Psykoterapi er litteratur

En tekst fra mit terapi-website. Kursiveringerne er desværre forsvundet, men den oprindelige tekst kan downloades i PDF fra websitet.

***

Psykoterapi er litteratur
Lidt om Dostojevskij og Barbara Cartland og fru Nielsen

Psykoterapi er en etisk disciplin – og etik, som Wittgenstein gør opmærksom på, er æstetik. Og omvendt. Æstetik betyder måde – og psykoterapi handler om måder. Altså er psykoterapi en etisk og en æstetisk disciplin.

Psykoterapi handler om, hvordan vi behandler os selv, om vores selvforståelse og opfattelse af vores egen situation, respektivt, vores muligheder, rod og elendigheder. Psykoterapeutens eneste redskab eller medie er talen: Sam-talen med klienten i konsultationen og ene-talen, når terapeuten skriver bøger, holder foredrag eller lignende.

Jeg bryder mig personligt ikke så meget om begrebet kommunikation, fordi det i mine ører lyder lidt for usaftigt og maskinelt – som noget, der sådan set ikke behøver at have noget med rigtige, levende mennesker at gøre, men lige så godt (og måske endda mere gnidningsfrit, effektivt og prisbilligt) kan foregå mellem to computere eller robotter. Jeg vil hellere sige, at psykoterapi handler om sprog: Om sprogliggørelse, i-tale-sættelse, sprogforståelse og sprogbeherskelse. Retorik og æstetik. Den slags.

Polemisk udtrykt: Psykoterapi er ikke videnskab. Psykoterapi er litteratur. Heraf følger, at psykoterapi hverken skal eller overhovedet kan vurderes som videnskab. Psykoterapi skal vurderes som litteratur.

Det giver i min optik ikke meget mening at forsøge at gennemtrumfe, som nogle gerne vil have det, en slags certificering eller autorisation af danske psykoterapeuter ud fra – som man siger – videnskabelige kriterier. Eller mere præcist: Forslaget giver nøjagtigt lige så meget mening som et forslag om at lave en videnskabelig stok, der på forhånd kan måle, hvad fru Nielsen vil få ud af at læse Dostojevskij. Eller Barbara Cartland.

God litteratur hjælper os til at forstå os selv bedre. God psykoterapi gør det samme. Mødet med en virkelig god bog kan give os stof til eftertanker og fornyet lyst til og mod på livet. Mødet med en virkelig god psykoterapeut kan gøre et tilsvarende indtryk. For nogle mennesker er det mødet med en roman af Dostojevskij. For andre er det Barbara Cartland – eller måske et digt eller et skuespil eller en sjofel novelle fra De grå sider i mandebladet Rapport. It takes diff’rent strokes for diff’rent folks, og det gælder også med hensyn til psykoterapi. Fru Nielsen får måske ikke noget ud af psykoterapeut A, men er til gengæld vældig glad for psykoterapeut B – hvorimod frøken Johansen har det lige modsat.

Enhver bare nogenlunde professionelt indstillet terapeut vil selvsagt gøre sit bedste for alle sine klienter, herunder også både fru Nielsen og frøken Johansen, men nogle gange klikker det bare ikke. Der er ingen kemi. Også i denne henseende er psykoterapi som litteratur – for hvis terapien ikke fungerer, er det ikke nødvendigvis fordi, terapeuten er dårlig. At fru Nielsen får mere ud af Barbara Cartland er ikke ensbetydende med, at der er noget galt med Dostojevskij. Det er der faktisk overhovedet ikke. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Dostojevskij er en betydelig bedre forfatter – men hvis fru Nielsen får mere ud af Cartland, så har Cartland sin berettigelse. Det er autorisation nok for mig.

Og ingen psykoterapeut kan med rimelighed forventes at kunne eller være det hele, den hele litteratur. Hvis en psykoterapeut påstår, at han eller hun kan det eller er det, både Dostojevskij og Cartland og De grå sider, så er han eller hun fuld af løgn. Selv den bedste psykoterapeut vil undertiden være nødt til at henvise en klient til en anden terapeut. Ikke fordi der er noget galt med klienten, og ikke fordi der er noget galt med terapeuten – men ganske enkelt fordi, klienten har brug for en anden slags tekst.

***

Bo Gorzelak Pedersen
www.elendighed.dk
Copyright © 2008

Odysseus-modellen, 2

En tekst fra mit terapi-website. Kursiveringerne er desværre forsvundet, men den oprindelige tekst kan downloades i PDF fra websitet.

