Bemærk rimet. Venligst. Ko, to. Som rimer på so. Og sko.
En slags sequel til mit foregående indlæg om betydningen af ordet “ontologi”. “Part II: Den ontologiske differens — I rummet kan ingen høre dig skrige!”
Ontologi betyder værens-lære. Det afledte ord, “ontologisk”, betyder “med hensyn til væren”, “angående væren” eller “værensmæssigt”. Man kan – således og for eksempel – tale om “ontologiske kategorier”. Her er en række udsagn:
- Jeg findes.
- Koen findes.
- Kærligheden findes.
- 2-tallet findes.
– som allesammen siger, at noget er værende, nemlig koen, kærligheden o.s.v. Udsagnene ligner hinanden, og de siger tilsyneladende det samme, bare om forskellige ting — men man behøver jo imidlertid ikke have en grad i filosofi for at kunne gennemskue, at kærligheden ikke findes på samme måde som koen, eller at 2-tallet findes på en anden måde, end jeg gør. 2-tallet og jeg, kan man sige, tilhører forskellige ontologiske kategorier — men vi kan selvfølgelig være lige gode venner af den grund.
Lotte har (vist endda flere gange) i sine venlige blog-kommentarer omtalt Heideggers forestilling om “den ontologiske differens”, og jeg har også selv skrevet om den her. Ontologisk betyder “værensmæssig”, og “differens” betyder “forskel”. Altså: Værensmæssig forskel — eller forskel med hensyn til væren.
Forestillingen om den ontologiske differens er DET STORE DYR i Heideggers filosofi. Det er (først og fremmest) på grund af forestillingen om den ontologiske differens, at nogle ansér Heidegger for at være den største filosof siden Aristoteles — og det er (først og fremmest) på grund af forestillingen om den ontologiske differens, at nogle ansér Heidegger for at være filosofihistoriens største fjols.
Hvad er forestillingen om den ontologiske differens? Det er – helt kort – forestillingen om, at VÆRENDE ikke er det samme som VÆREN. Koen (fra mit foregående indlæg) er et værende, og min sorte termoflaske, som står på bordet foran mig, er et værende, og jeg er værende — og Divya Das er værende og kuglepenne og løver og riskorn og Solen og så videre. Man kan pege på termoflasken og sige, “Dér er noget værende”, men man kan ikke pege på den og sige, “Dér er væren”. Og det er pointen. Væren er ikke det samme noget noget enkelt værende — og væren er heller ikke det samme som summen af alt, hvad der er værende. Man kan ikke (og ikke bare fordi man ikke kan) pege på alting, der overhovedet findes, og sige, “Dér er væren”.
På det ontologiske spørgsmål, “Hvad er væren?”, svarer Heidegger, at væren IKKE er (noget) værende, men at væren – med et udtryk han først forkaster, men senere synes at acceptere – er det værendes “grund”. Det er meget svært at sige noget fornuftigt om væren – og Heidegger selv, hvad vel kun de hårdeste fans vil benægte – kommer undervejs i sit forfatterskab til at skrive en hel del nonsens. Men væren, mener han, er noget (som ikke er et noget), som kan komme til syne, billedligt talt, eller som vi mennesker kan få indtryk af via – for eksempel – kunst. Eller i angst. Når alt værende ligesom glider bort og bliver ubetydeligt for os, presser væren sig på.
PROBLEMET med forestillingen om den ontologiske differens er, at den FAKTISK baserer sig på en misforståelse. Logisk betragtet. Og at det hele derfor er noget vrøvl. Eller — lidt venligere: Forestillingen SYNES at være baseret på en misforståelse, nemlig denne: At (som filosoffer plejer at udtrykke det) eksistens er et prædikat: At – jvf. mit foregående ko-indlæg – ordet “findes” i sætningen “koen findes” helt tilsvarer “er et pattedyr” i sætningen “koen er et pattedyr”. At – altså – “findes” (eller findes-heden) er en kvalitet eller en egenskab ved koen, ligesom “pattedyr” (eller pattedyrs-heden) er en kvalitet eller en egenskab ved koen. Men det er forkert.
