Eksistentiel psykoterapi

Her er shitty first draft til en kort introduktion til mit terapi-site, elendighed.dk. Læs den lige, venligt, og kom med nogle kommentarer. Er det forståeligt? Giver det mening? Den slags.

***

Den eksistentielle psykoterapi har sine rødder i eksistensfilosofien eller eksistentialismen, herunder Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger, og den har som sine foregangsmænd og -kvinder eksempelvis Karl Jaspers, Viktor E. Frankl, Ronald Laing og Emmy van Deurzen.

Mange former for psykoterapi har primær fokus på nogle af de determinerende faktorer og påvirkninger, som vi alle udsættes for, og som vi alle nødvendigvis må forholde os til: Biologiens og genetikkens betydning, sproget, økonomien, det ubevidste o.s.v. Alt dette konstituerer det, som vi med et udtryk fra filosoffen Kant kan kalde nødvendighedens rige – og vi mennesker lever i dette rige. Vi er resultatet af biologiske og kemiske processer, ligesom vi er påvirket af sproget og måden, hvorpå vi kommunikerer med hinanden, økonomien, det ubevidste. Uhensigtsmæssige og/eller uønskede påvirkninger kan imødegås via forskellige terapiformer og coaching, kostvejledning, motion, kommunikations- og assertionstræning, økonomisk vejledning, psykoanalyse o.s.v.

Men vi mennesker lever ikke kun i nødvendighedens rige – vi lever også i frihedens rige. Eksistensfilosofisk udtrykt: Vi mennesker er eller findes ikke bare som resultaterne af diverse faktorer og påvirkninger. Vi eksisterer. Det vil sige: Vi forholder os hele tiden til vores egen er-hed eller findes-hed. Vi er bevidste. Vi kan træffe valg, herunder – og ikke mindst – moralske valg. Vi kan betragte os selv og træffe valg med hensyn til os selv. Det er det, der adskiller os fra dyrene. Det er det, der karakteriserer os som mennesker: At vi ikke kun lever i nødvendighedens rige, men også i frihedens. Vi forholder os – og vi kan vælge at forholde os anderledes.

Den eksistentielle psykoterapis to kerne-ord eller kerne-begreber er frihed og mulighed. Alle mennesker er underlagt krav og forventninger, også krav og forventninger til sig selv, og det er forholdsvis let at komme til at føle sig fanget og ufri. Vi bliver fanget i bestemte sociale roller, og der er arbejde og familie at tænke på. Privatøkonomi. Prestige. Sexlivet.

Det er imidlertid eksistentialismens og den eksistentielle psykoterapis grundsynspunkt, at ethvert menneske fundamentalt er sat i frihed. Hvor meget vi end føler os bundet, og hvor meget vi end føler os som ofre for omstændigheder, vi ikke selv kan kontrollere, har vi altid friheden til så at sige at løfte hagen og sige ja til livet som vores eget, til at tage livet alvorligt som vores eget – og til at forholde os til det på vores egen måde, respektivt.

Det er den eksistentielle psykoterapis hovedformål at hjælpe med til at nå frem til en forståelse af denne fundamentale frihed, at hjælpe med til at frisætte – og dermed hjælpe med til at synliggøre personlige potentialer og muligheder for forandring og vækst.

Skandaler

Der gik igen nogle dage uden nye indlæg i bloggen. Undskyld. Men hvad skal man næsten sige … ? Hvor vælger man at slå ned? Vi vader jo – lige nu – rundt i SKANDALER — og lad mig da bare nævne de tre største: Grønlands selvstændighed. Vi er som nation ved at afgive ca. 95% af vort territorium, uden at sagen overhovedet bliver diskuteret, og uden at befolkningen bliver inddraget eller spurgt. Formodentlig vil det ikke i hele verdenshistorien kunne lade sig gøre at finde ét eneste eksempel på tilsvarende national SLAPHED og IMPOTENS. Føj for dén. Og omskæring af drengebørn. Jeg troede, det var en slags tåbelig joke — men tilsyneladende ikke, for debatten kører i diverse aviser o.s.v. OMSKÆRING … ?! Har de dér børne-bekymrede bare besluttet sig for at lade al fornuft fare? Du milde. Og ikke mindst skandaløst: DR2s tema – i aftes – om UFOer — og Dansk UFO Informations MEGET MISTÆNKELIGE afvisning af, at der nogensinde er konstateret UFOer i Danmark. Efter 50 års forskning i emnet har de ikke andet at rapportere, end at der ikke er noget at rapportere … ? Det er da en fuldstændig gudsjammerlig kedelig konklusion. Øv.

