Jeg smålæser for tiden Walter Benjamin — som er en af de forfattere, man som idéhistoriker forventes at kunne citere, vistnok, men som jeg – bl.a. netop derfor – hidtil ikke … og så videre.
I dag har jeg læst de (hele) to forord til den engelske oversættelse af “Illuminationer”. Nummer to er skrevet af Hannah Arendt. Nøgleordene til forståelse af Benjamin som person er, ifølge hvad jeg indtil videre har fattet, henholdvis nørdet, uheldig, pinlig, usmart, gammeldags, ustrategisk, manisk og – eller men – dennesidig og opmærksom. Ustrategisk og usmart med hensyn til karrieren. For eksempel. Og pinlig som marxist. Men kanon som samler og essayist.
En samling – som Arendt udlægger Benjamin – består af ting, som ikke (fordi de er en del af en samling) har nogen brugsværdi. En bogsamler, der rent faktisk læser de bøger, der findes i hans eller hendes samling, er en suspekt bogsamler. Eller: Han eller hun er noget ANDET — en studerende eller en forsker eller en læser. Men en bogsamler samler ikke bøger for at læse dem, men for at eje dem. Skriver hun. Altså Arendt.
Og nu er der “Frost” på DR1.
0 Svar til “Arendt om Benjamin om bogsamleri”