Hvis man siger, at koen er et pattedyr, kan man rimeligvis spørge, “Hvad er et pattedyr?” Men hvis man siger, “koen findes”, kan man ikke tilsvarende spørge, “Hvad er findes-hed?” Eller som Heidegger spørger, “Hvad er væren?”
At “koen findes” siger ikke noget om koen. “Findes” (eller “er” eller “eksisterer”) er ikke noget prædikat; det er ikke nogen egenskab eller kvalitet, og det er ikke noget, “findes-hed”, koen har. Ligesom “findes-hed”, “er-til-hed” eller væren heller ikke er noget, jeg har, Divya Das har eller Solen har — forstået som en kvalitet eller en egenskab.
Hvad udsagnet “koen findes” egentlig siger, er ikke, at “koen har den egenskab eller kvalitet, at den findes eller har væren”, men derimod – og ganske enkelt – at (sagt helt cool) påstanden “x er en ko” er sand for nogle værdier af x. Hvis x er den ko, der går lige dér og græsser på Lars Tyndskids mark, så er påstanden sand. Udsagnet “koen findes” er grammatisk forvirrende, fordi det umiddelbart synes at sige noget om “findes-hed” (at koen har det), mens det i virkelighed siger noget om “ko-hed” — nemlig at der findes noget derude, et x, som svarer til vores forestillinger om en ko. “Koen findes” betyder, “Der er noget, som er en ko”. “Findes” eller “er” er ikke en egenskab eller en kvalitet, men en logisk konstant.
Og omvendt, Lotte: Udsagnet “enhjørningen findes” er forkert, for påstanden “x er en enhjørning” er falsk for alle værdier af x. Det findes ikke noget derude, et x, som svarer til vores forestilling om en enhjørning.
Man kan altså OVERHOVEDET IKKE – logisk – pege på noget som helst værende og nå frem til væren. Væren er ikke noget, det værende har. Det hele er noget filosofisk pjank, og Heidegger, der burde have vidst bedre, var – med Paul Edwards ord – “the greatest catastrophe in the history of philosophy”.
MEN … og fortsættelse følger …
Hej, fedt indlæg – jeg er lige begyndt på ‘Væren Og Tid’ og vil nu stikke hovedet i løvens gab med nogle begynderspørgsmål. Værsågod at bide til:
Du siger: Væren er noget pjank og ‘er’ er en logisk konstant.
– Er det ikke samme grad af pjank at påstå, som du vel ville gøre, at:
For nogle værdier af x er det sandt at x er ‘er’ (i sin egenskab af logisk konstant).
Jeg forstår dit indlæg sådan, at du gør ‘er’ til et redskab i logikken og accepterer samtidig den cirkelslutning at ‘er’ er.
Eller hvad?
Hvis ‘er’ simpelt hen er en logisk konstant og ikke noget andet, så er ‘er’ ikke andet end et redskab til at manipulere symboler medlige som +, – eller naturligvis =.
Dermed har ‘er’ ikke noget at gøre med en eksistens uden for et sprog, der dermed kun kan manipulere med sig selv.
Det er til at have med at gøre, forudsigeligt og holdt inden for definerede regler – men er det ikke lidt sterilt?
Med andre ord: Kan man så ikke lige så godt holde mund?
Jeg duer ikke til filosofi, men jeg vover alligevel pelsen:
Der er blevet dannet et kraftigt skel mellem “det derude” og “det derinde”. Hvis noget kun kan identificeres som tanker eller lignende, så hævder vi, at de ikke findes. Enjørninger, f.eks.
Men hvis enhjørninger slet ikke findes, basta, hvordan kan det så gå til, at legetøjsmarkedet tjener så mange penge på enhjørninger?
