “Wrath of the Lich King”.
And the “That’s the World of Warcraft that You Play” song.
Arkiv for januar 2009
84 down. 665 to go.
Det er ham den dumme far fra “The Simpsons”. Ja. Men nej. Det er forfatteren til “Iliaden” og “Odyseen”.
Hvad er “Iliaden” og “Odyseen”?
Ja. Goddaw.
Jeg læser hos Linda, at formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Peter Kuhlman, har foreslået at sløjfe faget oldtidskundskab — som i stedet, som Berlingske udtrykker det, “kan lægges ind under historieundervisningen”. Lægges hvor? Det bliver i så fald – tænker jeg – nok lige EFTER gennemgangen af “Sudan under britisk kolonistyre 1924-36″ — men FØR “Fem spændende forklaringer på den økonomiske vækst i Malaysia i 1990erne”. Hvis vi kan nå det. Ellers tager vi det sidste gang inden jul. Eller en anden gang. Vi skal jo også meget gerne igennem alle revolutionerne og Cuba-krisen og 2. Verdenskrig og industrialiseringen og HELT SIKKERT hekseforfølgelserne – altid et sikkert hit – og den kolde krig og Dannevirke og Harald Blåtand. Og Thyra. Og slavehandlen.
“På Christiansborg,” skriver Berlingske, “er både K, DF og SF villige til at se på mulighederne for at nedlægge oldtidskundskab, og gymnasieelevernes organisation DGS er også med på tanken.”
Jamen, det er da bare super.
Som Linda skriver: “Snart må der oprettes undergrundsgymnasier, hvor vi kan lære unge mennesker alle de vigtige ting, de ikke længere må lære i skolen … “
Tre screendumps og Dan Brown
Udgivet januar 31, 2009 litteratur , musik , opera , wagner , wow Leave a Comment
Udsigt fra tårnet i Grom’gol Base Camp.
Portalen til Orgrimmar i Shattrath City.
Og – Lars – det er sådan, min skærm ser ud, når jeg – når det sker – pludselig bliver nødt til at genstarte programmet. Blot til orientering.
Var i går på banegården for at sende et brev — og kom til at gå ind i kiosken. Og kom til et købe et eksemplar af Dan Browns “Deception Point“, som på dansk har fået den forholdsvis rædderlige titel “Morderisk bedrag”.
Romanen er fuldstændig ligesom de andre — herunder også, som Washington Post udtrykte det, “unputdownable”. Når først man er gået i gang. Og jeg kom til at gå i gang.
Weekendens musik: “Tannhäuser“.
Nå. Det er jo ikke ligefrem, fordi det vælter ind med kommentarer til mine spiritualitets-indlæg, forslag, henvisninger eller andet. Overhovedet.
MEN … Så vær I sådan. Så må jeg jo selv forsøge.
I et diskussionsforum faldt jeg over en post, skrevet af en præst, som kom med følgende bud på en definition:
“Spirituality is the quality of the relationship we have first with ourselves, then with others and the environment we exist within, and finally (you can look at it as layers rather than distinct variables) with whatever we consider to be our ultimate reality.”
Denne definition, forekommer det mig, udmærker sig ved på én og samme gang at være den bedste, faktisk, jeg er stødt på, siden jagten gik ind — og samtidig lige nøjagtig den helt forkerte.
“The quality of the relationship we have first with ourselves” er det, der på dansk hedder WELLNESS. Eller ha-det-godt-hed. Velbefindende. Og det er præcis denne form for spiritualitet – som bare er narcissistisk dyrkelse af egen ha-det-godt-hed – som er så kvalm. Og som kun bliver endnu mere kvalm, når vi andre (“then with others and the environment we exist within”) partout skal hives med ind i det. Eller Vorherre (“whatever we consider to be our ultimate reality”).
Det er den rigtige definition, men på den forkerte form for spiritualitet. Wellness-spiritualiteten. Men den er næsten – alligevel – rigtig. Tror jeg. Definitionen. Den rigtige definition på det rigtige.
Spiritualitet er – og jeg vælger at beholde præstens ord – kvaliteten af vores forhold til det absolutte. Lad mig skrive det med stort, for det virker mere spirituelt: Det Absolutte. Til det, der ikke kan relativeres. Det vil sige det transcendente. Gud. Døden. Væren.
