The Jiggly Room

Det er blevet årets sidste dag — og dette, har jeg besluttet, bliver årets sidste blog-indlæg.

Jeg burde velsagtens, som det hører sig til, forsøge mig med en slags status-opgørelse over året, der gik. Men ærligt talt: Jeg orker det ikke. 2007 blev året, hvor Ane og jeg flyttede til Sjælland, og vi fik begge nye jobs. Det første halvår var for mit vedkommende aldeles rædselsfuldt, og jeg går stadig og sunder mig. Men er måske - måske - blevet stærkere. Som Anne-Marie skriver i sin blog: Gennem det svære — til styrke. Det ville være godt, hvis det var sandt. Og i hvert fald - hvad-enten - er jeg (også) blevet federe. Nytårsforsæt nummer 1: At tabe sig. Mig. Og forsæt nummer 2: At være mere kreativ. Det blev ikke til meget med mig og skriveriet i 2007. Det ærgrer mig ikke, men jeg tror - nu - at noget er på vej. Gennem systemet.

Jeg har - og jeg er pinlig bevidst om, at jeg har - gennem hele 2007 forsømt at pleje mine venskaber og bekendtskaber. Og det vil jeg gerne undskylde for. Undskyld. Helt seriøst.

Og samtidig vil jeg - lige så seriøst - sige en stor tak til alle jer, mine bloglæsere, som trofast har fulgt med, læst og kommenteret og kritiseret og - endda - sendt mig gaver. Nogle af jer. Uden at ville lyde rørstrømsk: Jeg blogger normalt ikke om, hvordan jeg personligt går og HAR DET inden-i. Men 2007 - også selv om det (nok) ikke er fremgået af mit blog-skriveri - har været et meget hårdt år. For mig. I perioder har min blog været mit eneste UDLØB til virkeligheden — og I har været de eneste mennesker, næsten, som jeg været i kontakt med, kommunikeret med o.s.v. Og I har betydet mere - for mig - end I aner. Tak for det.

Jeg håber, at I alle får et fantastisk 2008. Godt nytår.

I 2007, skriver dagens aviser, blev der begået 40 drab i Danmark. Det er det næst-laveste tal i 20 år — og kun en af drabssagerne er endnu ikke opklaret, nemlig sagen om det døde spædbarn, der i juni blev fundet i Odense Å. Og som - barnet - ifølge politiet muligvis var dødfødt. Og i så fald er der slet ikke tale om en drabssag. Opklaringsprocent: 100.

Moralen må være, at hvis man påtænker at blive morder i Danmark, så bør man gøre det - eller blive det - et andet sted. I stedet. I hvert fald hvis man gerne vil slippe ustraffet fra sin forbrydelse.

Mange - og nu også bankerne - skælder ud på politiet, men her er da ét område, hvor de gode mænd og kvinder scorer UG med kryds og med slange. Vi siger tak og til lykke.

Læs mere her.

Det er dagen før dagen, før det bliver midnat. 2008 nærmer sig hastigt, og jeg lytter til Verdis “Maskeballet“.

I dag - i Ringsted - står den på oprydning og hylde-opsætning og nøgleskabs-ophængning.

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet et indlæg, der handlede om noget — altså handlede om noget, der handlede om noget andet end (om) migselv og min egen, lille verden. Så derfor. For ligesom også at få den brede pensel i brug: Her er HELE HISTORIEN i to-tre hurtige hug:

Fra begyndelsens tid: Rahotep og Nofret, hende fra tegneserien, side om side. Maleren Francis Bacon sagde engang, at de egyptiske menneske-statuer var de fineste kunstværker, vi - os - nogensinde har frembragt.

Og hvor vi nu er:

3D-anime.

