Jeg har nu læst hele Christopher Hitchens bog, “gud er ikke Stor - Hvordan religion forpester alt”. Som, synes jeg, du skulle læse.
Hitchens forsøger ikke at diskutere med religionerne eller teologierne på religionernes eller teologiernes egne præmisser. I stedet stiller han sig snusfornuftig og pragmatisk an og stiller retorisk spørgsmålet om religionernes nytteværdi — idet han allerede på forhånd kender svaret. Er religion god for moralen? Opfører religiøse mennesker sig bedre end ikke-religiøse mennesker? Bestemt nej. Der er en himmelsk hærskares mangfoldighed af eksempler på det modsatte. Er religion god for videnskaben? Bestemt nej. Er religion god for frihed, ytringsfrihed, tankefrihed? Bestemt nej. Er religion god for demokratiet? Bestemt nej. For seksualiteten? Bestemt nej.
Men hvad da? Hvis religionerne bygger på troværdige og overbevisende beretninger om åbenbaringer af det guddommelige, kan det jo være forholdsvis ligegyldigt - kan man sige - om de har nytteværdi eller ej. Men det gør religionerne ikke. I hvert fald ikke ifølge Hitchens — som ud over at hudflette kristendommen, jødedommen og islam gør et særligt nummer ud af at udstille ØSTENS ÆVL (som siden 60erne har tiltrukket mange vesterlændinge).
Mel Gibson bliver omtalt i bogen, og Hitchens beskriver ham som en galning — men også Mahatma Gandhi, som af mange anses for en slags indisk, åndelig sæl-unge, som aldrig gjorde en sjæl fortræd, får nogle ordentlige hak i skaldepanden. (Apropos den megen snak om prostitution: Ifølge Gandhi - for eksempel - er det ok at gå til en prostitueret, hvis bare det er en anden, der betaler. Hvilket desværre stemmer dårligt overens med den husregel, jeg selv engang var med til at formulere: At besøg hos en prostitueret kun bør anses for utroskab, såfremt man har brugt det fælles dankort.)
Hitchens skriver også om den danske Muhammed-tegnings-krise.
Mere senere. Nu skal vi ud og handle, siger Ane.
Det lyder spændende, den bog må jeg vist hellere få læst.