“Hertug Blåskægs borg” er, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, SKUMMEL. En skummel ting. Hvilket sådan set bare betyder, når vi siger det, at den er præcis så tilpas indviklet eller uigennemskuelig, at vi ikke umiddelbart - med det samme - kan REGNE DEN UD.
Operaen handler om en kvinde, Judith, som ødelægges af en mands - hendes ægtemands - mørke hemmeligheder. Blåskæg har myrdet sine tidligere hustruer. Judith bliver ikke dræbt, i hvert fald ikke bogstaveligt — men FØRT BORT. Til sidst. Af de afdøde koner. Og det kan man naturligvis - vel nok - udlægge således, at hun følger dem i graven, altså dør. Men måske dør hun ikke. Måske bliver hun bare vanvittig — men dét kan jo også være slemt nok.
Under alle omstændigheder: Det ender ikke lykkeligt. Blåskæg skulle have ladet være - selvfølgelig - med at myrde de tidligere hustruer. Men Judith skulle også have ladet være med at tro, at bare fordi hun elskede sin mand, kunne hun - derfor - også tåle at blive konfronteret med alle hans mørke hemmeligheder.
Handlingen - den faktiske handling - er overhovedet ikke svær at følge. Selv om operaen er på aldeles uforståeligt ungarsk. Men den er svær at forstå eller tyde, synes jeg. Det er ikke Blåskæg, morderen, der presser Judith, eller som har onde planer med hende eller forsøger at lure hende i en fælde. Tværtimod: Blåskæg beder så mindeligt Judith om IKKE at GÅ VIDERE, om ikke at åbne dørene til hans hemmeligheder — men Judith insisterer. Hun elsker ham, og intet kan vel være så slemt … o.s.v. Men det er det. Det er meget slemt.
En historie om en kvinde, der opdager, at hendes mand er morder, kan være nok så Hollywood-spektakulær og gyselig medrivende — men den er ikke, ultimativt, særlig interessant. Hvis der ikke er yderligere og mere nærende sul på knoglen.
Men “Hertug Blåskægs borg”, synes jeg, ER meget interessant — for operaen er også en lignelse. Eller hvad sådan noget nu hedder. En allegori. Læst som sådan: Måske - lad os forestille os det - har Blåskæg ikke, altså, virkelig DRÆBT sine tidligere koner. Måske var det bare forholdene, der DØDE UD. Eller han DRÆNEDE DEM, konerne. Eller behandlede dem dårligt. Måske slog han dem. Eller måske fandtes - findes - de kun i hans erotiske fantasi … ? Måske fantaserer han om at være ond mod kvinder? Måske ligefrem om at voldtage og myrde. Og så videre.
Handlingen i operaen drives af det, Judith gør (og blandt andet derfor er det for mig at se værket pointe): Hendes insisteren på at kærligheden vil gøre hende i stand til at tåle alt, og hvis to mennesker virkelig elsker hinanden, så behøver de ikke holde noget skjult for hverandre. Deri - i operaen - tager hun gruelig fejl.
Her er én mulig udlægning — af den slags, man fremfører, når man er mig, og klokken er 3 om natten, og jeg burde for længst ligge i min seng: Judith er som en kvinde, der insisterende beder sin mand om at betro hende sine allerdybeste, seksuelle fantasier — i tiltro til, at ligemeget, hvad han disker op med, vil hun kunne klare det. For hun elsker ham jo.
Eller en mand, der beder en kvinde … Selvsagt.
Fortsættelse følger …
Ha - din udgang med de elskende i sengen er helt fin. - Også jeg drages af Blåskæg-myten i Bartoks psykologisk raffinerede musikdrama, som får en til at gyse af både fryd og gru. For mig er spørgsmålet dog ikke, hvor vidt Blåskæg myrdede sine tidlige kvinder og gebærdede sig lige så blodigt som Johnny Depp i filmrollen som Sweeney Todd. Nej, Judith mister Blåskæg, fordi hun insisterer på at få alle hans hemmeligheder at vide. Hun stiller sig ikke tilfreds med sin egen sansning af manden, men kræver vished og sikkerhed fremfor blot at give kærligheden en chance. Det er jo en sandhed, som i den grad vækker til eftertanke i vores egoistiske nutid.
Min yndlings-indspilning af Hertug Blåskægs Borg er i øvrigt en 40 år gammel LP fra Decca med Christa Ludwig, Walter Berry og dirigenten Istvan Kertesz.
Hej Jørgen. Tak for dine kommentarer — og jeg er helt enig. Jeg har Kertesz-udgaven på CD, og den er virkelig fremragende.