Jeg er i øvrigt også ved at skrive et digt om min morfar. Det går lidt trægt, men det begynder (nok) cirka sådan:
***
Min morfar var socialdemokrat
med sixpence i Hørdum i Thy.
Han boede sammen med min mormor
i det hvide hus, der engang,
før jeg overhovedet blev født,
havde tilhørt min oldemor,
som var fin og skrøbelig
som et tyndt papir,
i hvert fald til sidst,
og kunne tale vorter væk.
Vi kaldte morfar for bedstefar,
og huset hed Domicil,
som er latin - et sprog,
bedstefar helt sikkert
slet ikke havde noget forhold til,
ikke bare fordi det allerede var dødt,
da han levede,
men fordi det er
erobrernes sprog,
de internationales
og de lærde bureaukraters.
Min bedstefar var ikke nogen erobrer,
men Jens, naboen, lod ham ofte passe sin have,
når han var på mission i Afrika,
eller når han bag den slags gulnede stores,
som man aldrig mere ser,
var ved at drikke sig ihjel,
fordi livet er så hårdt.
Det eneste, bedstefar administrerede - og uden
at gøre det indviklet i sprog -
var kartofler og æbler og kål
og den lille samling af kassettebånd
med kristne sange, som han optog
på sin gamle båndoptager
fra sin lige så gamle radio.
Meget fint. Men lad mig lige udstille min uvidenhed (og jeg er jo ellers fra Thy og var for ikke så længe siden til børnehåndbold i Hørdumhallen) og spørge: “Hvad i alverden er stores?”
Stores er de dér halvgennemsigtige undergardiner, som nu om stunder er helt gået af mode.