Johannes af Korsets skrifter er spirituelle, eksempelvis, fordi de – med et lidt slapt udtryk – HANDLER om forholdet til Gud. Som er absolut. Men man kan også, har jeg ladet mig fortælle, få en spirituel oplevelse ud af at springe i faldskærm eller at bungy jumpe — fordi det er farligt. Man konfronterer sin egen endelighed. Noget absolut.
SPIRITUALITET ER KVALITETEN AF VORES FORHOLD TIL DET ABSOLUTTE.
Det er mit bud. Lige nu. Og definitionen giver også – implicit – et bud på, hvad der er galt med den dér wellness-spiritualitet — nemlig at dens absolutter er falske. Så at sige. De er ikke rigtige Absolutter med stort. Man tager noget, der kan relativeres – for eksempel ens egen helt private, øjeblikkelige følelse af ha-det-godt-hed – og behandler det som om, det var noget absolut. Man dyrker – bibelsk talt – falske guder. Først og fremmest sig selv.
Mere følger. Altid.
Hvis man vil forstå det 20. århundredes intellektuelle og åndelige historie, skal man interessere sig for husmødre. Mere specifikt: Man skal studere den ideologiske konstruktion af idéen om den gode husmor — og om nødvendigheden af lys, luft og renlighed.
Den 1. Verdenskrig var en grusom, irrationel krig. En smattet, beskidt rædsel fuld af skygger. Efterfølgende, da krigen var forbi, skulle der gøres rent og luftes ud — ikke bare i hjemmene, men også i åndslivet. Også i filosofien. TANKEN skulle være lige så blankpoleret og klar som mahognibordet. Alting skulle desinficeres. I filosofisk og åndelig sammenhæng medførte det en opblomstring af den såkaldte analytiske filosofi og en afvisning af tidligere tiders mudrede metafysik. Kunsten blev modernistisk.
Efter 2. Verdenskrig måtte man erkende, at renhedsstrategien faktisk ikke havde virket. Tværtimod: Den klare tanke havde ført til forbrydelser og grusomheder af et helt ufatteligt omfang. Det var den konklusion, Horkheimer og Adorno nåede frem til i deres berømte bog, “Oplysningens dialektik”.
Nu om stunder dyrker vi et slags mix. Irrationaliteten er tilbage. Big time. Jvf. min snak om spiritualitet. Men det er en irrationalitet, som er gennemsyret af idealerne om lys, luft og renlighed. Spiritualitet handler om at blive REN og at få lys og luft indeni — IKKE om at blive snasket til af ånd.
Men kunne man ikke forestille sig en anden form for spiritualitet?
Endnu et spørgsmål til jer.
Der findes små problemer, og der findes store problemer. Også filosofisk. Og der findes MEGET STORE problemer. Og der findes GULDRANDEDE, MEGET STORE problemer — som er den fineste slags. Selvfølgelig.
Højt på listen over de sidstnævnte – klassikerne – er det, der kaldes sjæl-legeme-problemet. Et menneske består tilsyneladende af to helt forskellige materialer, et fysisk materiale (krop og snot og dårlige tænder og så videre) og et slags sjæle-materiale, en SPIRIT, som egentlig slet ikke er noget materiale. For sjælen besidder ikke nogle af de egenskaber, der normalt karakteriserer et materiale. Den har ingen vægt, den kan ikke måles, vi kan overhovedet ikke se den. Faktisk aner vi ikke, hvor den er. Men den er der.
Det er et GULDRANDET, MEGET STORT problem, at sjælen og legemet kan interagere med hinanden. Hvordan kan noget, der hverken har udstrækning eller masse, påvirke noget fysisk? Hvordan kan noget fysisk påvirke noget sjæleligt?