***

Odysseus-modellen 2
Om at for-holde sig og at be-gribe og en lille smule om håndbold

Jeg vil tillade mig at lade mig inspirere af den store, tyske filosof Martin Heidegger, som var en sand mester i at få enkelt-ord, udtryk og begreber til at rykke ud med sproget. Som man siger.

Jeg vil skelne mellem begreberne forholde, for-holde, og begribe, be-gribe – og jeg vil definere de to begreber (og forskellen på de to begreber) sådan:

Vi mennesker for-holder os til alt muligt. Hele tiden. Sansninger, følelser, tanker, fakta, spørgsmål, myggestik, svigermødre, TV-programmer, opvask, træthed og så videre. Fra det allerhøjeste, Shakespeare og Wagner og slentreture blandt græske ruiner, til det laveste og mest smudsige, private svineri. Livet konfronterer os med det, og vi holder-det-for-os, det vil sige for-holder os til det.

Og vi be-griber det. I hvert fald det meste. At be-gribe er i denne sammenhæng ikke det samme som at forstå eller gennemskue noget – sådan som man for eksempel kan forstå eller gennemskue reglerne i håndbold. Be-gribelse er ganske enkelt vores normale måde at for-holde os på: Vi tager hånd om – griber – det, vi for-holder os til.

Lad mig bruge netop håndbold som en slags metafor: Verden kaster os en masse bolde, ting og sager, som vi skal for-holde os til – og vi be-griber dem stort set altid. Det er slet ikke sikkert, at vi fuldt ud forstår, hvad det er, vi har fået i hænderne. Åndeligt talt. Men vi kan som oftest uden videre indskrive dem i en kontekst, som er vores egen. Vi kan gribe boldene som os selv, uanset hvem vi i øvrigt er. Selv om man ikke forstår det fjerneste af reglerne i en håndboldkamp, vil man alligevel be-gribe spillet.

Man kan også – med et misbrug af et citat af Aristoteles – udtrykke det sådan, at naturen gør ingen spring. Verden hænger sammen, også oppe i vores hoveder, og der er ingen af os, der går rundt med blanke sider eller sorte huller i vores bevidsthed-om-verden. Vi har altid en totalopfattelse. Lige meget hvad livet for-holder os, kan vi be-gribe det ud fra og indpasse det i vores egen totalopfattelse. Respektivt. Eller altså: Næsten lige meget hvad.

Begribelse er et eksistentielt guldord, fordi det ligesom opsummerer flere meget væsentlige, eksistentielle sandheder om mennesket og menneskets vilkår som menneske: Vi griber ud efter verden og hinanden, vi er verdensvendte, vi be-griber verden og hinanden – og vi tager hånd om, drager omsorg for, verden og hinanden. Omsorg er et vigtigt begreb i eksistentialismen og i den eksistentielle psykoterapi, og jeg vil senere vende tilbage til det.

* * *

I normal, dagligdags tale betyder at forholde sig at tage stilling til et eller andet. Hvis vi spørger, ”Hvordan forholder du dig til regeringens asylpolitik?” så betyder det, ”Hvad mener du om politikken?”

I denne sammenhæng bruger jeg ordet anderledes – og det er nok værd at pointere. At tage stilling til noget kræver en aktiv handling. At for-holde sig sig til noget eller lade sig for-holde noget kræver – i min fremstilling – vistnok ikke meget andet, end at man er til stede som et sansende, følende og bevidst menneske. For så vidt er der tale om en slags tre-trins-raket: Vi holdes noget for, vi be-griber det – og først derefter tager vi stilling til det. Hvis vi altså orker.

Men hvorfor overhovedet skelne mellem for-holdelse og be-gribelse? Fordi der er i et hvert fald ét helt afgørende tilfælde, hvor vi som mennesker tvinges til at for-holde til noget, som vi ikke kan be-gribe – og hvor vi følgelig, eftersom vi ikke kan be-gribe det, i stedet må se os henvist til at forsøge at be-gribe, netop, at vi faktisk ikke kan be-gribe det. Og at tage stilling til dette.

Det handler om selve menneskets kerne eller sjæl – og om eksistentialismens og den eksistentielle psykoterapis udgangspunkt.

