The Jiggly Room

Helt i top. Føjet til Sade-samlingen: Raymond Van Het Groenewouds “Ethisch Reveil”, en CD. Som er flot. Her er “Je t’aime”:

Og også: En fransk paperback-udgave af  “Les prospérités du vice”. Har modtaget “Rue Marquis de Sade” og Neil Schaeffer: “Sade - A Life”.

Med en dags forsinkelse: Asmaa Abdol-Hamid leverede i gårsdagens udgave af Politiken en skarp kritik af Enhedslisten og - især - af Enhedslistens hovedbestyrelse — af den slags, kritikken, som formodentlig ville have gjort hende fortjent til en KAMMERATLIG SAMTALE. Hvis der altså havde været tale om et medlem af Venstre eller Socialdemokratiet. Men hvem ved, hvad de gør i Enhedslisten? Medlemmerne af Enhedslisten. Måske. Og hvis hun havde været medlem af Dansk Folkeparti - en lidt pudsig tanke, jeg ved det - var hun vel nok blevet smidt ud. Forestiller jeg mig. Anklager om topstyring, principløshed, mangel på politik og på politiske udmeldinger. Det er den slags, man godt kan diskutere bag lukkede døre — og som man selvfølgelig bør diskutere. Det er klart. Men en potentiel folketingskandidat, som skriver det i avisen — og ikke - endda - bare kommer til at sige det i et interview, men ligefrem helt AUTONOMT har forfattet sig eget indlæg … ?

Læs mere hos Rune E.

I dag har jeg købt den danske udgave af John Irvings og Tatjana Hauptmanns børnebog, “Lyden af en, der prøver at være helt stille” — som bl.a. udmærker sig ved 1) at have en helt fantastisk titel (som - som jeg tidligere har skrevet - John Ashbery sikkert gerne ville have brugt) og 2) ved at have en af de bedste INTRO LINES nogensinde: “Tom vågnede, men det gjorde Tim ikke.” Sådan. Bogen, der faktisk er en slags meta-bog, for det er den bog, der har gjort den fiktive børnebogsforfatter i Irvings “Enke i et år” berømt, er netop nu med på Bog & Idés bogudsalg — og kan erhverves for kun kr. 29,75.

Og: Jeg har også - også i dag - købt en CD med Cecil Taylor, en koncertoptagelse fra 1969. CDen, som faktisk er min anden Taylor-CD, kostede kun kr. 10,- — men det var alligevel ret dumt. Kan man mene. For jeg har det mildest talt svært med den dér free-jazz-larm. Men måske forestiller jeg mig, at jeg kan vænne mig til den.

Og ellers: Jeg har været med Pernille på støvle-shopping, og jeg har været til integrationsmøde på Ringsted Bibliotek. Jeg er med i et lokalt integrationsnetværk, nemlig.

Har holdt WoW-fri de sidste par dage. Er ellers lige blevet medlem af THE ORDER OF THE LANTERN.

Wanna play a game?

Vundet på eBay:

Det er anden gang, jeg vinder en Zappa-t-shirt — men (eller og) den første dukkede aldrig op. Snyd og bedrag. Forhåbentlig er jeg heldigere denne gang.

In the presence of greatness. Fire stills fra en (anden) af de DVDer, Mr. X nyligen sendte mig.  En John Holmes-compilation:

Kvinden på det sidste billede - som er hende, Holmes sidder og taler med på det tredje billede - er Georgina Spelvin, en af de største pornostjerner nogensinde.

Allerførst: Tyld.

En dag fandt hun dette næsten nøgne kvindelig i skoven. Mord i Azeroth.

Og hver aften går solen ned:

På billedet over Westfall. Hun - Tyld - er nu på level 25, og hun er blevet bedre til at samle skind og blomster og urter.

Og dernæst: Overskriften på mine tidligere indlæg, “Knus den infame”, henviser til oplysningsfilosoffen Voltaires opfordring “Écrasez l’infâme”, bekæmp overtroen. Som - jvf. en anden oplysningsfilosof, nemlig Kant - gør os til slaver af vores egen uvidenhed. Det modsatte af viden er ikke tro, men overtro. Som man siger.

Ugen har - ude i virkeligheden - igen stået i halvmånens tegn. Islam mig hér og islam mig dér. Nu til aften bragte DRs “21 søndag” et interview med den 22-årige, pæredanske, burkaklædte hustru til en af de fængslede tunesere, som - tuneserne - er mistænkt for at have planlagt at myrde tegneren Kurt Westergaard. Og jeg kunne ikke lade være med at sidde og overveje, hvem - præcist - der irriterede mig mest: Den tåbelige 22-årige tøs — eller DRs redaktion, der åbenbart havde besluttet sig for, at det var værd at spilde tid - vores tid - på hende.

Efter de mange og helt utålelige ildspåsættelser - og efter at Islamisk Trossamfund endnu en gang har demonstreret - sic - at de er fuldstændig ude af stand til at navigere i det danske, politiske landskab - er SF nu sprunget ud som STRAMMERE — og Helle Thorning må gå rundt og sparke til små hunde i frustration over, at hun således endnu en gang missede en chance for at markere sig. Fordi Villy kom først.