Der er gennem filosofihistorien gjort mange – og mange forskellige – forsøg på at besvare spørgsmålet. Der er i det mindste to måder at (forsøge at) modgå DUALISMEN på — og det vil sige: Der er én måde, men i to meget forskellige varianter. Man påstår – det er måden – at den ene del, kroppen eller sjælen, i virkeligheden slet ikke findes. Så der er reelt ikke noget problem. Enten siger man, at kroppen – den fysiske verden – i virkeligheden er et (bi-)produkt af sjælen eller ånden — eller også siger man, at sjælen i virkeligheden er et (bi-)produkt af det fysiske. Sjælen er – i den sidste variant – et slags mere eller mindre tilfældigt ledsagefænomen.
Jeg har – for jeg er bare mig – overhovedet ikke noget bud på et svar. Men dualismen – at vi består af to helt forskellige materialer, en krop og en sjæl – er forkert. Det må den være. Og det er ikke kun en abstrakt, akademisk diskussion. Dyrkelsen af sjælen, af SPIRIT’EN, er en milliard-industri. SPIRITUALITET er big business.
Men hvad er spiritualitet? Hvis spiritualitet, som Wikipedia skriver, “implies the mind-body dichotomy, which indicates a separation between the body and soul”, så er spiritualitet – plat sagt – FORKERT. Fordi “the mind-body dichotomy” er forkert. Vi ved, at den er forkert — fordi den ikke kan være rigtig.
Hvordan – det er mit spørgsmål – lyder den ikke-dualistiske definition på spiritualitet? Og det er altså ikke fordi, jeg sidder og keder mig. Jeg skal bruge svaret. Tror jeg.
New York Times: “Endowed with an art student’s pictorial imagination, a journalist’s sociological eye and a poet’s gift for metaphor, John Updike — who died on Tuesday at 76 — was arguably this country’s one true all-around man of letters. He moved fluently from fiction to criticism, from light verse to short stories to the long-distance form of the novel: a literary decathlete in our age of electronic distraction and willful specialization, Victorian in his industriousness and almost blogger-like in his determination to turn every scrap of knowledge and experience into words.” Læs hele nekrologen her.
Positionelle goder og kollektive problemer
Udgivet januar 28, 2009 litteratur , politik , samfund Leave a CommentJeg har nu læst cirka 250 sider i Heaths og Potters “The Rebel Sell” — og jeg synes stadig, det er en fremragende bog. Jeg bliver glad af at læse den.
Der er et gigantisk, intellektuelt marked for meget indviklede (og ofte lidet overbevisende) teorier om alle de elendigheder, kapitalismen og forbrugersamfundet påtvinger os — om reklameindustriens magt, om falsk bevidsthed, om konformiteten, der spreder sig og lægger livet øde. Om ensrettetheden. Om amerikaniseringen. Og så videre. Hvis man er bare en lille smule overspændt og paranoid – og vi er mange – kan man hurtigt få det hele kværnet sammen, så det kommer til at ligne et slags komplot. Der er nogen – THE MAN – som er ude på at tage røven på os. Hver især. Ligesom nogen – THE MAN – har tager røven på alle idioterne … I ved nok? Alle de dumme. Alle dem, der ikke ved bedre, men som bare lalller rundt og er helt ukritiske forbrugere. Som køber en Weber-grill, hvis man siger til dem, at de skal købe en Weber-grill. De småborgelige. Dem, de andre.
Men tingene – mange af tingene – er slet ikke spor indviklede. Egentlig. Og der er ikke noget komplot. Der er lidt mindre SPÆNDENDE, selvfølgelig — men jeg bliver alligevel glad, når Heath og Potter i deres bog tillader sig at gøre opmærksom på det.
Hvad driver forbruget i et samfund som vores? To ting — som hænger sammen: Jagten på positionelle goder. Det vil sige den fortsatte jagt på ting og sager, som kan få os til at føle, respektivt, at vi er lidt mere cool eller lidt finere eller lidt mere åndrige eller bevidstgjorte end alle andre. Nogle køber store biler eller feriehuse i Syd-Frankrig. Andre køber Nirvana-CDer eller forvaskede jeans eller Karl Marx’ samlede værker til reolen. Det er fuldstændig ligemeget — for forskellen er den samme. Som man siger.
