The Jiggly Room

Efter at Tyld har rundet level 40 - hun er netop nu 42 - er det som om, hun er begyndt at slappe lidt mere af og nyde livet i dybere drag. Her - på billedet - solbader hun. For eksempel. I Stranglethorn Vale. Og i går - uden sammenhæng - var hun på smuttur til Mudsprocket, som i øvrigt ikke just er nogen attraktiv turistby, og dér mødte hun en fremmed herre, som hilste hende med ordene “May the light be with you”.

Og: Foråret er kommet til Ringsted. Så vi har lys-tema.

Efter kun ca. 15-16-17 års venten har jeg omsider fået mig et eksemplar af Zappa: “Civilization Phase III” — og efter al den snak og tid og dé penge er jeg jo næsten nødt til at mene, at albummet er fantastisk. For ellers er jeg - lidt - til grin. Synes jeg. Men det er det heldigvis også.

I mørke skal man tale klart, men i lyset må man vrøvle — og tillad mig: Frank Zappa - for mig - er lig med kreativitet, musikalitet, personlighed og frihed. Zappa er - var - et frisat menneske, omsider, som hævdede sig. Autonomi, humanisme, kunst. Musik var noget, han KUNNE LAVE, og Zappas musik var noget, han havde lavet.

Men musikken på “Civilization Phase III”, som Zappa arbejdede på, mens han var syg og vidste, at han snart skulle dø, lyder anderledes. Den lyder ikke, som om den er LAVET-AF-NOGEN-SÆRLIG, men som STOR MUSIK: Som noget-derude. Og den virker - på mig - MÆGTIG i forhold til de (typiske) Zappa-små-bidder med menneske-snak, som han har placeret mellem de forskellige stykker. Det er på én gang rørende og ærefrygtindgydende og smukt. Zappa kæmpede hele livet bravt og selvisk for sin egen musik, men “Civilization Phase III” lyder - i mine øren - som om, han til sidst opdagede, at musikken, DEN STORE MUSIK, i virkeligheden aldrig var hans. For den er ikke nogens, men alles. Og han hengav sig til den. Lys.