Jeg så en anden mægtig engel stige ned fra himlen, klædt i en sky og med regnbuen om sit hoved. Dens ansigt var som solen og dens ben som ildsøjler, og den havde en lille åben bogrulle i hånden. Den stillede sig med det højre ben på havet og det venstre på land og råbte med høj røst, som en løve brøler, og da den råbte, lod de syv tordener deres røst høre. Og da de syv tordener talte, ville jeg skrive, men jeg hørte en røst fra himlen sige: »Sæt segl for det, de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned.« Og englen, som jeg havde set stå på havet og på land, løftede sin højre hånd mod himlen og svor ved ham, der lever i evighedernes evigheder, ham som har skabt himlen og alt i den og jorden og alt på den og havet og alt i det: »Tiden er ude. I de dage, da den syvende engel skal blæse og lade basunen lyde, er Guds hemmelighed fuldbyrdet, som han har forkyndt det for sine tjenere, profeterne.«
Johannes’ Åbenbaring, kapitel 10.
I forlængelse af – eller parallelt med – Mostly Operas blog-post om (sin egen introduktion til) Messiaen: Jeg kan ikke længere huske, hvordan jeg selv … o.s.v. Men det værk af Messiaen, jeg (vistnok) holder mest af, og som jeg (i hvert fald) har lyttet mest til, er “Quatuor pour la fin du Temps“, “Quartet for the End of Time”, som jeg (nu-om-stunder) ejer i en lille håndfuld forskellige indspilninger.
“La fin du Temps” henviser til bibel-citatet, specifikt “Tiden er ude” — som netop ikke betyder, at tiden er INDE, at NU ER DET TID, men at tiden ikke længere ER. Ingen fortid, ingen nutid, ingen fremtid. Men evigheden. Evigheden er ikke MEGET LANG TID, men ingen-tid … eller hvordan man nu skal sige det. Hvis man altså overhovedet KAN sige det.
Messiaen skrev værket, mens han sad interneret i en tysk koncentrationslejr. Det blev første gang opført – af Messiaen og tre andre fanger – den 15. januar 1941.
Iblandt CDerne på min egen hylde er bl.a. denne fra Classico og denne fra Erato.
Uddrag af værket kan høres på denne side. Scroll ned.
0 Svar til “Tiden er ude”