Godmorgen. En lynhurtig – før formiddagskaffen – afrunding på mit foregående indlæg. Egentlig ville jeg bare sige, at Boulez’ udgave af “Hertug Blåskægs borg” lyder mægtig godt og boulezsk. Det vil sige usentimental og med masser af rum eller luft eller hvad-nu omkring lydene. Dissekerende. Altså: Set lige i øjnene.
Men: Hele morgenen har jeg – efterfølgende – haft “Blåskæg” på hjernen, og jeg føler trang til at pludre lidt om det. Hvilket jeg – derfor – nok vil gøre. Senere.
Nu må jeg da snart lytte til blåskæg!
Den er voldsomt meget på ungarsk.