Det er efterhånden meget længe siden, jeg sidst har skrevet noget om digteri. I disse dage læser jeg - og med begejstring - digte af amerikaneren Ed Baker. Som forleden sendte mig en email.
Derudover ikke meget nyt. Jeg har travlt på jobbet, og jeg er bombet, når jeg kommer hjem. I morgen kl. 8.00 skal jeg til et møde i Næstved.
Davser Bo.
Det her er IKKE ment negativt, kun meget undrende og spørgende.
Det der “illustrerede” digt som er vist her; Jeg fatter ikke en levende Ryle af det. Jeg har prøvet igen og igen at læse det og forstå (jo da - ordene er til at læse og forstå) hvad det går ud på men ??? !! ???
Hvad er det spændende, ved det (husk lige på at jeg prøver at forstå og lære) ? Hvor er det lige jeg går galt i byen, siden jeg ikke kan se “ideen” i det digt ?
I mine unge dage - skoletiden for mange mange år siden - læste vi (tvangsindlagt) forskelligt herunder Frank Jæger. Jeg mener at kunne huske at nogen af de ting var gode. Jeg har prøvet - det skal man jo - at læse andre, men må ærligt tilstå……BOINGGGggg…..jeg falder simpelthen af…det KAN ikke fange mig……hvorfor ?
Nu er jeg selv meget kunstinteresseret og har gennem årene set en masse. Jeg har det normalt sådan (min påstand) at kunst ikke skal forklares. Enten kan man lide det eller også kan man ikke (eller den gylne mellemvej - man er toatlt ligeglad). Er det også sådan at det digt skal forstås ?
Jeg kan godt lide ideer. Det kan godt være, at jeg ikke synes specielt om værket, men ideen/plottet bag det kan jeg synes er fantastiskt. F.eks. bogen/filmen “Jurassic Park”……tænk at få den ide, at trække DNA materiale ud af et insekt i en rav-klump og så få det “til at yngle via Padder og krybdyr” til dinosaurer. Jeg synes det er genialt fundet på.
Sådan er der meget der er…..men det der digteri…..hmmmmm…hvor er det lige, det fantastiske er henne ????
mvh
Jan
Hej Jan
Det er nogle meget svære spørgsmål, du stiller — men det ved du selvfølgelig godt.
Allerførst: Det er min erfaring, at cirka 80% af alting enten er noget lort eller - bare - ikke rigtig værd at beskæftige sig med. Cirka 80% af alle romaner er enten dårlige eller forholdsvis uinteressante, 80% af alle popsange, 80% af alle filosofiafhandlinger, 80% af alle TV-udsendelser, 80% af alle operaer, 80% af alle malerier og fotografier og pornofilm og bøger om den amerikanske borgerkrig — og så videre. Og også 80% af alle digte. Der er større chance for at falde over noget dårligt. Men der er stadigvæk MANGE GODE TING (MGT) derude. Helt præcist cirka 20% af alting.
Hvis man ikke får noget som helst ud af at læse digte, så skal man selvsagt bare lade være. Der findes givetvis steder, hvor man kan score sociale point på at have læst dén eller dén digtsamling eller citere Hölderlin (gerne på tysk) — men det er ikke mange. Steder, altså. Og de er næppe værd at opsøge. I den almindelige verden giver den slags tøjeri ingen point — og det bør det heller ikke. Man skal læse digte for sin egen skyld, fordi det beriger en, og ikke fordi, det er noget, man BØR — eller lignende. Du ved, hvad jeg mener.
