The Jiggly Room

Læs mere her.

Har modtaget mit nye (erstatnings-)eksemplar af “Bright Red“, som (gentager jeg gerne) er en virkelig god CD. Tag og hør den. Hvis dit lokale bibliotek ikke har den på lager, kan den (næsten helt sikkert) bestilles hjem via bibliotek.dk.

Ane har fået sin nye cykel, og vi har købt en opvaskemaskine. Den bliver leveret på tirsdag i næste uge. Og i dén forbindelse: Reality check. Hvad - tror du - koster mest? En ny cykel? En Raleigh, købt hos Cykel-Ole i Ringsted. En opvaskemaskine? En Bosch, købt hos El-Salg. Eller to - to - stk. nye gardiner til stuen? Sanderson, fra Botex. Vi lader spørgsmålet stå et par timer.

Både i Martin Glaz Serups blog og i Rasmus Graffs blev der i går diskuteret Peter Laugesen. Om hvem jeg kun har godt at meddele. Laugesen - og det føles latterligt overhovedet at gøre opmærksom på det - er en meget fremragende digter, en af de bedste vi har. Jeg købte mine første Laugesen-digtsamlinger i 1991, cirka, og han har øvet en betydelig indflydelse på mig, ikke mindst som en slags guide til andre forfattere, musikere, malere o.s.v.

For en lille uges tid siden oplyste bror Lars i sin blog, at han havde lånt festskriftet - “Ugh!” - til Peter Laugesen — og jeg sad og blev bevidst om (og nu igen), at det efterhånden må være et par år siden, jeg sidst har haft en af mine Laugesen-bøger ude af reolen. Med “Kunsthistorier” som en mulig undtagelse. Og at jeg ikke har købt noget af ham, altså skrevet af ham, siden “Helt alene i verden … “, som udkom i 2001. En eller anden har sidenhen venligt foræret mig et eksemplar af CDen, han lavede sammen med Singvogel — og som jeg synes var forholdsvis rædderlig. I hvert fald: Ikke noget for mig.

Og jeg ved godt hvorfor. På et tidspunkt - hvor meget jeg end beundrede og stadig beundrer Laugesens poesi - blev jeg træt af ham. Mere præcist - for Laugesen er over det hele, og dét kan man jo dårligt blive træt af - : Jeg blev træt af tonen. Jeg blev træt af det dér jazzede og beatede, som jeg i øvrigt ikke kan finde noget belæg for i min egen verden, og jeg blev træt af det surf-agtige, som (især) kendetegner hans prosa. Laugesen er hip - ugh! - og det er jeg ikke. Og det har jeg aldrig været.

I stedet - da jeg holdt op med at læse Laugesen - kastede jeg mig for alvor over Charles Olson, Laugesens store forbillede, som (Laugesens hippe omtaler af manden til trods) heller ikke var hip. Selvom han i sine sidste år desperat forsøgte at være det.

Vores internet virkede ikke i går — og det var sådan set udmærket, osse selvom det irriterede mig. Jeg fik ordnet Andre Ting (AT), og jeg fik læst. Blev færdig med min Ezra Pound-biografi:

– og læste derefter Catherine Seelye: “Charles Olson & Ezra Pound - An Encounter at S. Elizabeths”. Og nu er jeg halvvejs i Henrik Lists nye bog, “Sidste nat i kødbyen“.

Om sidstnævnte først: Du er et fjols, hvis du ikke læser den. Den igangværende kultur- og værdikamp handler ikke mindst om sædelighed, om ytringsfrihed på det seksuelle område, om retten til egen seksualitet (og til at udforske og udtrykke den), om mangfoldighed og ensretning, om frihed og forskrækkelse, om puritanisme, prostitution og porno o.s.v. Lists bog bør ikke kun læses af folk, der interesserer sig for seksualpolitiske emner, men af alle, der interesserer sig for - og det bør alle gøre - den kulturkamp, vi befinder os midt i. Læs den!

John Tytell giver i “Ezra Pound - The Solitary Volcano” et portræt af Pound som en tragisk figur. Det er (vistnok) almindelig anerkendt, at Pound var en af den litterære modernismes store og vigtige dyr, ikke mindst p.g.a. hans utrættelige arbejde for at hjælpe og promovere andre, heriblandt T.S. Eliot, James Joyce, Ernest Hemmingway, W.B. Yeats og William Carlos Williams. Pound var amerikaner, men boede i en årrække i London, hvorefter han flyttede til Paris — og derefter til Italien.

Pound var alle dage en irritende kværulantisk og provokerende person, men han var også en fremragende digter. I Tytells udlægning: Han var - så at sige - spændt efter sin egen ambition om at blive “the greatest poet” — og efter at have kæmpet bravt for vennerne blev han pludselig bevidst om, at de - ikke mindst Joyce og Eliot - ville blive meget mere berømte … og så videre. Og så blev han kulret. Det er ikke en meget overbevisende forklaring, og Tytell formulerer det heller ikke så forenklet. Men han antyder en sammenhæng.

