Jeg har på det sidste – nej – ikke købt flere CDer, end jeg sædvanligvis gør. Egentlig ikke. Vistnok. Men alligevel føler jeg et vist pres. Jeg lytter og lytter — men kan næsten ikke følge med. Mig selv. Det vil sige min grådighed.
For eksempel har jeg endnu ikke fået lyttet ret meget til den Earle Brown-CD, som jeg – ellers – havde glædet mig meget til at høre — og i dag modtog jeg Louis Andriessens og Peter Greenaways opera, “Rosa – Death of a Composer“. Købt billigt hos Ingo’s Plattenkiste. Og – altså – jeg har slet ikke fået skrevet noget om min nyeste Dawn Upshaw-CD, Joseph Canteloube: “Complete Songs of the Auvergne“. Hér er essensen af, hvad jeg ville have skrevet, hvis min hastighed havde været en anden: CDen er fantastisk, og du er en sær, masokistisk klyde, hvis du ikke under dig selv at høre den.
Har modtaget den nye Per Nørgård-CD, men har endnu ikke givet den mange chancer. MEN: Til gengæld har Bent Sørensen og Benjamin Britten – på skift – kørt nærmest i døgndrift. På det seneste. Ind-i-mellem afbrudt af uddrag af Birtwistles “Nenia”. Som jeg har forelsket mig i.
Har nu læst 450 sider i min fede bog og er nået til Messiaen. Ross bruger i bogen forholdsvis meget krudt på hhv. Sibelius og – netop – Benjamin Britten, begge en slags outsidere — i hvert fald i forhold til den mere militante modernisme, repræsenteret af (først og fremmest) Boulez og filosoffen Adorno. Og Schoenberg og (især) Schoenbergs disciple. Men – både Sibelius og Britten – gevaldig meget mere populære end deres strenge med-musikanter. Brittens “Peter Grimes” er (indtil videre) det eneste værk, som Ross i bogen giver sig tid til at gennemgå i detaljer.
0 Svar til “Al denne musik”