Rune skriver: “Nu er forslaget om at forbyde prostitution atter oppe at vende, eftersom der tilsyneladende er et flertal for ideen i Københavns Borgerrepræsentation, hvor Socialdemokraterne, De Radikale, Enhedslisten og SF opfordrer regeringen til at forny lovgivningen på området. [...] Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming tager vist nok prisen for det dårligste argument i dagens MetroXpress: »Der er meget fornuft i at gøre det ulovligt at gå til prostituerede. Det gælder på alle markeder, at hvis man fjerner efterspørgslen, fjerner man også udbuddet.« (MetroXpress, 28.1.2008).” Læs mere her.
Warming - hvilket Rune undlader at nævne - gør sig med sin udtalelse til repræsentant for en sædvanligvis ret overset retning inden for økonomisk tænkning, den såkaldte no-show-socialisme (No Show New Leftism) — ifølge hvilken det ikke blot er muligt, som kapitalisterne gør, at skabe nye behov hos forbrugerne, men også at eliminere allerede eksisterende behov ved ganske enkelt at afskære forbrugerne fra at få opfyldt disse — og (helst også) at forbyde ANDRE FOLK at minde dem om, forbrugerne, at deres behov ikke bliver opfyldt. F.eks. via reklamer eller sjofle film.
Jeg ville gerne forklare yderligere, hvis jeg kunne, men det er en meget indviklet teori, som ikke på nogen måde står tilbage for tidligere tiders kapitallogiske øvelser og excesser. Og desuden er jeg på vej i seng.
Dybt godnat.

Selvfølgelig -
Det vil være den samme succes, som da man valgte at forbyde hash.
Mikkel Warming må da have læst økonmi og handel på et meget højt niveau.
Mon den teori også anerkender, at når man forbyder folk noget, fortæller man dem samtidigt, at det er noget, de har så meget lyst til, at de ikke selv kan håntere det?
Rikke, det er et spørgsmål, der diskuteres intenst. Slapperne mener, at det nok er bedst at forklare folk, hvorfor de ikke må få det, de gerne vil have og har brug for — og at folk, når de har fået det forklaret, fornuftigvis vil acceptere det. Og selv hjælpe med at til at bekæmpe og eliminere behovet, herunder også deres eget. Hvorimod strammerne mener, at det er bedre med et CLEAR CUT — og at det alligevel ikke nytter noget at forsøge at forklare folk noget som helst. Fordi almindelige mennesker - i al almindelighed - er dumme. Sådan nogle som os.