***

Bo Gorzelak Pedersen
www.elendighed.dk
Copyright © 2008

Odysseus-modellen, 1

En tekst fra mit terapi-website. Kursiveringerne er desværre forsvundet, men den oprindelige tekst kan downloades i PDF fra websitet.

***

Odysseus-modellen
Lidt om atomet og mennesket og psykoterapiens grænser

Jeg vil i denne korte tekst indledningsvis prøve at sammenligne et menneske med et atom – og sige, ”Et menneske er som et atom, fordi … ”

Hvordan er et atom skruet sammen? Ifølge den klassiske atommodel, som børn og unge lærer om i skolen, består et atom af en kerne med noget halløj – nogle elektroner – rundt om. Man kan tegne modellen som en kugle, kernen, med elektroner i cirkler rundt om den.

Denne atommodel er smart, fordi den er relativt begribelig og kan forklares, så selv skolebørn kan forstå den – og den virker. Faktisk. Det vil sige: Man kan bruge den i forbindelse med udregninger og nå frem til resultater, der stemmer med vore observationer.

Ordet atom kommer af det græske ord atomos, som betyder udelelig. Et atom er etymologisk en udelelig ting, altså en ting, som ikke kan splittes i endnu mindre dele. Verdens mindste byggestene. Men det, som vi kalder et atom, kan deles – for eksempel i kerne og elektroner. Og når man kigger nærmere efter, begynder atomet ligesom hurtigt at gro til og blive decideret ufolkeligt indviklet. Atomkernen består af flere forskellige slags partikler, som holdes sammen af kernekræfter – og kun atomfysikere og den slags kan rumme det i deres hoveder.

Og noget lignende, påstår jeg nu, kan man sige om et menneske.

Ifølge den klassiske model, som jeg vil kalde Odysseus-modellen, fordi det får den til at lyde lidt fin, består et menneske af en kerne med noget halløj rundt om. Det ydre livs vrøvl. Kernen består af menneskets sjæl eller netop-denne-her-personlig-hed. Filosoffen Karl Jaspers, som er en af den eksistentielle psykoterapis fædre, kalder det et sted for det enkelte menneskes ”being thus and no other”.

I den klassiske Odysseus-model, som også er den eksistentielle psykoterapis model, anskues et menneskes kerne virkelig som – som ordet betyder – et atom. En udelelig ting, en sjæl eller en netop-denne-her-personlig-hed – med det ydre livs vrøvl rundt om. Som blandt andet, vrøvlet, inkluderer alverdens sygdomme, pengeproblemer, rentetilpasningslån, rejsningsproblemer og så videre og så videre.

Og ligesom det gælder om atomet, gælder det også om mennesket, at hvis man kigger nærmere efter, begynder det at opløse sig i endnu mindre bestanddele og kernekræfter. Netop-denne-her-personlig-hed forekommer at være opbygget af forskellige, psykiske departementer, som er underlagt psykiske love. Nu om stunder er det også kommet på mode at anskue kernen genetisk, og der er nærmest ingen grænser for hvor mange gener, forskerne kan finde. Det udelelige, sjælen, viser sig i denne optik at bestå af en himmelsk hærskares mangfoldighed af DNA-koder.

* * *

Her stopper min sammenligning mellem atomet og mennesket. Cirka. For vurderingen af de to omtalte modeller, den klassiske atommodel og Odysseus-modellen af mennesket, må blive forskellig.

Er den klassiske atommodel rigtig? Kan man sige, at den er rigtig? Nej, det kan man nok ikke. Det er en forsimplet model, og det ved vi godt – men den virker. Til husbehov. Og engang i fremtiden vil vi blive i stand til at præsentere og plage vore skoleelever med en endnu bedre model, som på smukkeste vis også vil indkoorporere alt det, vore allerklogeste hoveder først lige er begyndt at forstå. Det er der sådan set ingen grund til at tvivle på.

Men er Odysseus-modellen af mennesket rigtig? Ja. Også selv om det lykkes os at kortlægge hele sjælens genetik og udgive skidtet som paperback? Ja.

Vi vil aldrig kunne møde et andet menneske på nogen anden måde end som en netop-denne-her-personlig-hed, som har noget halløj rundt om sig. Vi vil aldrig kunne møde os selv på nogen anden måde. Odysseus-modellen er rigtig, fordi den i eksistentiel forstand er rigtig. Den fortæller os noget om mennesket, som er sandt, og som altid vil være sandt, så længe mennesket er, som det nu er. Vi kan forsøge at forestille os og snakke om en anden slags mennesker, forhistoriske eller langt ude i fremtiden, men den slags er kun akademisk.

