Jeg er i disse dage, som I nok har bemærket, gået “helt amok i Heidegger”. Som Lotte udtrykker det i sin blog. Min egen, hidtige bloggeri-indsats desangående har desværre ikke været særlig imponerende, hvis jeg da selv skal sige det — og det kan jeg jo lige så godt. I fuld åbenhed. For jeg tabte undervejs mit fokus.
Så jeg prøver lige igen.
Heidegger sondrer mellem “værender” og “væren”. Hvad er væren? Væren er, siger han, ikke noget værende. Det vil blandt andet sige: Væren er ikke en partikel (en “findes-partikel) eller - overhovedet - noget, der kan måles, vejes eller studeres under et mikroskop.
Og - sagde jeg (og det var hér, det begyndte at gå galt for mig) - væren er heller ikke en kvalitet, som værender har. Man kan ikke konstatere, hvad væren er, ved at studere det værende eller ved logisk at betragte det værendes “findes-hed”. For logisk betragtet er det noget vrøvl at tale om eksistens, som om eksistens var en egenskab. Ikke desto mindre er det netop det - ud fra en ren logisk-analytisk betragtning - Heidegger synes at foreslå — og netop derfor er der, som jeg nu har skrevet adskillige gange, en hel del filosoffer og logikere, som har det lidt svært med Heidegger.
Altså: Væren er ikke noget værende. Men hvad er væren så? Og hvorfor skulle det interessere andre end filosofiske nørder — og hvorfor er det egentlig, at jeg gider skrive så meget om det? Eftersom jeg jo, ja, er en nørd, ganske rigtigt — men vel ikke just nogen filosofisk nørd … ?
Hvis man, siger Heidegger, vil have en fornemmelse af, hvad væren er, skal man ikke gå til køerne. Som jeg gjorde i mine tidligere indlæg. Eller — altså: Det er ikke tingene eller dyrene eller det (bare) værende, man skal betragte. Man skal derimod betragte det, som Heidegger kalder “til-væren” eller “eksistens”: Mennesket. Eller — helt præcist: Man skal SE TIL sig selv.
Væren er ikke noget, man kan gå ud og se på (eventuelt sammen med familien), men noget, man kan få en fornemmelse af — for eksempel i angsten, når alt værende bliver betydningsløst, eller når man læser et godt digt (se Begavet tilføjelse). I sådanne situationer, kunne man måske sige, konfronteres vi med det værendes grund, som er væren.
Ligesom det gælder om Søren Kierkegaard, at dersom man aldrig nogensinde selv har syndet, og derfor kun kender “synd” som et begreb, ikke som virkelighed, da vil man (formodentlig) ikke (kunne) fatte en bønne af, hvad Kierkegaard taler om i sit forfatterskab — ligeså gælder det om Heidegger, vil jeg mene, at hvis man aldrig har fået en sådan fornemmelse af væren, da forbliver det hele en værre omgang snak. Højpandet snak … oven i købet. Uden relevans for andre end højpandede akademikere, muligvis, til brug i forbindelse med karrieren.
Men hvorfor er det interessant eller vigtigt? Fordi tale om væren også er tale om autencitet: Om at stå i et autentisk forhold til væren. Det vil (også) sige: Om at stå i autentisk forhold til sig selv, til andre, til døden. Om - som Heidegger udtrykker det - at blive autentisk til-væren.
Her er to sætninger:
“MAN bør bestræbe sig på at leve sit eget liv og være en ægte person.”
“DU bør bestræbe dig på at leve dit eget liv og være en ægte person.”
Heideggers filosofi om værender og væren handler hverken om køer eller enhjørninge. Den handler om, hvordan man bliver et “DU” - det vil sige et “JEG” - i stedet for kun at være et “MAN”.
Begavet tilføjelse: Der er en meget stærk, dansk, modernistisk eksistentialistisk-højholtsk tradition for (netop) at identificere DET GODE DIGT eller (i det hele taget) DET GODE KUNSTVÆRK med dét digt eller det værk, der placerer os - læseren eller beskueren - i et forhold til væren. Det vil sige: Som viser læseren eller beskueren tilbage til sigselv som eksistens. Og - omvendt - at (forholdsvis) ilde-agte det digt eller det værk, der placerer læseren eller beskueren i forhold til det værende, til samfundet, økonomien og så videre.
Nye kommentarer