Og den anden ting er det, som Heath og Potter kalder “collective action problems”. Det bedste eksempel på et collective action problem er – måske – et våbenkapløb mellem to stater. Hvis vi har mistanke om, at nabostaten har erhvervet sig 10 raketter, så er vi nødt til at anskaffe os 12 — også selv om vi overhovedet ikke har tænkt os at bruge dem, og også selv om vi egentlig hellere ville bruge pengene på noget andet. Det er ikke sikkert, at nabostaten faktisk havde de 10 raketter — men nu, hvor vi har 12, er nabostaten nødt til at have 14. Og så er vi nødt til at have 16. Og så videre.
Et lidt mindre drastisk eksempel, som forfatterne også giver i bogen: Nogle skøre by-boere, som gerne vil give indtryk af, at de er VOLDSOMT MEGET i kontakt med naturen, begynder at køre rundt i firehjulstrækkere. I byen. Det udvikler sig nemt og hurtigt til et kollektivt problem, for flere firehjulstrækkere på gaderne betyder, at det nu pludselig er blevet farligere at færdes i trafikken — og så er alle vi andre OGSÅ nødt til at købe kæmpe-biler, for ellers er det os, der bliver slået ihjel, hvis vi bliver torpederet. Og når vi – således – køber firehjulstrækkere, bliver trafikken bare endnu farligere at færdes i. Vi mener det godt, men det er en nedadgående spiral.
Og et tredje eksempel, som vi alle – også os uden kørekort – kan forholde os til, nemlig julegaver: Pludseligt et år er der en eller anden knold, som af misforstået venlighed har købt gaver, der er 20-25% dyrere end dem, alle vi andre har købt. Næste år – bare for at opretholde status quo – er vi allesammen nødt til at bruge flere penge på gaver. For ikke at komme til at ligne en flok fedterøve.
Heath og Potter er vistnok ikke ligefrem venstreorienterede i europæisk forstand — men nok i amerikansk. De er fortalere for regulering. Der er, skriver de, kun én måde, hvorpå sådanne collective action problems kan løses. Og alle os, der har prøvet det dér med julegaverne, ved godt hvordan: Man er nødt til at lave en regel. Man er nødt til at indgå en aftale om, at julegaver ikke må koste mere end kr. 150,- Stater er nødt til at indgå aftaler om begrænsning af våben. Vi er nødt til at lave love, der regulerer trafikken i byerne. Og så videre. Den politiske, reformististiske pointe er, at vi hverken har brug for revolutioner eller totale, “modkulturelle” omvæltninger af vores samfund. Vi har sådan set bare brug for at blive enige om nogle regler.
Men den private jagt på positionelle goder ender også som et slags våbenkapløb, et collective action problem — og denne jagt kan ikke reguleres. Problemet er helt indlysende. I en ganske kort overgang er det cool at gå med Björn Borg-undertøj — men når budskabet om, at det er cool, spredes, vil alle være med, og pludselig kan man købe Björn Borg-undertøj på tilbud i Netto. Så er det ikke længere så cool — og så er man nødt til at finde på noget andet. Eller: En kort overgang kan man virke enormt bevidstgjort, fordi man kender og lytter til Rammstein — men når Rammstein bliver Giro 413 … etc. En kort overgang kan man virke akademisk hip, fordi man kan citere Badiou — men når alle citerer Badiou, kommer man selv til at lyde lidt uopfindsom.
Vi må hele tiden finde på noget nyt, det vil sige forbruge — og det er IKKE (og det er selvfølgelig vigtigt), fordi vi allesammen hver for sig vil være hippere og hippere. Eller mere og mere modkulturelle. Det er som i eksemplet med julegaverne: Vi er egentlig fint tilfredse — men vi er nødt til at forbruge mere og mere bare for at opretholde status quo. Det vil sige: Vores eget selvbillede. Hvis man opfatter sig selv som modkulturel, er man bestandigt i problemer, for det er helt sikkert, at hver gang, man har fundet et eller andet, som er MODSAT, ender det – snart – som tilbudsvare. Hvad enten det Dr. Martens-støvler eller Marilyn Manson eller whatever. Et helt konkret og aktuelt eksempel fra min egen, lille verden: Da jeg begyndte at interessere mig for Dario Argento, instruktøren, var filmene nærmest uopdrivelige. Mine egne kopier var kopier af kopier, og jeg kunne føle mig som del af en udvalgt skare. Fordi jeg havde dem. Nu – har min hustru netop informeret mig om – kan de købes på DVD i Kvickly til kr. 10,- pr. stk. Nedtur.
