I går – efter et par årtiers utålmodig venten – modtog og så jeg den tredje film i Dario Argentos mødre-trilogi, “Mother of Tears”, som netop er udkommet på DVD. Jeg havde forudbestilt filmen via engelske Amazon.
Dario Argento – i min lille verden – er en Meget Stor Kunstner (MSK). Og jeg dyrker ham heftigt. Han bevæger sig, når han bevæger sig, i ellipser, selvrefererende og i stadig dialog med sine egne, uhyggelige forgængere og forbilleder, heriblandt Poe og Hitchcock.
Argentos film er CONVOLUTED, som det hedder på engelsk — og jeg er lige præcis kvik nok til at vide, at jeg er for dum eller for langsom til allerede nu at kunne udtale mig om “Mother of Tears”. Så det vil jeg undlade. Næsten. Bortset fra dette: 1) At filmen – på mig – ikke gjorde noget godt førstegangsindtryk, men 2) der var forbavsende mange præster og bare bryster. Argento plejer normalt ikke omgang med de gejstlige, og han er – altså Argento – en snerpe.
Og ikke bare en snerpe, men en ondskabsfuld snerpe. Argento er undertiden af kritikere blevet beskyldt for at være misogyn, en kvindehader — og hvis man mener sådan og holder af at mene sådan, bør man se “Mother of Tears”. Foreslår jeg. For at få bekræftet sine værste fordomme.
Forleden, mens jeg sad og læste Thomas Moores aldeles fremragende bog, “Dark Eros – The Imagination of Sadism”, faldt jeg over denne vidunderlige sætning, som jeg ville have givet tusind kroner for at have skrevet: “What does not arouse the phallus belongs to some other universe.” “Mother of Tears”, forekommer det mig (umiddelbart), ligner en slags misogyn dystopi, hvor det, der truer (ikke ikke-ophidser, men truer) den maskuline orden, nemlig kvindernes hekseri, ”some other universe”, begynder at sprede sig som en sygdom i samfundet. Læs: I Rom. Og må straffes. Man behøver ikke at have taget aftenkursus i Finere Nuancer for at kunne gennemskue, at obelisken i filmens slutscene er en fallos.
Men en fallos, kan man sige, der falder. Og filmens allersidste scene, hvor vore to helte kravler op gennem en revne – sic – i jorden (ligesom filmen starter med en ligkiste, der bliver hentet op af jorden), virker – på mig - ikke befriende, men faretruende. Hvad der er født af kvinder … og så videre. I det hele taget: MOR(D).
“Mother of Tears” er fyldt med referencer til Argentos tidligere film. Der er en abe, ligesom i “Phenomena”, og den stakkels Asia Argento, Darios datter, får lov til at gentage Jennifer Connellys smat-tur i den ulækre vandgrav. Og ligesom i “Tenebre” må lesbiske lade livet. Der er en togscene — som i “Sleepless”. Og en klar henvisning til Hitchcocks “Spellboound”. Og selvfølgelig: Masser af DENTAL HORROR.
Men det er indviklet.
Se nogle stills fra filmen i Haarlokks blog.
0 Svar til “Misogyni”