Det betyder selvsagt ikke, at alle dem, der mener at være på sporet af sjælens mindre bestanddele, tager fejl. Det er bare en anden slags sandhed, de jagter.

* * *

Et menneske består – altså – af en kerne med noget halløj rundt om. Hvad danner eller former kernen? Det gør livet. Det gør tilværelsen.

Det kan virke som en lidt vag formulering – men liver ladet sig ikke opsummere, og om tilværelsens sjælsformgivende kræfter kan man næppe sige meget begavet. Individuelt og retrospektivt, jo – men ikke helt generelt. Hvert menneskes liv er unikt. Hvert menneske formes forskelligt fra alle andre.

Det i psykoterapeutisk sammenhæng væsentlige at understrege er naturligvis, at terapi ikke er og ikke kan være en erstatning for liv. Kun en psykoterapeut med galoperende storhedsvanvid kan komme på den tanke, at han eller hun besidder terapeutiske kræfter, som kan måle sig med tilværelsens sjælsformgivende magt. Og tilsvarende om klienten: En klient må ikke forledes eller lade sig forlede til at tro, at psykoterapi radikalt kan påvirke eller forandre hans eller hendes unikke netop-denne-her-personlig-hed. Det kan psykoterapi ikke.

Det enkelte menneskes kerne kan psykoterapi ikke ændre ved. Kernen konstituerer en grænse, en ”limit of psychotherapy”, som alle psykoterapeuter må respektere. Karl Jaspers skriver, at ”The therapeutic attitude can only retain its integrity if it accepts that fundamentally.”

***

Bo Gorzelak Pedersen
www.elendighed.dk
Copyright © 2008

Pissesureugen der blev væk

Den meget venlige kommentar-spors-henvisning til Fleggards reklamevideoer fik mig til at tænke på noget — som efterfølgende pludselig gjorde mig BEVIDST – også – om noget andet.

Henvisningen fik mig til at tænke på Cults nye reklame-plakat med Anne Lindfjeld. Som gør mig lidt hidsig, plakaten, hver gang jeg ser den. Jeg har intet som helst forhold til Cult — men folkens. People. Seriøst. Hvis man gerne vil lave en plakat, og det lykkes en af overtale en af landets hotteste chicks til at posere halvnøgen for at reklamere for ens whatever, hvor besynderligt indrettet skal man så ikke være – mentalt anskuet – for BAGEFTER, når fotoet er taget, at beslutte sig for TOTALT AT FUCKE DET OP ved at retouchere og photoshoppe og vride og gnidre grafisk, til al LIV & SEX til sidst er fuldstændig drænet af damen … ? Lindfjeld. Man skulle ikke tro, at det kunne lade sig gøre. Men Cult kunne. Det irriterer mig næsten lige så meget som den dér butik, der lå i Århus, og som måske stadig findes — som hed Pladasque. PLADASQUE. Og hvorfor? Fordi PLADASK jo ville have været et helt genialt navn til en butik — og DE HAVDE DEN. De havde navnet, og det ville have været cool. Men så var der en eller anden jordfræser, som syntes, det kunne være sjovt at gå ét skridt videre … og så gjorde man det. Og så – i stedet for at få et godt og originalt navn – fik man i stedet en prætentiøs og umorsom plathed. Forspildte chancer.

Og da jeg var nået så langt ad mine indre hjernebaner, blev jeg med et pinlig bevidst om, at jeg – og vi – i år glemte at holde Pissesureuge. Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, og for at gøre bod – føler jeg – må vi fejre ugen hele to gange i 2009.

Det var bare det, jeg egentlig ville sige.

Om at have for meget i hovedet

Min far siger, at jeg har for mange ting i hovedet, og at det er derfor, mit venstre ben holder mig oppe om natten. Fordi det spjætter. Jeg har lavet følgende, udmærkede illustration:

– som viser, hvordan ting kommer ind i mit hovede og derefter – fordi hovedet i forvejen er fyldt med alverdens – bliver omdirigeret til mit ben. Nede i benet omdannes tingene – alle indtryk, tanker og så videre – til kinetisk energi, som får musklerne til at trække sig sammen. Og forhindrer mig i at sove.