Jeg medgiver, at du ikke kan udpege en enhjørning, som du kan udpege en ko. Men hvis enhjørninger ikke findes, hvad er det så, der konkret findes, og som får folk til at tale om enhjørninger og bruge masser af penge på at købe dem (jeg tør snart ikke tælle, hvor mange penge, jeg har brugt på at købe forskellige slags enhjørninger til min datter, der i øvrigt også med sin far har fundet en enhjørninge-skov nede i Botanisk Have… enhjørningerne var der godt nok ikke, de var vist hjemme hos min datter og lege på hendes værelse, mens de var af sted :p).
Jeg ved godt, at “det ikke er det samme”. Jeg tror, jeg spørger til, hvordan man filosofisk set vil betragte den slags ting. Som jo findes – uden at findes på samme måde som en ko findes. Tanker findes vel også et eller andet sted på en anden måde end køer findes?
Ontologi-begrebet er et af de der begreber, som jeg aldrig helt har kunnet få ind under huden. Måske fordi jeg ikke kan holde styr på alle de diskussioner, der væver sig ind omkring det?
Måske falder det her i virkeligheden lidt tilbage til Kristians kommentar, omend han er mere nede med den filosofiske jargon, kan jeg se.
Nå, jeg ved ikke, om det giver mening – jeg ved kun, at det er dumt at tvivle på, at jeg er, for så risikerer jeg at komme for sent til bussen og det vil få nogle temmelig dumme konsekvenser. :p
Hov nej, jeg skrev ikke, at enhjørningen findes, jeg spurgte: ER en enhjørning?. Det var simpelthen bare for at komme hen til den med ting og bevidstheden om dem. Som jeg også ser Zenia tager fat i, da enhjørningen var hjemme på hendes datters værelse
Når man ikke kan sige, at ting er fysiske ting i den forstand ikke levende og derfor bare en ting, er det fordi Heidegger både er ude på at beskrive det værende og det værendes væren; samtidig er han ude i det ærinde at ville beskrive den menneskelige bevidsthed i forlængelse af Husserls filosofi. Dels som et opgør, dels i forlængelse heraf. I den bevidsthed kan der, jf. den husserlske terminologi, også være tale om en forestilling, der ikke har nogen egentlig eksistens. Man kan f.eks. sagtens forestille sig et bjerg af guld med en enhjørning på toppen, og derfra få et mere eller mindre levende indre billede af et bjerg af guld iført enhjørning. Og der er formentlig bred enighed om, at der ikke findes bjerge af guld med enhjørningen på som andet end metaforisk (digterisk) tale. Men, at man kan forestille sig noget, der ikke nødvendigvis har konkret/fysisk eksistens, gør det ikke mindre til en ting, det peger sådan set bare på, at mennesket har en fantasi (meningsprovins hos Husserl så vidt vides), der er en del af bevidstheden og dermed det værende uden i samme sætning at være konverteret til noget ikke eksisterende med menneskelige egenskaber. Så en ’ting’ hos Heidegger skal altså OGSÅ ses i forlængelse af, hvad den menneskelige bevidsthed er, og hvorledes den fungerer (ontisk)(i forståelsens udkast) som værende. Metaforen er i denne forbindelse mediator for bevidsthedens arbejde med at forstå det, den forstår. Ja, alt er et spørgsmål væren i Heideggers filosofi, men noget af det som er, har eksistens. Reel eksistens kunne man vel også sige.
En enhjørning har ikke eksistens, men den eksisterer vist alligevel særdeles glimrende på toppen af et bjerg af guld på Zenias datters værelse uden nævneværdige problemer.
@Zenia.
Hvornår duer man til filosofi?
Hej Kristian og “Zenia”. Tak for jeres begavede kommentarer — og jeg, altså, er bestemt ikke nogen ørn til filosofi eller logik. Jeg afsluttede heldigvis min uddannelse på idéhistorie, før logik og argumentationsteori blev gjort til obligatorisk del af pensum. Ellers sad jeg der nok endnu. Og jeg – tag endelig ikke fejl – holder skam meget af enhjørninge, og jeg ønsker dem alting godt.
