I dag har jeg lyttet til ovenstående CD med highlights fra Nikolaus Harnoncourts udgave af Mozarts “Figaros bryllup” med bl.a. Ildebrando D’Arcangelo, Bo Skovhus og Anna Netrebko. Og jeg var ikke imponeret. Sangerne gør et næsten ok stykke arbejde, cirka, men ikke noget at skrive hjem om — men Wiener-filharmonikerne lyder, som om de hellere ville være et andet sted. Og at de allerede åndeligt har pakket deres respektive habengut. Gad vide, tænkte jeg, mens jeg hørte “Sinfonia”, om dirigent Harnoncourt ikke er mødt på arbejde til tiden? Hvilket, altså dén fornemmelse – hvis man ikke er vant til at lytte til klassisk musik – kun meget sjældent er et godt tegn. Kan jeg oplyse. Nedtur.
0 Svar til “Harnoncourts Figaro”