Common ground

Nå. Men fuck da det. Som man siger. Jeg har helt indlysende fået Wagner på tværs af min åndelige gangsti — så meget, faktisk, at jeg ikke kan PASSERE. I hvert fald ikke lige nu. Og hvad gør man så? Man går en anden vej. Bare. Selvfølgelig. Fuck da det.

Dagens CD er Lou Reed: “New York”, en af denne verdens helt store. Man kan beskylde Lou Reed for meget, men ikke just for at være tvetydig eller svært tilgængeligt terræn. Hvis du ikke allerede ejer CDen, så køb den. Den er fantastisk.

Her er “Sick of You”:

Og her “Good Evening Mr. Waldheim”:

En dum blondine, 2

Ok. “Lohengrin”. Igen. Lad os – mig – nu prøve at være lidt COOL. Lidt cool OMKRING det … som man siger. Hvis man er en total sprogspasser. Som burde have et løg i nakken.

Hvad HANDLER “Lohengrin” om … ? Hvad er det centrale PROBLEMKOMPLEKS i operaen? Hvad er den centrale RELATION? Det er forholdet mellem Elsa og broderen, Gottfried. Operaen STARTER med at handle om dette forhold, og operaen SLUTTER med at handle om dette forhold. Altså – lad os sige det – HANDLER operaen om dette forhold. Nu ikke så meget pjat.

“Lohengrin” handler om Elsa og Gottfried. Og Gottfried siger ikke noget. Det meste af tiden er han forvandlet til en svane. Altså: Operaen handler om Elsas forhold til broderen. Ikke om broderens forhold til Elsa. Operaen handler om Elsa.

Nå. Og så – nu – fik jeg besøg af to malerinder.

Fortsættes.

Magic is everywhere, 2

Parkeringspladsen uden for mit studerekammer-vindue. Ringsted, mandag, kl. 7.

Psykodrama

Der er mange mennesker, musikelskere, som ikke kan udstå Wagner — og der er mennesker, også musikelskere, som tilbeder ham og dyrker ham som en halvgud. Få komponister kan i samme grad som Wagner få folk til at (over-)reagere følelsesmæssigt. Og irrationelt. Hvorfor?

Et svar kunne – lidt bonderøvsk – lyde, at Wagner ganske enkelt var og er den mest møgirriterende SKRÅSTREG fantastiske komponist nogensinde. Hvilket man kan være enig SKRÅSTREG uenig i — men som under alle omstændigheder ikke gør os ret meget klogere. Et andet svar, som bl.a. Wagner-kenderen Bryan Magee giver i “Aspects of Wagner”, er, at Wagners operaer er en slags psykodramaer, som vi kan identificere os med. Dybdepsykologisk. Og at vi reagerer med fornægtelse og afsky — eller ved at forelske os i komponisten. Ligesom en klient kan forelske sig i en terapeut. Vi føler os forbundet med den, der gennemskuer os. Eller hader ham eller hende. I Wagners tilfælde: Udstiller os. Endda.

Der er to ting, jeg har lyst til – i min tilstand af forsnottethed – at henlede min egen opmærksomhed på:

1. Wagners operaer er MANIEREDE. De er kunstige. Konstruerede. Som al kunst er det. Der er en romantisk tåge omkring Wagner og hans operaer — som, operaerne, er strikket sammen af diverse mytologier og folklore. I hine tider … Eventyr og fabler. Da mennesket endnu var ungt. Før iPod’en blev opfundet. Og så videre. Men Wagner levede ikke i hine tider. Han var samtidig med Karl Marx. Industrialiseringen og sodsværtningen af de europæiske storbyer. Wagners operaer bringer ikke bud fra GAMLE DAGE. De er fra vores tid. Wagner døde i 1883, to år før Sigmund Freud fik sin læge-eksamen.

2. Det er bemærkelsesværdigt og vigtigt, at Wagners operaer – i modsætning til så mange andre – ikke indeholder ret mange duetter. Og den slags. Folk synger alene — og der er kor. Ligesom i den græske tragedie. Der er stort set aldrig nogen, der AGERER. Pro-aktivt. Alle RE-AGERER.

Altså: Verden i en Wagner-opera – en af de vigtige, store – er et slags lukket rum, hvori de optrædende reagerer i forhold til hinanden og SÆTTES eller defineres af hinanden. Wagner-personer er ikke “naturlige” eller “rigtige”, hele mennesker, og det ville være halsløs gerning at forsøge at forstå dem eller analysere dem som sådanne. Det ville ikke kunne lade sig gøre — eller det ville kun kunne lade sig gøre ved at digte videre på dem. Og dermed overskride værkernes egne præmisser.