Spørgsmålet om enhjørningen er (egentlig) ikke et logisk eller filosofisk spørgsmål, men (bare) et spørgsmål om definition. Hvis man – som jeg tillod mig at forudsætte i mit indlæg – med “enhjørning” mener en rigtig, levende enhjørning, så gælder det (så vidt vi ved), at sådanne enhjørninge ikke findes, og at – altså – “x er en enhjørning” er falsk for alle værdier af x. MEN: Hvis man med enhjørning derimod mener fabeldyret eller fantasidyret enhjørning, altså selve forestillingen om en enhjørning eller en afbildning af fantasidyret, så findes den – og de – selvfølgelig. Som “Zenia” gør opmærksom på. Påstanden “x er en enhjørning” er sand for nogle værdier af x, for så vidt vi definerer enhjørning som forestillingen om eller afbildningen af et fabeldyr. Men ikke hvis vi definerer enhjørning som et rigtigt, levende dyr.
Forskellen på den fantasi-ko, jeg lige nu sidder i Ringsted og længes efter, og den “rigtige” ko, der står ude på Lars Tyndskids mark og græsser, er ikke, at den ene “findes” mere end den anden, eller at den ene har mere væren end den anden, men simpelthen at den “rigtige” ko ude på marken besidder en kvalitet eller egenskab, som min fantasi-ko ikke besidder: Ikke væren eller “findes-hed”, men fysikalitet eller materialitet. Den “rigtige” ko har masse, den kan identificeres (også af andre end migselv) et bestemt sted i landskabet o.s.v. Den kan malkes, så Kathrine kan få mælk. (Det kan min fantasi-ko ikke, for den har ikke patter, men maskingeværer, og den kan flyve.)
Kristian, jeg er enig med dig i, at det ville være noget pjank at gå rundt på gader og stræder og deklamere, at “er er” — men jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor du mener, der er tale om en cirkelslutning. Som du fremlægger det … ?
Og du spørger, “Det er til at have med at gøre, forudsigeligt og holdt inden for definerede regler – men er det ikke lidt sterilt?” Jo.
Og hov. Nu har Lotte også – i mellemtiden – skrevet en kommentar. Tak for det!
Det kan godt være jeg fik det sagt en smule kringlet.
Jeg prøver noget andet:
Du ser sproget som båret af logik – lige som matematik: ‘at være’ er sprogets parallel til matematikkens ligmed-tegn: =
Men hvordan forklare matematikkens ligmed-tegn ved hjælp af matematik? Ved at sige ligmed er lig med ligmed?
= = =
Det jeg kalder en cirkelslutning er, at du bruger verbet ‘at være’ til at forklare hvad ‘at være’ er: ‘at være’ ‘er’ en logisk konstant. Definitionen peger på sig selv, lige som = = =
Det kan man ikke forstå. Ligmed har en betydning der kun kan forklares uden for matematikken, og hvis jeg forstår den ontologiske differens rigtigt ligger den her:
Væren er ikke et værende, lige som ligmed ikke er sin egen betydning, (som ligmed ikke blot er lig med ligmed).
– det med sterilitet kan jeg ikke lige nå at uddybe, men kort sagt mener jeg at din udlægning gør det umuligt at tale om hvad der eksisterer uden for sproget, og jeg ved ikke om du er enig så langt?
Det er vildt spændende!
“Væren er ikke et værende, lige som ligmed ikke er sin egen betydning” … ? Det forstår jeg altså ikke.
Måske bliver det nemmere at komme bagom (eller hvad man nu siger, bag-op-i), hvis vi i stedet kigger på en af de andre såkaldte, logiske konstanter: “Eller”, “og”, “ikke” … o.s.v. Der er ikke (behov for) nogen ontologisk “og-hed” eller ontologisk “eller-hed” (”Ellen”?) for at (kunne) forstå og/eller begrunde “og” eller “eller”. Og tilsvarende med “er”.
