War is hell. I går – igen – blev Darkshire angrebet, og jeg døde en million gange. Og jeg var ikke den eneste. Frogman fra The Fury, for eksempel, var – er – level 70, men det reddede ham ikke. Og hvad kan en sølle level 34-kvinde da gøre? Ikke meget.
Men: Nu er jeg atter tilbage i Stranglethorn Vale — og godt på vej mod level 35.
Derudover: Derudover kan jeg kun sige, at jeg er ikke vred. Slet ikke. Men en lille smule skuffet. Over jer. Det skal ikke ødelægge vort venskab, selvfølgelig, men det er nu engang bedst at være ærlig og sige tingene ligeud — så de ikke kommer til at sidde mellem knoglerne og gnave. Niels-Arne, som bragte mig Eels, kan gå udenfor imens.
Var det ikke jeres opgave at sørge for, at jeg fik hørt noget ny musik? Var det ikke jeres ANSVAR? Og, altså: Hvis det var for tung en byrde for jer, kunne I så eventuelt ikke bare have meldt klart tilbage, at I ikke kunne magte det?
Men hvad sker der? Ingenting — og pludselig en dag, for eksempel i går, vågner jeg op og opdager, at jeg i løbet af de sidste 6-7-8 måneder ikke er kommet ét hak videre i mit POST-1993-PROJEKT. Fordi jeg har uddelegeret jobbet til jer — og I foretager jer ikke noget. Er det tilfredsstillende, synes I? Nej.
Men så må jeg jo selv. Dagens CD er “Valravn“:
– som jeg har lånt på biblioteket.
Hvordan var musikken så…altså Eels??
/NAH
Den var mægtig!