Det er meget nærliggende – og jeg er helt enig med Magee – at nå frem til den konklusion, at en Wagner-opera (som kræver mange, mange medvirkede, og som koster millioner at producere) I VIRKELIGHEDEN er noget, der foregår inde i hovedet. I en bevidsthed. Og at alle stemmerne, de optrædende, alle er psykologiske aspekter af den samme. Det wagnerske rum er en bevidsthed. Personerne re-agerer på hinanden med henblik på – helt freudiansk – at udløse en spænding. Psykodrama.

Mere følger.

En dum blondine

Her er noget, jeg har lært af min psykoterapi-mester. Illustrationerne, som er didaktisk fremragende, er mine egne.

Nogle mennesker fokuserer meget på helheder:

Hvorimod andre er meget fokuserede på detaljer:

“D” betyder detalje. Altså.

Folk, der er fokuserede på helheder, har forholdsvis nemt ved at fatte større sammenhænge og se BREDE LINIER og den slags. Folk, der er fokuserede på detaljer, kan huske farven på den kjole, Gry havde på, da hun i 1983 vandt Melodi Grand Prix’et med “Kloden drejer”. Og så videre.

Jeg hører afgjort selv til den første kategori. Jeg forsøger FØRST at forstå helheden, sammenhængen, konteksten — og betragter derefter detaljerne der-ud-fra. Jeg er en knold til detaljer. Jeg kan ikke huske folks telefonnumre, fødselsdage, eller om de skal have mælk i kaffen. Eller kun drikker te. Men til gengæld har jeg helt styr på, hvor jeg – åndeligt talt – skal VÆRE for at VÆRE hos dem. Når vi er sammen.

Dagens tema er “Lohengrin” — og derfor det ovenstående. Jeg er en idiot til at læse noveller, for i noveller er det detaljerne, det kommer an på. Og jeg fatter – som oftest – ikke en meter. Men det sker jo selvfølgelig også, at jeg støder panden mod EN STOR FORM, som for eksempel “Lohengrin”, som er så fluktuerende eller – bare – SVÆR, at jeg ikke kan fastholde omridset. Jeg har meget svært ved at forstå Wagners opera. Hvad den handler om — egentlig. Hvad handler den om?

Jeg har tænkt mig at skrive nogle flere blog-indlæg om det. Dette er bare til almindelig skræk og advarsel. Mit første, umiddelbare bud må lyde, at hvis hovedpersonen i “Lohengrin” er Elsa, og det er det, så handler operaen om tab af uskyld. Der er et indlysende incest-tema (som i flere af Wagners operaer), og der er død. Uskyld, incest, død.

Jeg bliver oppe i hovedet ved med at vende tilbage – fordi jeg er mig og kringlet – til Hitchcocks “Vertigo”. Og til noget, Christian Braad Thomsen engang bemærkede om filmen. Begavet. Nemlig at der er NO WAY, James Stewart kunne have overlevet dingleriet fra tagrenden i begyndelsen af filmen:

Det er fuldstændig plat urealistisk, at han bliver reddet fra den situation. Helt ærligt. Og altså – ifølge en højere logik – blev han IKKE reddet. Og altså er resten af filmen en drøm eller en fantasi. Mens han falder.

Noget lignende kunne vel også påstås om “Lohengrin”. Den drømmende og lidt verdensfjerne Elsa anklages for at have forårsaget sin brors død og er ved at blive lynchet af hoben, da hun mirakuløst reddes af en ridder, der ankommer ridende på en svane. Det virker ikke VOLDSOMT overbevisende. Hvad nu – sidder jeg og tænker – hvis resten bare er en drøm … ?

Men jeg ved det ikke. Jeg sidder bare og føler mig dum.

Mere følger.

A greater summoning circle

Afslutningen på en meget lang rejse for Babzilla: The summoning of a felhunter in Rachet. I dag lærte hun også at hidkalde en succubus, som er en slags bdsm-dominatrix med klove og flagermus-vinger — og i anledning af, at “World of Warcraft” fylder 4 år, fik hun (og alle andre) også en lille hvid bjørn. Hele entouraget består derfor nu i som føler: 1 stk. imp, 1 stk. voidwalker, 1 stk. succubus, 1 stk. felhunter, 1 stk. slange, 1. stk. drage og 1 stk. bjørn. Og 1 stk. struds og 1 stk. hest. Med ild i.

Level: 31.

Og et møde blandt babes: Babzilla og Tone aka Anita.

Books on Phantasm movies …

… ? I’ve been browsing the web but haven’t been able to come up with anything. Are there no books on Don Coscarelli and the “Phantasm” movies … ? There has to be. What are they?

Phantasm