I eftermiddags genudsendte DR1 Helge Qvistorffs udsendelse om Klosterheden Statsskovsdistrikt — i serien om “De danske skove”, produceret i 1992. Qvistorff hører til den gamle skole af formidlere, som nu afdøde Palle Lauring og Erik Kjærsgaard, der tror på stoffet — og som er meget mere interesseret i at oplyse og fortælle, end i at forsøge at efterleve den nyeste pædagogiske trend. Skov-udsendelserne er gamle, og de virker gammeldags — og det, synes jeg, er befriende. Man kan som seer nøjes med at læne sig tilbage og blive klogere. Uden unødig flimmer.
Men hvad jeg egentlig ville skrive: Klosterheden var, da jeg var ung, min skov, i hvert fald dele af den. Området omkring Kjærgaardsmølle. Det var her - d.v.s. dér - jeg fiskede og spejdede efter fugle, gik på opdagelse, samlede kogler o.s.v. Som navnet siger, er Klosterheden egentlig opdyrket hedeland, og skoven er en plantage, ikke nogen naturskov. Hele plantagen er på cirka 6700 hektarer, hvoraf cirka 5000 er tilplantet og cirka 350 hektarer hede. Landskabet er præget af den sidste istid: Iskanten gik fra Bovbjerg mod Struer, og plantagen er anlagt på aflejringer af sand og grus. Smeltevandet er flere steder opsamlet i opstemmede småsøer. Plantagen gennemskæres nord-syd af ådalen omkring Flynder Å. På grund af de elendige jordforhold tog det lang tid at få plantagen etableret, og i tidens løb er projektet blevet gjort til genstand for massiv kritik. Et lerlag forhindrer regnvandet i at løbe bort, så træerne kan få glæde af det — men det var først, da man begyndte at gøde jorden, at væksten for alvor tog fart.
Så ved du også det.

Jeg skal lige fortælle dig, at den store pædagogiske trend pt. er at snakke om - fortællinger. Min hypotese er, at man begynder at snakke om det, når det ikke længere er en praksis…
Udmærket! Har selv været ansat fire år på et amtscenter for undervisning, men har været borte fra miljøet i et års tid — og vindene vender jo hurtigt.
Var der nogen, der sagde, at pædagogikken er en vindbøjtel?
Og jo, det var Bent BlödimKopf. Overskriften er: Forvokset studenteropgave. Læs den her:http://www.berlingske.dk/anmeldelser/artikel:aid=782320/