En god nyhed og en dårlig nyhed, som også er en god nyhed, og en dårlig nyhed, som bare er dårlig. Betændelsen i mit højre øje er på retur. Det var den gode. Den dårlige er, at mit venstre øje nu også er INFICERET — men det er også en god nyhed, sådan set, for det betyder, at der formodentlig bare er tale om en helt almindelig børne-betændelse – Johanne og Andreas! – og ikke om sarkoidose. Som min helt enormt spændende sygdom hedder. Den dårlige nyhed, som bare er dårlig, er, at den dér helt almindelige børne-betændelse – Johanne og Andreas! – er meget smitsom. Så lad være med at sidde alt for tæt på skærmen, når du læser i min blog. I disse dage.
Apropos Madames spørgsmål om overtro: Jeg har vistnok tidligere skrevet om det i min gamle blog, men jeg har ikke været i stand til at finde indlægget. Det modsatte af VIDEN, som man siger, er ikke UVIDENHED, men OVERTRO — og det er alle anstændige menneskers pligt at hjælpe med til at bekæmpe sidstnævnte. Til fordel for førstnævnte. Det er jeg helt enig i.
Men på den anden side — og det er hér, jeg bliver forvirret: Det er, synes jeg, også alle anstændige menneskers pligt at VIRKE og BIDRAGE til bevarelse og fortsat udvikling af DEN HUMORISTISKE SANS. Og det ér nu engang morsommere at forestille sig, at genfærdene og varulvene og nisserne findes, end – altså – at de ikke gør. Så jeg vælger at tro på det hele. Jeg går ikke under stiger, jeg spytter mig over skulderen o.s.v. Og gyser, når klokken slår midnat.
Desuden havde jeg, siger min mor, en oldemor, som kunne TALE vorter væk. Ved at gnide dem med løg og hviske hen over dem. Og så kan videnskab jo være videnskab. En vorte-væk-heksende oldemor er ikke noget, man bare sådan lige kan bortforklare.
Det var spændende læsning, Bo – jeg synes også, det er sjovere forestille sig nisser, genfærd og varulve, end at afvise det hele.