Coolness er noget positionelt. God smag er noget positionelt. Man kan ikke være cool, hvis der ikke er nogen, der ikke er det — ligesom man heller ikke kan have en god smag, hvis der ikke er nogen, der har en dårlig. Alle os – fristes jeg til at skrive (og så gjorde jeg det) – med god smag har brug for alle jer, der har en dårlig. Og hvis alle jer med dårlig smag pludselig begynder at få en god smag, så er vi – de lidt finere – i problemer.
Således lyder Heaths og Potters forklaring, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de har ret. Men jeg er på den anden side heller ikke i tvivl om, at der er noget – noget meget væsentligt – der mangler i de to forfatteres analyse, nemlig det, som jeg (på engelsk — bare for at genere Søren Krarup) vil kalde de positionelle goders INTRINSIC VALUE. Rammstein har en positionel værdi, afgjort — men også en musikalsk. Eller: At have Karl Marx stående på hylden har signalværdi — men hvis man faktisk læser ham, bliver man klogere. Også.
Men det er – nok – en helt anden snak.
Jeg har, siden Carsten meget venligt gjorde mig opmærksom på mandens eksistens, været ret optaget af Slavoj Žižek. Som er en slovensk filosof og psykoanalytiker med hang til Hegel og Lacan. Især.
I går modtog jeg Žižeks bog om (virkningerne af) angrebet på World Trade Center, “Welcome to the Desert of the Real” — og i dag forsøgte jeg at læse den. Men nu har jeg opgivet. Efter cirka 100 sider. Udtrykt på (netop) hegeliansk: Žižeks store force er – forekommer det mig – også hans store svaghed: Han er god til at kritisere og pointere, hvor indviklet alting er, og han er en skæg og finurlig ILLUSTRATOR. Han kan – tilsyneladende – altid finde en vittighed, en anekdote eller en film, der illustrerer hans pointe. Men han når aldrig frem til nogen form for PRAKTISK, politisk konklusion. Det er, kan man mene, slet heller ikke hans opgave — for han er filosof, ikke politiker. Men alligevel. Žižek er et bevis på, at det fortsat er muligt at tænke, og han er meget inspirerende. Han er imidlertid OGSÅ, forekommer det mig, et godt eksempel på et intellektuelt æggehoved, som snakker og snakker og snakker.
Og det gør han. “Welcome to the Desert of the Real”, bogens titel, er et citat fra “Matrix”-filmene — og Žižek er, apropos ørken, en slags turbo-nomade. Hans fundamentale idéer og pointer er næsten altid de samme, men han rykker hele tiden rundt oppe i sit hovede, og når man lytter til ham eller læser hans bøger, er det ofte svært at følge ham. Hans tankespring. Og det er også en kilde til irritation. Undertiden. Hos mig. At han ikke UDVIKLER sine tanker, så de kan fattes af os almindelige mennesker, men i stedet bare hopper rundt. Og lad os da endelig udnytte BILLEDET til det yderste: At læse Žižek føles undertiden som at stå midt i en sandstorm — og sandet løber ud mellem fingere og så videre. Alt det dér.
Men. Selvfølgelig. Jeg morede mig gevaldigt over hans henvisning – i bogen – til følgende anekdote om Talleyrand: Han sad engang og spiste middag med en ven. Der foregik højlydte kampe på gaden udenfor, og Talleyrand sagde til vennen, “Kan du høre, vores side vinder!” “Hvilken side er vores?” spurgte vennen — hvortil Talleyrand svarede, “Det ved vi i morgen, når vi finder ud af, hvem der har vundet.”
Denne anekdote – bare vendt på hovedet – illustrerer ifølge Žižek (og han har ret), hvordan nutidens venstrefløj lader “narcissistiske behov for tabte sager” regere over deres politik. “Kan du høre, vores side taber!” “Hvilken side er vores?” “Det ved vi i morgen, når vi finder ud af, hvem der har tabt.”
Nye kommentarer