Jeg har fået læst interviewet med Anne-Marie Vedsø Olesen i “Femina” — hvori hun fortæller om sin bevidste og villede transformation fra mørkhåret og tilbageholdende stillepige til blond og modig vamp. Som tog fart, omforandringen, i forbindelse med “Gudernes tusmørke”.
Det var spændende læsning, synes jeg, og min umiddelbare reaktion, da jeg sad med bladet, var, at “Det passer sgu ikke”. Og jeg håber selvfølgelig, at Anne-Marie har FIDUS nok til mig til at tilgive mig min - dengang - mistro. Til mit forsvar: Jeg er vestjyde, og vi - min slags - er af natur forbeholdne.
Men altså. “Det passer ikke,” tænkte jeg, “for ingen kan forandre sig sådan.” Man kan STRAMME OP i det ydre og farve og træne og modellere — men den indre ost (med alle hullerne, hvori elendighederne bor) lugter stadig på samme måde. Og undskyld oste-billedet. Jeg har - som skrevet - hovedpine.
Al usikkerheden, bekymringerne for ANDRES BLIKKE OG DOM o.s.v. — den og de forsvinder ikke. Spekulerede jeg. Og jo mere man bestræber sig på at bevise for alverden, des tydeligere … og så videre. I ved, hvad jeg mener.
Men bagefter - og nu - er jeg (kommet) i tvivl. Og jeg er vistnok endda i tvivl om, om jeg er i tvivl. Jeg vil - nemlig - gerne (kunne) tro på, at det kan lade sig gøre. Radikalt at omforandre sig selv. Og måske KAN det lade sig gøre — og måske er det bare mig, der ikke har (egne erfaringer med) det fornødne MOD. Og som, mig, ikke har nok tiltro til SKABELSENS KRAFT i hin enkelte … ?
Anne-Marie, kan du ikke skrive en slags handlingsplan? Hvordan gør man? Hvor starter man?
Man starter med voldsomme hændelser, følelser, oplevelser, evt. kriser … stadier af tilværelsen, hvor det virkelig rykker … hvis man ellers er parat til at favne de næste skridt i sin udvikling.
Og jo, det er sandt, jeg ændrede mig … af alt det, som gav mig stof til at skrive Gudernes tusmørke.
Men ændringen lå selvfølgelig i forlængelse af den, jeg var. Inteviewet er naturligvis blevet vinklet ekstra skarpt. Man skal jo ud over scenekanten.
Godt. I 2008, synes jeg, skal du tage mig i hånden og vise mig vej. Så lover jeg dig til gengæld - selv om du allerede har takket nej - at give dig masser af info om livet som sammenbidt knudemand. Det ville ikke være nogen dårlig handel. For mig, altså. For dit vedkommende ville det måske nok være en lidt mere tvivlsom …
Knudemænd har vist ikke din evne til kommunikaton
Hm. Man kan ændre sig meget, men ikke helt. Og Gud-ske-lov for det.
Jeg foretrækker helt dit original-billede. En glad vest-jyde. Lidt af en nysgerrig græshoppe. Måske endda lidt af Garfield’s hunde-ven……(Futte ?)….
Men man kan været forbyttet………dengang på fødeklinikken/hospitalet…..(problemet er hvis man er født hjemme)……..se det åbner jo for helt andre perspektiver……