Der er - allerede - blevet sagt og skrevet ganske meget om de (som de siger i medierne) “utilpassede unge indvandrere”. Rent personligt er jeg vistnok allermest enig - og tillader mig at anføre det, for det er forholdsvis sjældent, trods alt, at det sker - med Søren Krarup — der i Søndagsavisen i dag udtaler, at “Det er flæb. Der er kun en ting at sige: Det er flæb! Det er selvmedlidenhed. Det er en ynkelighed, der bare skal dyrke sig selv og sin egen trang til at flæbe. Vi må sige til dem, at med det flæb kan de aldrig blive ordentlige borgere i dette land.” Citat slut.

Krarup svinger sig også op til at tale om potentiel borgerkrig og andet vrøvl. Som Anne Knudsen - ifølge Ane - skrev i Weekendavisen: Hvis vi ikke havde haft så mange journalister og nyhedskanaler og aviser, som vi har, og som alle HELE TIDEN skal finde på noget at RAPPORTERE, ville vi næppe nogensinde have hørt om den dér brændende skraldespand i Slagelse. Eller dén i Ringsted. Og en lille røvfuld børn med engangslightere er ikke nogen armé. Ro på.

Men: Jeg enig med Krarup i, at der er tale om flæberi. For så vidt er min holdning til de “utilpassede unge indvandrere” - som nb jo formodentlig slet ikke er indvandrere, men både født og opvokset i Danmark - aldeles lig min holdning til de unge bøller, der lavede ballade i forbindelse med Ungdomshuset: I et demokrati som vores, det danske, er der nogle spilleregler, som vi alle skal overholde, også selv om vi måske synes, det er uretfærdigt. Det kan godt være, at unge mennesker i al almindelighed tror, at de - respektivt - er verdens centrum, og at de (derfor) fortjener særbehandling, eller at de har ret til at sætte sig ud over de regler, der gælder for alle os andre. Det kan også godt være, at unge mennesker i al almindelighed tror, at de er klogere end alle andre, og at de har gennemskuet LØGNEN i samfundet o.s.v. Og at de har ret til at sætte RETFÆRDIGHEDEN og SANDHEDEN, som de kender den, over lov og orden. Det vil sige over os andre. Men det er altsammen - ultimativt - ligemeget, for nej, det har de ikke, og nej, det må de ikke. Vi er alle lige for loven — og det skal vi søreme være glade for. Ingen er hævet over den, hverken statsministeren, Mærsk, den autonome eller den 13-årige bølle. Dét er vilkåret, når man lever i et demokrati. Sådan er det. Og som forældre plejer at sige til deres unger: Sålænge I vil bo i vores hus, så følger I vores regler!

Og det gør de så, børnene. Accepterer vilkårene. Hvis de er velopdragne. Eller også begynder de at flæbe og té sig åndssvagt, fordi de - fordi de er selvoptagne - får ondt af sig selv. Møgungerne. Men det kan ikke nytte noget. Man kan godt føle med dem, måske, ungerne, og man kan måske ligefrem få lidt ondt af dem — men vi hverken kan eller vil acceptere, at man kan tilflæbe sig retten til særbehandling. Eller særstatus.

Bloggen har fået et nyt navn og et nyt look. Jeg har fundet et style sheet, der ser ud som om, det ikke fungerer — hvilket tiltaler mig. Spørg mig ikke hvorfor. Men det gør det.

Jeg har nu læst hele Christopher Hitchens bog, “gud er ikke Stor - Hvordan religion forpester alt”. Som, synes jeg, du skulle læse.

Hitchens forsøger ikke at diskutere med religionerne eller teologierne på religionernes eller teologiernes egne præmisser. I stedet stiller han sig snusfornuftig og pragmatisk an og stiller retorisk spørgsmålet om religionernes nytteværdi — idet han allerede på forhånd kender svaret. Er religion god for moralen? Opfører religiøse mennesker sig bedre end ikke-religiøse mennesker? Bestemt nej. Der er en himmelsk hærskares mangfoldighed af eksempler på det modsatte. Er religion god for videnskaben? Bestemt nej. Er religion god for frihed, ytringsfrihed, tankefrihed? Bestemt nej. Er religion god for demokratiet? Bestemt nej. For seksualiteten? Bestemt nej.

Men hvad da? Hvis religionerne bygger på troværdige og overbevisende beretninger om åbenbaringer af det guddommelige, kan det jo være forholdsvis ligegyldigt - kan man sige - om de har nytteværdi eller ej. Men det gør religionerne ikke. I hvert fald ikke ifølge Hitchens — som ud over at hudflette kristendommen, jødedommen og islam gør et særligt nummer ud af at udstille ØSTENS ÆVL (som siden 60erne har tiltrukket mange vesterlændinge).

Mel Gibson bliver omtalt i bogen, og Hitchens beskriver ham som en galning — men også Mahatma Gandhi, som af mange anses for en slags indisk, åndelig sæl-unge, som aldrig gjorde en sjæl fortræd, får nogle ordentlige hak i skaldepanden. (Apropos den megen snak om prostitution: Ifølge Gandhi - for eksempel - er det ok at gå til en prostitueret, hvis bare det er en anden, der betaler. Hvilket desværre stemmer dårligt overens med den husregel, jeg selv engang var med til at formulere: At besøg hos en prostitueret kun bør anses for utroskab, såfremt man har brugt det fælles dankort.)

Hitchens skriver også om den danske Muhammed-tegnings-krise.

Mere senere. Nu skal vi ud og handle, siger Ane.

Eller: Ikke bøger, men en bog. Af Nabokov. Dét er spørgsmålet. Læs her.