Planlægger at skrive endnu et indlæg om DET HELE
Ornitologisk “orghed”?
Bare fordi man er født i Struer, og taler som en Beostær, behøver man vel ikke at prale med det?
For at give(eksplicitere om du vil) betydningen af begreber som ‘og’ og ‘eller’ må man nødvendigvis sige eller indforstå noget på formlen: X er [et eller andet]
Hvordan så give betydningen af ‘er’?
Det jeg mente med at ‘ligmed ikke er sin egen betydning’ var, at man i definitionen på et begreb ikke kan anvende begrebet selv. (Ligmed kan altså ikke forklares som begreb ved at sige at ligmed er lig med ligmed.)
Væren kan altså ikke blot forklares som ‘væren’ – hvilket med andre ord siges:
“Det værendes væren er ikke selv et værende”
(Jeg ved ikke hvad jeg har vovet mig ud i her…….:-))
Jeg vil så nødig virke som en tøsedreng eller en slapsvans, men det, Kristian, er simpelthen for voldsomt. For mig. Logik er svært — og spørgsmålet om logikkens forhold til VIRKELIGHEDEN, herunder de logiske konstanters ONTOLOGISKE STATUS er – altså – helt umulig at have med at gøre. For os jævne ringstedere.
Men prøv at følge den tanke, som du – som jeg læser din kommentar – gør dig til talsmand for: At – nemlig – begreber altid må kunne begrundes i noget andet — og at der et eller andet sted må findes en slags begrebets “grund”. Platon talte om “idéer”. Man kunne også foreslå Gud. Du taler om væren. Vil det – hvis vi følger en sådan vej – gøre os ret meget klogere? Og i så fald: På hvad?
Mere om logik og ontologi her: http://plato.stanford.edu/entries/logic-ontology/
Ja jeg kan godt se at jeg svømmer hundesvømning i forhold til de, der har læst nok til at svømme frisvømning.
Men alligevel:
Alle begreber har en mening. Begrebet ‘væren’s mening er det som Heidegger spørger efter. Og ‘væren’ er nok alle begrebers moder – det, som du sammenligner med Platons ideer eller Gud – eftersom ‘væren’ er et forudsat begreb for alle begreber. (Alle begreber ‘er’ et eller andet)
Om det vil gøre os klogere at undersøge ‘væren’? Ja uden tvivl, men på hvad? Det ved jeg heller ikke, dels fordi jeg har ikke læst ‘Væren og Tid’ færdig endnu. Men jeg tror ikke at man nødvendigvis kun skal stille de spørgsmål, som man kan se det nyttige svar på på forhånd. Det ville være et grimt slag mod grundforskning!
Det kan godt være at logikkens forhold til virkeligheden er svær, men hvis man skal tale om virkeligheden bliver man altså nødt til at gennemtrænge dette forhold (Merleau-Pontys læsning af Saussure tænker jeg på her). Så uanset hvis man skal bruge ‘er’ til andet end meningstom symbolmanipulation, må man tage springet og forstå ‘væren’ som begreb.
Hvis det – de logiske konstanters ontologiske status – er for svært, så lad os da holde weekend!
Det sjove ved acceptere eksistens som en egenskab i definitioner, er at det tillader det ontologiske argument. Og hvem elsker ikke at bevise deres yndlings personlige usynlige ven med det?
1. Lad FSM være et eksisterende flyvende spaghetti monster
2. Antag at FSM ikke eksisterer.
3. Selvmodsigelse mellem antagelsen og definitionen, antagelsen er derfor forkert og FSM må nødvendigvis eksistere!
Jeg har også diskuteret hvad det egentlig betyder at noget eksisterer på min blog.
Mvh. Emil