I juleferien, som Lars allerede har skrevet i sin blog, fik jeg min første lektion i “World of Warcraft”, og Niels-Arne præsenterede mig for XBox-spillet “Dead or Alive 4″. Det er - uden at ville lyde latterlig gammel og utjekket - helt vildt, hvad de kan. Nu om stunder. Med computergrafik. Jeg mener: Det er kun 28 år siden, den første Pac-Man kom på markedet. Vores - det vil sige deres - evner og muligheder vokser eksponentielt — og tænk på, hvor vi vil være om yderligere 28 år? Eller om 10 år? Eller om bare 10 måneder? Det virker allerede som længe siden, vi alle sad og beundrede Gollum i “Lord of the Rings”, hans fantastiske, virkelighedstro hud, kroppens bevægelser o.s.v. Sidenhen har vi bl.a. set Aslan i “Narnia”-filmen og alt godt fra havet i “Pirates”-trilogien.

Klip.

Der findes forskellige teorier desangående, men her i bloggen - jvf. bevidsthedsmodellen (som ikke er der) - er vi ikke i tvivl: Der findes ikke noget inde i vores hoveder, som ikke på et eller andet tidspunkt er kommet derind. Eller som er kombinationer af noget, der er kommet derind. Eller kombinationer af kombinationer. Det er kun Vorherre, der kan SKABE. Alle vi andre, dødelige er henvist til at kombinere. Indtryk, tanker, idéer. Vi kan splitte dem fra hinanden og sætte dem sammen på nye måder. Og for at der kan komme noget UD, er det nødvendigt, at der først kommer noget IND. Det - IND-processen - er det, vi kalder (ud-)dannelse og opdragelse og socialisering o.s.v. Hvis man ikke har husket at fylde noget i sit hovede, så er ens hovede tomt. Sådan er dét.

Hvis man kan tænke et eller andet, så kan man også tænke på, hvordan det ville være, hvis det, man kan tænke, var virkeligt: Hvis det fandtes i virkeligheden, hvis man virkelig gjorde det, eller hvis man virkelig blev det. Og man kan få lyst til at lave det, til at gøre det eller til at blive det. Det er det - denne proces - vi kalder udvikling.

Men hvad nu, spørger jeg retorisk, hvis der er noget, man ikke vil have ANDRE til at lave eller gøre eller blive — fordi man mener, at det ville være forkert eller skadeligt? Så kan man umiddelbart gøre to ting: 1) Man kan enten forsøge at forhindre, at tanken overhovedet opstår inde i de andres hoveder ved at forsøge at kontrollere og censurere den information, de - de andre - har adgang til. Hvis de ikke har fået informationerne eller indtrykkene IND, kan de heller ikke reagere på dem. Eller 2) man kan forsøge at give dem MERE information. Man kan forsøge at oplyse dem om de uheldige eller farlige konsekvenser, hvis de følger deres lyst(er) — og håbe på, at de (således belærte) vælger ikke at gøre det.

Løsning nummer 1 er den, vi her i bloggen (med et ordvalg inspireret af Voltaire) kalder DEN INFAME TANKEPOLITI-MODEL. Og vi er imod den. Vi er FOR løsning nummer 2, DEN FORNUFTIGE FAR OG MOR-MODEL. Den fornuftige far og mor forsøger ikke at hindre barnet i at blive klogere på verdens indretning og muligheder, tværtimod, men sørger for at opdrage ved - også - at forklare om potentielle farer og ved at indgyde empati, moral og ansvarsfølelse i barnet.

Klip.

Jeg ser normalt ikke tegnefilm, og jeg spiller ikke - normalt - computerspil. Men jeg surfer meget på nettet, herunder også på steder, som ikke er egnet for børn. Og jeg har - i den forbindelse - set flere pornografiske, animerede klip. Og de var - med frygt for at lyde som en gammel og utjekket mand, der gentager sig selv - helt vildt gode. Altså: Helt vildt godt lavet. Jeg var meget imponeret.

