The Jiggly Room

Jeg har nu læst ca. 220 sider i Barry Miles’ “Frank Zappa: A Biography” — som ifølge Camille Paglia (ifølge Amazon) “indeed establish[es] that Zappa [...] deserves to be considered a central figure of late-20th-century American culture”. Zappa blev gennem hele sin karriere ansét - af dem, der anså ham således - som et geni i Europa, hvorimod amerikanerne var mere forbeholdne.

Barry Miles’ portræt af Zappa er ikke flatterende. Han beskriver ham som en kontrol-freak uden megen sans for andres følelser — og med en pervers og infantil forkærlighed for det plat-vulgære. Hvad får, spørger han i bogen, en fuldvoksen mand til at skrive sange om bryster og oralsex? En katolsk opvækst, måske.

Efter at Zappa som ung mand havde etableret sit eget studie, Studio Z, blev han af en emsig, lokal politimand narret til at producere en sjofel lydoptagelse - ikke en film, men en lydoptagelse - som, havde politimanden under cover forklaret, skulle bruges i forbindelse med en polterabend. Da Zappa afleverede båndet, smækkede de håndjernene på ham, og han blev idømt en kortvarig fængselsstraf. Oplevelsen, mener Miles, mærkede ham for livet. Frank Zappas mistro til autoriteter og til det amerikanske samfund … o.s.v.

Miles’ bog er et portræt af Zappa, men også et portræt af en hel generation af musikere og (ikke mindst) hang-arounds, groupies og andre kunstnere. Et typisk eksempel: Han fortæller historien om dengang, Eric Clapton introducerede Zappa for The Plaster-Casters, to groupies, som havde gjort det til et projekt at tage afstøbninger af berømte (mandlige) musikeres erigerede lem(mer). Den ene sørgede for, at erektionen blev brugbar, mens den anden stod parat med geléen. (Det tog, får vi at vide, 15 minutter at klippe Jimi Hendrix’ pubeshår fri bagefter.) Han fortæller om Zappas affære med en kun 16-årig musik-studerende (og han havde kone og børn) og om dengang, han mødte John og Yoko — og Lou Reed og Salvador Dali og Zubin Mehta, om optagelserne til “Trout Mask Replica” og om “200 Motels”. Etc.

Det indtryk, man får af Zappa i bogen, opsummeres meget godt i den påstand, som Miles refererer, at han var en mand, for hvem perfektion var vigtigere end følelser. Som Miles skriver: Han startede med et stort band, men endte med - på de sidste albums - at sidde alene med en computer. Som kun - men altid - gjorde præcist, som han ønskede det.

Dagens Zappa er “The Meek Shall Inherit Nothing”:

Her er teksten:

***

Some take the bible
For what it’s worth
When it says that the meek
Shall inherit the Earth
Well, I heard that some sheik
Has bought New Jersey last week
‘N you suckers ain’t gettin’ nothin’
Is Hare Rama really wrong
If you wander around
With a napkin on
With a bell on a stick
An’ your hair is all gone…
(The geek shall inherit nothin’)

You say yer life’s a bum deal
‘N yer up against the wall…
Well, people, you ain’t even got no
Deal at all
‘Cause what they do
In Washington
They just takes care
of NUMBER ONE
An’ NUMBER ONE ain’t YOU
You ain’t even NUMBER TWO

Those Jesus Freaks
Well, they’re friendly but
The shit they believe
Has got their minds all shut
An’ they don’t even care
When the church takes a cut
Ain’t it bleak when you got so much
nothin’
(So whaddya do)
Eat that pork
Eat that ham
Laugh till ya choke
On Billy Graham
Moses, Aaron ‘n Abraham …
They’re all a waste of time
‘N it’s yer ass that’s on the line
(IT’S YER ASS THAT’S ON THE LINE)

Do what you wanna
Do what you will
Just don’t mess up
Your neighbor’s thrill
‘N when you pay the bill
Kindly leave a little tip
And help the next poor sucker
On his one way trip …
SOME TAKE THE BIBLE …
(Aw gimme half a dozen for the hotel
room!)

***