Marquis de Sade led af en øjensygdom. Og efterhånden, som jeg fordybede mig i hans liv og værk, udviklede jeg også en. Tilfældigt? Eller en form for INKARNATION eller BESÆTTELSE? Le blot — men jeg tænker: Sade var også smældefed, og jeg er (som tidligere skrevet) på det sidste blevet lidt større. Og hvor kom det dér med teatret fra? Skrev jeg ikke for ganske nylig her i bloggen, at jeg nu pludselig havde – har – fået lyst til at skrive et skuespil? Og (i et endnu tidligere indlæg) at Sade var besat af teatret? Man – jeg – tør ikke føre tanken til ende. Ganske snart, frygter jeg, vil jeg en morgen tage mig selv i at stå og overfuse en stakkels bonde — og måske endda slå ham med en kæp. På vej til arbejde. Klædt i silke.
Men egentlig ville jeg bare skrive, at:
– dagens CD er Dawn Upshaw: “Forgotten Songs”, som jeg lige har modtaget med posten. Kan dårligt se, men jeg kan lytte. Så dét gør jeg.
Uha, måske er det Sade, der går igen. Bosade.
Ja, det var det, jeg mente. En lidt uhyggelig tanke, synes jeg.