Flæberi

Allerførst: Tyld.

En dag fandt hun dette næsten nøgne kvindelig i skoven. Mord i Azeroth.

Og hver aften går solen ned:

På billedet over Westfall. Hun - Tyld - er nu på level 25, og hun er blevet bedre til at samle skind og blomster og urter.

Og dernæst: Overskriften på mine tidligere indlæg, “Knus den infame”, henviser til oplysningsfilosoffen Voltaires opfordring “Écrasez l’infâme”, bekæmp overtroen. Som - jvf. en anden oplysningsfilosof, nemlig Kant - gør os til slaver af vores egen uvidenhed. Det modsatte af viden er ikke tro, men overtro. Som man siger.

Ugen har - ude i virkeligheden - igen stået i halvmånens tegn. Islam mig hér og islam mig dér. Nu til aften bragte DRs “21 søndag” et interview med den 22-årige, pæredanske, burkaklædte hustru til en af de fængslede tunesere, som - tuneserne - er mistænkt for at have planlagt at myrde tegneren Kurt Westergaard. Og jeg kunne ikke lade være med at sidde og overveje, hvem - præcist - der irriterede mig mest: Den tåbelige 22-årige tøs — eller DRs redaktion, der åbenbart havde besluttet sig for, at det var værd at spilde tid - vores tid - på hende.

Efter de mange og helt utålelige ildspåsættelser - og efter at Islamisk Trossamfund endnu en gang har demonstreret - sic - at de er fuldstændig ude af stand til at navigere i det danske, politiske landskab - er SF nu sprunget ud som STRAMMERE — og Helle Thorning må gå rundt og sparke til små hunde i frustration over, at hun således endnu en gang missede en chance for at markere sig. Fordi Villy kom først.

Der er - allerede - blevet sagt og skrevet ganske meget om de (som de siger i medierne) “utilpassede unge indvandrere”. Rent personligt er jeg vistnok allermest enig - og tillader mig at anføre det, for det er forholdsvis sjældent, trods alt, at det sker - med Søren Krarup — der i Søndagsavisen i dag udtaler, at “Det er flæb. Der er kun en ting at sige: Det er flæb! Det er selvmedlidenhed. Det er en ynkelighed, der bare skal dyrke sig selv og sin egen trang til at flæbe. Vi må sige til dem, at med det flæb kan de aldrig blive ordentlige borgere i dette land.” Citat slut.

Krarup svinger sig også op til at tale om potentiel borgerkrig og andet vrøvl. Som Anne Knudsen - ifølge Ane - skrev i Weekendavisen: Hvis vi ikke havde haft så mange journalister og nyhedskanaler og aviser, som vi har, og som alle HELE TIDEN skal finde på noget at RAPPORTERE, ville vi næppe nogensinde have hørt om den dér brændende skraldespand i Slagelse. Eller dén i Ringsted. Og en lille røvfuld børn med engangslightere er ikke nogen armé. Ro på.

Men: Jeg enig med Krarup i, at der er tale om flæberi. For så vidt er min holdning til de “utilpassede unge indvandrere” - som nb jo formodentlig slet ikke er indvandrere, men både født og opvokset i Danmark - aldeles lig min holdning til de unge bøller, der lavede ballade i forbindelse med Ungdomshuset: I et demokrati som vores, det danske, er der nogle spilleregler, som vi alle skal overholde, også selv om vi måske synes, det er uretfærdigt. Det kan godt være, at unge mennesker i al almindelighed tror, at de - respektivt - er verdens centrum, og at de (derfor) fortjener særbehandling, eller at de har ret til at sætte sig ud over de regler, der gælder for alle os andre. Det kan også godt være, at unge mennesker i al almindelighed tror, at de er klogere end alle andre, og at de har gennemskuet LØGNEN i samfundet o.s.v. Og at de har ret til at sætte RETFÆRDIGHEDEN og SANDHEDEN, som de kender den, over lov og orden. Det vil sige over os andre. Men det er altsammen - ultimativt - ligemeget, for nej, det har de ikke, og nej, det må de ikke. Vi er alle lige for loven — og det skal vi søreme være glade for. Ingen er hævet over den, hverken statsministeren, Mærsk, den autonome eller den 13-årige bølle. Dét er vilkåret, når man lever i et demokrati. Sådan er det. Og som forældre plejer at sige til deres unger: Sålænge I vil bo i vores hus, så følger I vores regler!

Og det gør de så, børnene. Accepterer vilkårene. Hvis de er velopdragne. Eller også begynder de at flæbe og té sig åndssvagt, fordi de - fordi de er selvoptagne - får ondt af sig selv. Møgungerne. Men det kan ikke nytte noget. Man kan godt føle med dem, måske, ungerne, og man kan måske ligefrem få lidt ondt af dem — men vi hverken kan eller vil acceptere, at man kan tilflæbe sig retten til særbehandling. Eller særstatus.