Om at være idéhistoriker

Jeg er idéhistoriker. Det vil sige: Jeg er uddannet i idéhistorie, som er det – vistnok, der på engelsk hedder history of conscience, og som på tysk hedder Geistesgeschichte. Åndshistorie. Som er noget andet end materialhistorie — og også noget andet end filosofi. Filosofi handler om at finde frem til ting – udsagn – som er sande. Idéhistorie handler om at finde frem til ting, som er interessante.

At være idéhistoriker er forbundet med – mindst – to problemer: 1) Ingen går for alvor rundt ude i samfundet og mangler en idéhistoriker, og der er følgelig ikke mange jobs at få. Og 2) Det er svært at forklare folk, når de spørger (og det gør de), hvad en idéhistoriker egentlig laver — og hvad idéhistorie egentlig er … ? Og det er irriterende, fordi det er pinligt, at det er så vanskeligt at sige. Tja-øh.

Men — altså. Ting er jo kun noget, ved vi, på grund af de andre ting, som tingen ikke er. På grund af forskelligheden. Og her er – og derfor dette – et slags billede på, hvorledes idéhistorikeren adskiller sig fra for eksempel historikeren:

Historikeren – lad os kalde hende Ane – ville på fredag tage på tur til Middelaldercentret i Sundby på Falster for at se på riddere og sværd og krudt og kanoner.

Hvorimod idéhistorikeren – lad os kalde ham Bo – på fredag ville deltage i dette symposium om Marquis de Sade. Og han havde sådan set allerede planlagt at gøre det.

Faktisk er historikeren i dette tænkte eksempel også idéhistoriker, og det – indlysende – komplicerer tingene — men i hvert fald: Historikere er – i modsætning til idéhistorikere – sociale væsener, og historikeren vælger derfor tillige at invitere idéhistorikeren med på tur. Og eftersom riddere og sværd selvfølgelig trumfer, går idéhistorikeren glip af sit symposium. Desværre.