Om Hertug Blåskægs borg, 3

I “World of Warcraft” har man som spiller en særlig tryllesten, en “hearthstone”, som ser sådan her ud:

Når man gør brug af stenens magi, bliver man bragt hjem – i sikkerhed – til den kro, hvorpå man har taget ophold.

Jeg har allerede forvildet mig ret langt ud i min snak om “Hertug Blåskægs borg” — og jeg vil nu tillade mig at gnubbe lidt på min helt egen Jiggly Room-hearthstone. KA-ZAM:

Sådan.

Roland Barthes bemærker et sted – meget kvikt, synes jeg – at selv hos Marquis de Sade har skurkene PRIVATE RUM, som de – skurkene – kan trække sig tilbage til. Og han spørger, Barthes: Hvorfor har de det? Hvad skal man med PRIVATE RUM i et sadesk univers, hvor alting er tilladt (undtagen svaghed) — og hvad kan eksempelvis forbryderne i “120 i Sodoma” vel foretage sig, respektivt, i de private gemakker, som de ikke lige så godt kunne foretage sig SAMMEN — eller for øjnene af hinanden? Hvad er det for noget med de dér rum?

I Vedsø Olesens “Gudernes tusmørke” er der (også) vilde orgier på slottet (som refererer til Sade), og slottets herre, guden Seth, har bestemt ingen skrupler desangående — men hovedpersonen, dirigenten, slæber alligevel elskerinden med IND I PRIVATEN.

Blåskæg i “Hertug Blåskægs borg” har – altså – også sine rum — som Judith insisterer på at se.

Fortsættes …