Efter at have læst Safranskis 450 sider om Heidegger overvejede jeg at læse – for afslapningens skyld – noget Hegel. Men Ane nedlagde veto. Hun ville – vil – ikke have den slags i sit hjem — “Men hvad med Kant?” Spurgte hun. Og jeg forsøgte. Men opgav hurtigt igen. Nu er vi imidlertid – som det sker i alle gode forhold, når bare man er tålmodig og forstår at tage hensyn til hinandens behov – nået frem til en kompromis-kandidat, nemlig Nietzsche.
Hvis Heideggers (senere) værker er, som Safranski meget kvikt karakteriserer dem i sin biografi, en slags “filosofisk dadaisme”, så er Nietzsches værker — hvad? Jeg har aldrig brudt mig om at læse Nietzsche, men nu gør jeg det – altså – alligevel. “Tragediens fødsel” — som optakt til “Orestien“. Det er vistnok først og fremmest et spørgsmål om temperament. Jeg har lidt svært ved at snuppe Nietzsches opblæste stil, hans patos og hans arrogance. Men måske kan man vænne sig til det.
Nyt tag: nietzsche.
Det er meget, jeg skal have skyld for, efter jeg sagde, at jeg ikke kunne lægge beskeder i din blog…
Så det var ikke noget tilfælde, at Ane var villig til at tage den Hegel-bog, jeg købte af dig, med til Århus
Og så synes jeg, ikke overraskende, at du skal følge hendes første forslag
… og jeg går selvsagt ind for kompromiskandidaten! Jeg selv havde en tid (efter teenageårenes sværmeriske idealisering af alt Nietzsche), hvor jeg næsten heller ikke kunne klare Nietzsches stil, men den er jeg altså kommet over.
For det første mener jeg ikke, at han har en stil i den forstand, at han arbejder ud fra en bestemt generisk formtanke (eller mere mundret en genre); for det andet så indeholder hans skrifter mere humor end arrogance ;-P (tag f.eks. antikrist).
Læs ham med stadig hensyntagen til, at hans paragraffer ofte kritiseres for at være selvmodsigende, hvor de nok snarere arbejder ud fra en perspektivisk optik (de lokale betydningshelheder), der kan skifte internt i paragraffen.
Forordet til Tragediens fødsel nedlægger et mere interessant perspektiv på bogen end hvis det ikke havde været der: løsenet er videnskab og videnskabelighed snarere end tragedie. Kunstguderne er derfor også snarere udtryk for sammenfletningen af irrationelle og rationelle momenter i erkendelsen.
Quip’et om den æstetiske retfærdiggørelse er det bare med at holde tungen lige i munden i forhold til, for ellers har vi lige pludselig med en art kunstnermetafysisk kosmodicé at gøre (forresten er æstetik måske det væsentlige begreb der … vi læser det for indforstået).
Nå ja, jeg kunne ikke æade være med at sparke de par (umotiverede) kommentarer ind.
Tak for de umotiverede kommentarer. Kom endelig med flere af den slags.