Og her er en slags pointe: Ganske snart vil man - også indenfor anime-pornogenren - kunne lave hvad-som-helst — og man vil kunne lave det MEGET TROVÆRDIGT. Så man, hvis man ikke vidste bedre, ville tro, at det var virkeligt. Virkeligt virkeligt — og ikke kun virtuelt. Og de folk, der laver hentai, er - uden at ville fornærme dem - nogle skideskøre sataner. Nogle af dem. Mange af dem. De holder sig ikke tilbage for noget. Der findes en sub-genre, som kaldes guro, en forkortelse for “erotic grotesque nonsense” — og udtrykket er (i det hele taget) ganske betegnende. Hentai er (ofte) groteskens område, hvor man dyrker det forbudte eller uacceptable: Mord, voldtægt, incest, pædofili, sære vanskabninger fra det ydre rum.

Og hvad så? I den pornografiske anime er der ingen ofre. Der er ingen, der kommer til skade, for det er altsammen bare tegninger og fri fantasi. Allerhøjst er der nogle computer-freaks, der får ondt i skuldrene af ren KREATIVITET. Om 28 år eller 10 år eller om 10 måneder kan vi - det vil stadig sige de - lave DET HELT STORE OG FULDSTÆNDIG NATURTRO VOLDTÆGTSSPIL. On-line med multiple players. Vælg en by - f.eks. Horsens eller Hillerød - og vælg en figur. Og gå i gang. Skabelonerne er opbygget på baggrund af Googles billeder, og du vil tro, at du går i det virkelige Horsens’ gader. Dén slags.

Og hvad gør vi så? Vil vi så allesammen blive helt INFAME i vore hoveder og kræve mere TANKEPOLITI?

Mr. X er tilbage. Modtog i går denne - på billedet - pakke med posten. Uden afsender. “South Park” og en prop-pistol. Og det var som om, noget - blot et kort øjeblik - blinkede inden-i mig — som et lys-flash mod hulens væg. En erindring. Hvad er det, Mr. X vil fortælle mig? Ved han noget om mig? Og ved han noget om mig, som jeg selv ikke ved? Eller ikke husker? Eller har fortrængt?

Jeg tjekker meget sjældent min hjemmeside-statistik, men blev pludselig - midt i Morse - lidt nysgerrig. Her er de 20 sidste søgninger, der har ført surfere til mit site:

Folket vil have Peter Nielsen — og det kan jeg sådan set godt forstå.

Kiggede også kort på mine LINK REFERERS og opdagede, at jeg - det vil sige mit site - er blevet linket på Boobpedia:

– hvilket jeg selvsagt er meget stolt over.

Og apropos bryster: Læs her.

I dag har jeg købt en ny blækpatron til min printer. Det er ikke nogen meget stor nyhed, det ved jeg godt — men på den anden side: Det er jo ikke størrelsen, det kommer an på, og mange kvinder har måttet nøjes med mindre. Eller hvad jeg ville sige: Det er faktisk næsten et halvt år siden, den gamle patron løb tør, og i et halvt år - altså - har jeg ikke printet noget som helst. Ikke ét eneste ark. Jeg har

ikke udskrevet nogen.
Hvad ville du ha sagt til det,
Poul Erik Krogen?

Lytter til Allan Olsen. Mere om Krogen ved en senere lejlighed.

Al den dér snak om det papirløse samfund: Sådan gik det som bekendt ikke, nærmest tværtimod. Men det er i hvert fald ikke mig, der holder printer-papir-industrien i gang.

Har i dag snakket med genboens 1-årige rottweiler, som hedder Tyson. Fuldstændig ligesom ham hér.

Dagens CD er “Mermaid Songs / Havfrue Sange” med mezzosopran(.dk) Mette Christina Østergaard og pianist og organist Lene Buch Rasmussen. Østergaard synger - og Rasmussen spiller - “Havfruens sange” fra “De underjordiske” og uddrag af “Gudruns sorg” og “Sulamith og Salomon”. Med mere. Læs om Mette Christina Østergaard her.

Ikke noget. Men til glæde for bror Lars, som holder meget af grafisk design:

The People Must Have Porn. En plakat.