Jeg er ikke i tvivl om, at min far har ret — og det har han i øvrigt ofte. Men hvad gør man ved det? Hvad gør man, når man har for meget i hovedet? Man kan jo ikke så godt – heller ikke selv om man eventuelt TROR, at man kan det – FORTRÆNGE tingene eller bare glemme dem igen, viske dem ud eller annullere dem. Man kan godt prøve, det er klart. Man kan gå ud og grave nogle huller i haven, tage en uges refugium, dykke med delfiner eller begynde at dyrke meditation. Men vi glemmer ikke noget. Det ved vi fra Freud. Allerhøjst formår vi kortvarigt at skubbe dem lidt i baggrunden. Og når vi er færdig med at grave eller dykke eller meditere … og så videre. Tingene vender tilbage — hvorefter vi kan starte forfra, grave nye huller, finde nye refugier, og bagefter igen-igen og igen-igen, til vi til sidst fremstår som, som vi nu er blevet, helt maniske. Og benet spjætter stadig. Jeg garanterer.

Der er kun én løsning. Tror jeg. Hvis man har for mange ting i hovedet, så er man nødt til at få nogle af dem UD. Man er nødt til, som det hedder, at UDTRYKKE SIG. Det vil sige: Trykke det ud. Og det er dét, der er mit problem: At jeg for tiden lider af en slags sjælelig forstoppelse, fordi jeg ikke udtrykker mig. Tingene hober sig bare op.

Har i dag siddet og set nogle Youtube-klip med Slavoj Žižek — og bagefter gik jeg tur, mens jeg tænkte, at han – Žižek – dødsikkert sover som en sten hver nat. Han får fem millioner idéer i timen, cirka, og han INDTAGER forslugent alt fra Hegel til Hollywood. Men det hele kommer ud igen — i bøger og interviews og foredrag og så videre.

I dette klip forklarer han, hvorfor “Sound of Music” er en fascistisk film:

Og her er han på Authors@Google:

Kegle

Jeg har prøvet – og endda mere end bare én gang, tro mig – men jeg kan altså ikke lade være med at synes, at den er lidt sød. Sangen:

Year of H

In 2008 my brother has been celebrating a Year of Gay Science — which isn’t, like, homosexuel science, or science about gays, but simply a reference to a very famous book by philosopher Friedrich Nietzsche. 2009, Lars recently stated in his blog, will be Year of Gay Science Part 2.

I thought it would be quite nice to come up with a similar kind of AGENDA or CONTEXT of my own. For the year to come. And so I have decided that 2009 – for me – will be the Year of H. It’s not all that brilliant, I am painfully aware. But there you have it.

Soon entering January 2009: H is for … Heidegger. For Christmas my parents very kindly presented me with a Danish translation of Heidegger’s “Being and Time” — and I have just ordered several more books, including “What Is Called Thinking?” and  “Introduction to Metaphysics“.

I had a teacher at university, I remember, who once told us philosophy students that “No-one’s ever gotten dumber by reading Karl Marx”. True. The jury is still out on Heidegger — but I’m willing to take my chances.

Suggested reading: Michael Inwood: “Heidegger: A Very Short Introduction” and Rüdiger Safranski’s very excellent biography, “Martin Heidegger: Between Good and Evil“.

Please notice that all blog posts written in English are tagged international.

Nu med egen karrusel

Julehygge i det lille, ringstedske hjem. Stjernen er, som I kan se, en skævert.

Og her er min nye, flotte, mekaniske karrusel, som Ane forærede mig i julegave.

Gaveregn

Og så blev det jul — og nu er vi igennem og er kommet ud på den anden side. Som de siger på film: “All sections, report to bridge!” Er der faldne, sårede eller væsentlige skader på det ydre skrog … ?

Ane og jeg er netop kommet hjem fra det vestjyske. Tak til familien for nogle hyggelige dage. Nu går jeg og flytter lidt rundt på bunkerne med julegaver. Foran mig: Et headset til min computer, Slavoj Žižek: “Interrogating the real” og Heideggers “Væren og tid”. Og til venstre: Janáčeks “Jenůfa” og en lille karrusel, som kan dreje rundt. Har også fået en flot, ny trøje, en CD med Jørgen Leth, nogle HELT RIGTIGE notesbøger, en DVD-boks med “Son of the Beach”, en hæfteklammemaskine og meget andet. Altsammen – selvfølgelig – helt og aldeles ufortjent. Men ikke desto mindre.

Julens tema – som det udviklede sig – var mos. Her er et godt mos-link.

Level 50