– som kan læses her. Hej Lotte. Jeg beundrer - eller hvad jeg nu gør - din tiltro til talens (ikke snakkens), fornuftens og oplysningens (potentielle) kraft. Jeg havde engang en filosofi-underviser, som stædigt fastholdt, at dersom blot alle mennesker gav sig tid til at læse og fatte Hegels “Åndens fænomenologi”, da ville freden og fordrageligheden sænke sig over verden, og vi ville ikke længere - og det var det eksempel, han gav - behøve at tjekke og (således) mistænkeliggøre fly-rejsende, inden de fik lov til at stige ind i maskinen. Han havde nemlig lige været ude at rejse.
Jeg har hidtil ikke skrevet ret meget om de dér tørklæder, og jeg agter heller ikke at begynde. For som Peter Steen sagde til Lotte Tarp: “De kan lige så godt holde op med at begynde med det samme!” Den igangværende STORDEBAT om dommerne er til grin, synes jeg. Det vil sige: Den gør alle, der deltager, til grin — og man vil jo så nødig … og så videre. Den kan lyde som fejhed eller ligegyldighed, og det er det måske også. På den anden side, som man siger, skal man jo vælge sig sine kampe med omhu. Og jeg har ikke voldsomt meget begavet at sige om tørklæder, hverken pro eller contra, som ikke er både sagt, skrevet, råbt og skreget allerede. Og pisset i sne, sikkert også.
Men jeg vil gerne anholde to ting, du skriver i din kommentar, nemlig disse:
1. “Hvis nu det var almen viden (også blandt muslimer) at mennesket ikke ER deres religion, en muslim ér ikke islam, en kristen ér ikke kristendommen osv, så ville debatten måske være mindre farlig.”
2. “For nuværende handler det mest om tørklæder, symboler, signalværdier og religiøse følelser. Skal man eller skal man ikke respektere og acceptere slige størrelser? Principielt set er det underordnet.”
Ad. 1: En kristen er ikke kristendommen, og en muslim er ikke islam. Selvfølgelig. Men er det også (bare) det, du mener, når du skriver, at “mennesket ikke ER deres religion” … ? Eller mener du - for eksempel - at en kristen bør kunne sondre mellem sigselv som person (tilstedeværen eller whatever) og sigselv som kristen … ?
Og ad. 2: Hvorfor det “principielt set” underordnet? Det forstår jeg ikke.
HELT enig med den lærer der sagde det, men også klar over, at det nok er en utopi. Tid alene forhindrer at den føres ud i livet. Vi/man kan ikke nå det. Den tid det vil tage at oplyse enhver, vil de (også) bruge på at lave nye “sjove ting”. Skide irriterende for grundliggende tror jeg faktisk, at vi vil præcis det samme - allesammen. Det er bare lige den med mening og forståelse (forståelses udkastet §31&32), der er forskelligt. No problemo !
“Ad. 1: En kristen er ikke kristendommen, og en muslim er ikke islam. Selvfølgelig. Men er det også (bare) det, du mener, når du skriver, at “mennesket ikke ER deres religion” … ? Eller mener du - for eksempel - at en kristen bør kunne sondre mellem sig selv som person (tilstedeværen eller whatever) og sig selv som kristen … ?”
Næsten, men tilstedeværende er mennesker og ting jo altid - allerede. Dasein. Det er i forståelsen af div. sagsforhold, den ligger. Forståelses udkastet om du vil.
HVIS nu det var muligt for enhver religiøs at lave en sondring mellem sagsforhold(et), det virkelige, det reelle, og det transcendente - forestillingen om det, da ville gud, i hvad skikkelsen han, hun, den, det, nu måtte komme, være naturligt eksproprieret til et indre anliggende - en følelse, der sker en uhensigtsmæssig sammenblanding mellem forstand og religiøsitet, der har rod i forståelsen (eller den manglende) af forholdet mellem skyld, årsag og virkning. Når et religiøst menneske eller en der forsvarer det religiøse siger, at vedkommende er krænket over (..) så er det ikke fordi, at det guddommelige kommer efter en i et konkret, jordisk hævntogt, det er fordi man har en FORESTILLING om, at sådan er det. Den mere refleksive og langt mere logiske og jordiske forklaring er nok, at man f.eks. er bange for at blive udstødt af et fælleskab, konfronteret med en dødsangst, isoleret, forladt, alene osv. Mennesker er flokdyr. HVIS man tænker sig årsag og virkning af et sagsforhold, kan det sagsforhold tænkes langt mere stringent end hvis, man springer direkte fra en FØLELSE af noget til noget reelt.
Hele teodicéen kommer også i spil her, og den gør det ureflekteret. Hvis gud er almægtig og alkærlig, kommer han IKKE efter dig fordi du ikke bærer tørklæde osv osv osv. Den manglende refleksion over religionernes status i følelserne (psykologien) vs. dem virkeligheden forståelse eksisterer i, er fatal i spørgsmål som disse.
Heidegger taler om det vedhåndenværende vs. det forhåndenværende. Menneskets bevidsthed er i stand til at foretage denne sondring, og afhængig af, hvor tæt på et sagsforhold ér, vil forståelsen tage farve af samme. Hvis nu man tænkte sig, at den offentlige forståelse af religiøse følelser havde et vedhåndenværende udtryk, da ville man forholdsvis let kunne sortere i refleksionerne og spørge til, hvilke der er realistiske og hvilke der ikke er det. Forestil dig, at man laver en lov IMOD tørklæder, hvad tror DU der ville ske? Jamen i en højere sags tjeneste ville man være nødt til at begå et MEGA overgreb mod menneskers eksistentialitet, og det ville koste en MASSE både politisk og eksistentielt. MASSER af mennesker ville skulle gøre noget, der strider imod deres fundamentale overbevisning. Du kan IKKE lovgive dig til erkendelse, det tror jeg ikke et sekund på. Historien kan muligvis medgive et retningsskift, et paradigmeskift, bevares, men den slags tager tid - forståelsen af den/det gør.