Men med hensyn til dit spørgsmål: Jeg ved ikke, hvorfor nogle mennesker kan få noget ud af at læse digte, mens andre ikke kan. Mit eneste bud på lyde, at det er fordi, vi er forskellige. Det er plat, det ved jeg godt — men altså: Nogle mennesker er meget musiskalske, mens andre mennesker er komplet tonedøve. Meget musikalske mennesker - og jeg kender nogle af slagsen - kan ikke tvinge sig selv til at ignorere deres evne eller sans. Hvis noget er dårligt, kan de høre det, og de kan ikke bare være ligeglade. For de kan jo høre det. Og omvendt: En tonedøv kan ikke tvinge sig selv til at høre mere. Eller rettere: Han eller hun kan måske nok blive bedre til at skelne mellem lyde og genkende rene toner o.s.v. — men det er tvivlsomt, tror jeg, om han eller hun for alvor vil forstå at værdsætte det. Til gengæld kan han eller hun måske noget andet - f.eks. analysere en politisk debat eller lave sin selvangivelse uden at få sved på panden.
Digte er en slags musik, og hvis man ikke kan høre det, så kan man ikke høre det. At kunne læse digte kræver - i hvert fald - tre ting: En fornemmelse for ordenes musik, en lydhørhed med hensyn til ordenes betydninger (og associationer) og følsomhed.
Jeg kan godt lide - også selv om det muligvis er helt hen i vejret - at skelne mellem fantasi og følsomhed. Nogle mennesker har masser af fantasi, og de forstår at værdsætte DET FANTASTISKE. Science-fiction og eventyr og gode historier. Personligt har jeg ikke ret megen fantasi, og min tålmodighed med DET FANTASTISKE er begrænset. Jeg begynder hurtigt at kede mig. Men til gengæld har jeg - hvis jeg selv skal sige det - masser af følsomhed. Det ene er ikke bedre end det andet — men digte, mener jeg, kræver følsomhed. Ikke fantasi.
Det er interessant, at du netop fremhæver det dér med IDEER. “Digte,” sagde Per Højholt engang, “skrives ikke med idéer, men med ord.” Det er for mig at se en helt afgørende indsigt.
Jeg vil tillade mig at tænke lidt mere over dine kommentarer.
Bo
Vi er jo nok enige langt hen ad vejen. Enten får man den her A-ha oplevelse eller også gør man ikke. Sådan har jeg det selv med kunst. Men jeg har det så også sådan med kunst, at i værk jeg synes godt om, kan jeg f.eks. med tiden finde endnu bedre ting i det, så det bliver bedre og bedre. Der er (vel) ingen forskel her og på digte…og andre ting.
Jeg har altid gået ud fra den tese, at god kunst er noget betragteren/modtageren bestemmer. Det er fuldstændigt ligemeget om kunstneren eller andre synes det, hvis ham der kigger på det/læser det/hører det ikke synes det. Så enkelt er det. Altså smag og behag er forskelligt.
Når DU nu nævner Borgerkrigen (!) så var Nordstaternes øverstkommanderende og senere Præsident U.S.Grant meget tonedøv og umusikalsk. Han nævnte i sine senere år at han kun (gen-)kendte 2 melodier; den ene var Yankiee Doodle….og den anden var ikke.
mvh
Jan
Ikke dårligt. Hvis man kender “Yankiee Doodle” og en anden, er man faktisk ok kørende. Synes jeg.
Og ja. Hvis man kan få noget ud af et kunstværk, så skal man - da - tage det med. Eller hvordan man nu siger. Ligemeget om andre påstår, at det i virkeligheden - hvis den findes - handler om noget helt andet.
Ed Baker-digtet, tror jeg, er faktisk ret meget lige ud ad landevejen — men hvis man ikke ved det, ved man det ikke. Men det fungerer også, selv om man ikke ved det. Digtet. Synes jeg. Det handler om komponisten John Cage, som havde base i New York (”northeast”), og som har skrevet det helt vidunderlige musik-teoretiske værk “Silence”. Inspireret af bogen føler digteren - Baker - sig nu kaldet til at flytte til Californien, rydde ud i bagagen og renset hengive sig til musikken, den reneste af alle kunstarterne. Jeg er ret sikker på, at “put my house in order” henviser til et Cage-citat.