Rabelaisk

I går skete der noget, og i dag skete der også noget. I går var jeg – for første gang i mit liv – i fitness-center. Mette – hed hun – viste mig alle maskinerne, og bagefter fik jeg et blåt medlemskort. Ikke dårligt.

Og i dag har jeg været på Slagelse Sygehus for at få røntgen-fotograferet mine lunger. Igen-igen. Og for at puste ind i en dims og få taget en blodprøve. Jeg lider jo, som I helt sikkert husker, af den dér SINDSSYGT SPÆNDENDE SYGDOM, sarkoidose, som er “en generaliseret granulomatøs sygdom, der histologisk er karakteriseret ved forekomsten af epitelioidcellegranulomer uden nekrose i et eller flere organsystemer”.

Jeg tillod mig at brokke mig – over for lægen – over, at sygdommen (trods alt) ikke er mere eksotisk, end tilfældet er. Eller var. Og han foreslog, at jeg fremover – som et slags score-trick – i stedet kaldte sygdommen ved en af dens mange andre navne — hér på engelsk:

Besnier’s disease
Besnier-Boeck disease
Besnier-Tenneson syndrome
Hutchinson-Boeck disease
Mylius-Schürman disease
Boeck-Schaumann disease
Besnier-Boeck sarcoid
Besnier-Boeck-Schaumann disease
Boeck’s disease
Boeck’s lipoid
Boeck’s miliary lipoid
Hutchinson-Boeck granulomatosis
Moeller-Boeck sarcoid
Moeller-Boeck syndrome
Mortimer’s disease
Schaumann’s syndrome

Besnier-Boeck-Schaumanns sygdom har jo afgjort mest fylde — men der er et godt bogstavrim i Besnier-Boecks sarkoid. Hvad synes I?

Men hvad jeg ville sige: På det lille bord i venteværelset på Lungemedicinsk Ambulatorium lå – selvfølgelig – nogle gamle, krøllede blade, “Illustreret Videnskab” og “Ude og Hjemme” (og jeg nåede at læse en artikel om Tissel i et eksemplar af sidstnævnte) — men der lå også Rabelais’ “Gargantua”. I venteværelset. På det lille bord. På Lungemedicinsk. De dér rabelaianere kommer efterhånden overalt. Eller thelemitter — eller hvad de nu hedder.