I hvert fald: Efter i en periode nærmest at have konverteret sin glødende interesse for litteratur med en lige så glødende interesse for økonomisk teori blev Ezra Pound fascist — og han blev en stor beundrer af Mussolini. Som han han sammenlignede med Konfutse. Han skrev hundredevis af artikler, hvori han rasede over England og USA, priste Mussolini og fascismen og anklagede jøder for alverdens ulykker, herunder Anden Verdenskrig. Han holdt forvirrede radio-taler, som blev transmitteret fra Rom — og FBI begyndte at tage noter. Efter krigen blev Pound arresteret og anklaget - ikke urimeligt - for forræderi. Han blev i første omgang interneret i et bur i en lejr ved Pisa — og derefter overført til Washington, hvor han gennemgik en psykologisk evaluering. Overlægen konkluderede, at Pound var sindssyg, og at han derfor ikke burde retsforfølges. Mange, heriblandt også læger, var uenige i diagnosen — men Pound slap for retssalen. I stedet blev han anbragt på anstalten S. Elizabeths — hvor Charles Olson aflagde ham adskillige visitter. Først mange år senere blev Pound igen løsladt. Han var, da han kom ud, en knækket mand, og han tilbragte de sidste år af sit liv i tavshed.

Pounds magnum opus er “Cantos“, som han arbejdede på cirka halvdelen af sit liv — også mens han sad indespærret. “Cantos” består af en lang række “sange”, hvori Pound behandler historisk-kulturelle, økonomiske og poetiske emner m.m. Værket er meget svært tilgængeligt; enkelte afsnit er stort set uforståelige, og lange passager (herunder især om økonomi) er gevaldig kedelige. Men værket indeholder også fantastisk poesi. Det gælder ikke mindst de afsnit, som Pound skrev, mens han sad indespærret i lejren ved Pisa — og som er udgivet separat under titlen “Pisan Cantos“.

Ron Silliman blogger om Charles Olson her.

Nationalparker og en ny bro. Heftig fredag — og klokken er kun 17. Og i min egen, lille verden: I dag har jeg snakket med to heste, tre hunde og fem meget små kattekillinger . Ane har bestilt en ny cykel, og vi har haft besøg af en gardinmand, som tog mål til gardiner i stuen. Og i morgen køber vi en opvaskemaskine. Udgifter, udgifter.

Ja — og som om jeg ikke havde nok læsestof allerede: Et nyt bogkøb. Gary Snyders digtsamling med den smukke titel “Mountains and Rivers Without End”. Det tog Snyder (som jeg forleden bemærkede her i bloggen, at jeg har det lidt svært med — og det har jeg) 40 år at færdiggøre samlingen. Da bogen - længe ventet med spænding - endelig udkom, blev digteren fejret med et lille hav af priser, inkl. den meget fornemme Bollingen Prize, der nu-om-stunder uddeles hvert andet år. Det var i 1997. I 1995 blev prisen givet til Kenneth Koch. I 1999 til Robert Creeley. Ezra Pound fik den i 1949.

Olsoniana: Faldt i går over dette website — som handler om Jonathan Bayliss, forfatter til “the Gloucesterman series” og ven med Charles Olson. Som optræder i den første bog i serien, “Gloucesterbook“. Som Ipsissimus Charlemagne. Det er ikke noget dårligt navn.

Digital Ekshibitionisme skriver: “Det danske filminstitut har [...] besluttet sig for at udgive alle hans film på dvd. Meningen er, at der skal komme seks bokssæt på gaden, hvoraf den første allerede er landet og kan findes rundt omkring i landets butikker. Det første bokssæt har fået undertitlen Antropologi.” Læs mere her.

Der er gået lidt grød i mine læsninger. Jeg er stadig ikke færdig med Jung-teksten — og har i mellemtiden også kastet mig over “Små eksplosioner” og “Tre skridt tilbage”. Jeg mangler stadig cirka halvdelen af William Carlos Williams’ selvbiografi og halvdelen af Duncan: “The Opening of the Field”. Min flotte, nye udgave af “The Maximus Poems” står på hylden og lokker, og jeg gav i dag efter og læste de første 6 sektioner — og om et øjeblik vil jeg tage på biblioteket for at hente de bøger, de har skaffet til mig, hhv. Erich Neumann, Carl Sauer og (endnu en) Jung. Jeg har også bestilt Lonni Krauses to bøger, “Du får et nyt sted trykket til kroppen” og “Nødvendige ruter“. Enten må jeg læse lidt hurtigere (og det kan jeg ikke) — eller evt. forsøge at lave en slags læseplan. Eller bare at begrænse mig.

Hvordan - Capac - får du tid til at lytte til al den musik? Er der et trick, jeg bør kende? 

Var på biblioteket for at hente mine bøger - og lånte også fire CDer, to kendte og to ukendte. Har hørt ca. 10-15 min. af de to sidstnævnte, respektivt, Jean-Michel Jarre: “Metamorphoses” og Tom Verlaine: “Song and Other Tings“. Og det var nok for mig. De to kendte var hhv. The Cure: “Kiss Me” og Miles Davis: “Birth of the Cool“. Fik pludselig lyst til at genhøre Davis-CDen — efter at den forleden blev nævnt i et afsnit af “The Simpsons”. Som Lisas yndlingsalbum. “Kiss Me” er den plade - dengang de hed plader - jeg har ejet flest gange i mit liv, men det er mindst 10 år siden, jeg sidst har lyttet til den. Og nu - d.v.s. lige før, men jeg stod og vaskede op - lyder den nøjagtig lige så nosseløs, som min gode ven Peter dengang rammende sagde, at den var. Musikken. Three strikes. Men Miles.