Det man bør tematisere i den forbindelse er ikke RETTEN til at have det PÅ (de religiøse symboler) det er retten til at TAGE DET AF, der er interessant, hvis vi beskæftiger os med tørklæder. I islam er det principielt set muligt at tage det af, hvis noget fordrer at det er det, man gør/skal. Allah er tilgivende, siges det. Denne konsekvens vil formentlig bedre kunne overbevise muslimer end 2-3 skrige-personager der tror, at lykken for alverdens kvinder er fundet, hvis bare man flår tørklædet af. OG det modsatte. Lykken kommer heller ikke forbi fordi man tillader det. Tørklædet er helt underordnet i den forstand fordi, det “kun” er et symbol på noget, der rækker ud over det menneskelige erkendelsesmodus. Det guddommelige percipieres et sted, der ligger rigtig langt fra den jordiske eksistens. Ser man sprogligt på det, støder man konstant på en barriere. Thi hvad siger man lige til en person, der hævder, at de kommer i helvede, hvis de går imod guds vilje?
Øøøhhhh…..well…..det absurd tænkning. Og derfor skal debatten (min påstand) ekskluderes til guds og trosbilledet fremfor det symbolske forståelses udkast det for nuværende. Vi skal IKKE tale om tørklæder og retten til at bære det, selvfølgelig skal man have ret til det, for nogen mennesker vil det at tage det af svare til at rende nøgen rundt på Strøget. At forlange det af vil altså svare til, at man sådan set bare begår et nyt overgreb, det fjerner ikke forestillingen om KONSEKVENSEN af, at man tager det af.
Hvis nogen forlangte af mig, at jeg SKULLE gøre noget bestemt, så ville jeg formentlig gøre præcis det modsatte (afhængig af sagsforholdet naturligvis)men kom det til det VED-HÅNDENVÆRENDE, det der er tættest på mig i min daglige erkendelse af verden (mine børn, kærligheden til min kæreste, mine venner osv) så ville jeg dø for at undgå det. Sådan er mennesker jo. De har det med at ofre sig i en større sags tjeneste, og der er tørklædet en større sags tjeneste fremfor et konkret jordisk sagsforhold.
Jeg tror altså, for at komme tilbage til udgangspunktet, at debatten ville have godt af, at flere tog fat i debatten om SELVE religionen fremfor de følelser den er omgivet af. Første skridt kunne passende være, at enhver af os anskaffede en Koran OG en Biblel OG en Thora med henblik på systematisk læsning og udlægning af samme. Og filosofferne og idéhistorikerne burde gå i spidsen og perspektivere skidtet med hver deres arbejdsredskab. Jeg gad f.eks. godt se og lave en hermeneutisk/fænomenologisk læsning af koranen, men for nuværende skal jeg IKKE have klinket noget. Hvorfor?
Fordi jeg risikerer for meget. Naturligvis. En af de ting jeg risikerer er, at Rune kalder mig for noget grumt, Vibeke går i selvsving og Thøger trykker det hele i sin avis - på forsiden.
Ja det er (også) fejhed og ligegyldighed (undskyld :-)) for hvis du og jeg og alle de andre tog lidt af taletiden fra de benævnte mennesker, da ville debatten formentlig kunne nuanceres og mangfoldiggøres. Mit ønske er i den forbindelse, at fokus kunne komme på - ikke HVORDAN mennesker tror, men AT de tror. Derfra kan man (måske) lave en distinktion mellem retten til at tro og den politiske, sociale, psykologiske, filosofiske etc. konsekvens det at tro, skal kan og bør have i DK anno 2008.
Tørklædedebatten er i den forbindelse tæt på overflødig.
Tak for et langt og godt, heideggersk svar. Som jeg forstår som følger: At vi har brug for at åbne - konkret - grundteksterne og søge en ny, fælles forståelse … Noget i den retning. Det er selvfølgelig - hvis jeg må sige det sådan - en optimistisk vision, men også - og forstå mig endelig ret - en ret elitær. Forekommer det mig. Og det helt store problem er vel - og jeg spørger - om du ikke på en eller anden måde forudsætter, at religiøse mennesker vil være villige til at (og overhovedet kunne) afklæde sig deres egen religiøse forståelse af egen person, respektivt — for således at kunne se dybere eller gå bagom … eller hvordan jeg nu skal udtrykke det? På heideggersk: At for en stund - i det mindste - opgive (forestillingen om) Gud til fordel for (forestillingen om) væren?
Ja, ja og ja. Og ja den er nok lidt elitær. Men jeg drømmer bare videre, det kunne være så godt, og så er det faktisk (lidt) skidt.
Hmm…grundliggende handler det vel bare om, at enhver (også de religiøse) bruger hovedet for en stund fremfor (det noget mere narcissistiske og selvhævdende) føleapparatet.
Lettere omskrevet:
At for en stund - i det mindste - opgive (forestillingen om) Gud til fordel for den konkrete væren med venlig hensyntagen til distinktionen mellem væren og det værendes væren.
Peace of cake